Afsked og udlængsel mod hjemstavnen

Et trækplaster på festivalen Tyske Filmdage i weekenden er instruktøren Edgar Reitz sidste film i Heimat-serien, Die Andere Heimat. Vi tegner et portræt af Tysklands måske største filmværk i nyere tid

Millioner af tyskere har set Edgar Reitz’ Heimat-filmserier, der ligeledes har været vist i 30 lande verden over. Med spillefilmen ”Die Andere Heimat” har den 80-årige instruktør skabt en stærk spillefilm om den store udvandringsbølge op til den tyske revolution i 1848. –
Millioner af tyskere har set Edgar Reitz’ Heimat-filmserier, der ligeledes har været vist i 30 lande verden over. Med spillefilmen ”Die Andere Heimat” har den 80-årige instruktør skabt en stærk spillefilm om den store udvandringsbølge op til den tyske revolution i 1848. –. Foto: Øst for Paradis.

Afsked overalt. Afsked fra døde spædbørn, der ikke kan begraves i den tilfrosne jord. Afsked fra egne længsler, som pligterne står i vejen for. Afsked med slægtninge, der udvandrer i visheden om aldrig at vende tilbage. Og afsked med kærligheden, der kunne være indfriet hinsides landsbyens strenge sociale kontrol.

Scenen er 1840ernes Hunsrück i højlandet mellem Mosel og Rhinen, hvor hungersnød og revolutionære spændinger præger livet omkring familien Simons smedje. I Edgar Reitz nye, næsten fire timer lange spillefilm Die Andere Heimat får tilskueren således en hjerteskærende optakt til de tre Heimat-serier om det 20. århundrede, som også er blevet vist i dansk fjernsyn i fra 1980erne og frem.

LÆS OGSÅ: Muslimsk djævleuddrivelse og sydstatskristendom

I Die Andere Heimat tegner det umiddelbart lyst. Den unge Jakob Simon læser og dagdrømmer om at opleve verden uden for Hunsrück, hvorfor han må inkassere prygl af både sin far og de andre hårdtarbejdende landsbyfolk. I al hemmelighed tilegner han sig indianersprog og længes efter en tilværelse i de brasilianske troper og forelsker sig kejtet i Jettchen, som han drømmer sig væk sammen med.

Til den årlige høstfest gør Jakobs bror Gustav imidlertid Jettchen gravid og må gifte sig med hende. Herefter sætter hungersnøden ind, og i ulykkesåret 1843 dør folk som fluer.

Det er ikke kulden, der holder folk inden døre. Det er angsten. Men døden kommer ind overalt, siger landlægen, der konstaterer syv børns død på bare én nat i den lille landsby. Man fornemmer langsomt, men sikkert, et samfund, der holdes sammen af truslen om afsked, men i længslen efter at undslippe dette helvede på jord begynder folk at udvandre i hobetal.

Med filmen har den 80-årige Edgar Reitz formentlig sat et endegyldigt punktum for den monumentale Heimat-series symbolmættede rejse gennem nyere tysk historie. Fra dissektionen af modernitetens frembrud og Det Tredje Riges mentale landskab og efterveer i Heimat over Zweite Heimats fokus på 1960ernes omvæltningsfulde München til den noget mere ujævne Heimat 3, der udspiller sig i det glødende tyske årti efter Murens fald.

Det er smalle film, som overvejende har tiltalt et historisk interesseret og mere intellektuelt publikum dermed er det ikke det populære massefænomen, som 1950ernes tyske hjemstavnsfilm var. Alligevel vil Reitz samlede værk blive stående som et hovedværk i europæisk filmhistorie, mener lektor i tyske studier ved Syddansk Universitet Moritz Schramm.

Edgar Reitz film er set af millioner af tyskere og vist i mere end 30 lande verden over. Grunden til denne succes skal ifølge Moritz Schramm netop findes i Reitz nydefinition af de idylliske tyske hjemstavnsfilm. I årtierne omkring Anden Verdenskrig dyrkede den det traditionsbundne og nære fællesskab som et modsvar til modernitetens udfordringer.

Reitz tilhører den første bølge af Neues Deutsches Kino, som gjorde op med hjemstavnsfilmenes klassiske fortælleform, og som ikke mindst satte den tyske historie til diskussion, siger Moritz Schramm.

I 1970erne opstod der deciderede anti-heimat-film, fordi man kritiserede hjemstavnsfilmene og hjemstavns-begrebet for at bygge på en reaktionær og klaustrofobisk eksklusion af det fremmede. Reitz derimod skabte en videreudvikling af, hvad hjemstavnsfilmen kan. Et afgørende punkt er, at man i denne bølge ikke betragtede historiens store narrativer oppefra, men begyndte at foretage en historieskrivning nedefra den enkeltes skæbne og biografiske udfoldelse står i centrum.

I en tysk kontekst var Reitz insisteren på at bruge hjemstavnsbegrebet derfor vældigt provokerende, da den første Heimat-serie blev vist i 1984. Det fortæller Ida Wentzel Winther, lektor på Aarhus Universitet og cand.mag. i moderne kultur og kultursociologi med speciale om Edgar Reitz filmæstetik.

Han ville dengang revitalisere et begreb, som trak spor til 1930ernes hjemstavnsforestilling og Blut und Boden. Men det var en måde at insistere på, at fortid, sted, hjemstavn og erindring er uomgængeligt, siger Ida Wentzel Winther om filmserien, der på én gang handler om tysk historie og figurernes mere almene søgen efter identitet og erindring.

Derfor ligger filmenes styrke ifølge Ida Wentzler Winther især i de mange små historier og i Reitz træge fortælletempo, der trodser tidens høje puls. Det viser sig i lange episke forløb, hvor scenerne ikke altid har en logisk sammenhæng eller dramaturgisk nødvendighed i fortællingen, men optræder som et stykke ægte, oplevet tid, der derfor bliver hængende i seerens bevidsthed.

Det fantastiske er, at Reitz tillader sig huller og fragmenter. Hans univers er blandt andet bygget op på hoved- og sidehistorier, som for eksempel at lade en hovedperson gå forbi en kiosk, hvor kameraet fanger og stopper ved en avisoverskift, siger Ida Wentzel Winther.

Han arbejder med nedslag i historien, og det er åbenlyst, at nogle nedslag godt kunne have været andre, men disse er valgt i en bestemt kontekst, i et bestemt perspektiv ligesom vores liv og de fokuspunkter, vi opstiller for os.

Endnu et særpræg ved Reitz film er, at de bevæger sig mellem at være enkeltstående kunstfilm og en meget lang tv-serie.

De har en række af seriens karakteristika med hovedpersoner, der vikler sig ind og ud i et væld af sidehistorier. Samtidig trækker de film-æstetisk i retning af kunstfilmen, især i anvendelsen af kameraet som voyeur, siger Ida Wentzel Winther.

Uafslutteligheden er dermed et udgangspunkt og grundvilkår ved Edgar Reitz nu næsten 60 timer lange Heimat-værk, lige så vel som hjemstavnen aldrig er en entydig eller statisk størrelse.

Heimat er ikke noget, man kan komme hjem til, men mere en form for tilbliven, en bliven hjem, siger Ida Wentzel Winther om Edgar Reitz credo, at man altid må fortælle videre for at forstå livet.

Det slutter ikke her. Man kommer ikke hjem for her at lukke døren, men mest for at åbne den igen og gå videre også selv om det kan se ud som om, man går på stedet.