”Et dukkehjem” er en af de klassikere, der har nutiden med sig

Opførelsen af ”Et dukkehjem” på Vendsyssel Teater er endnu en sejr for dens instruktør Kaspar Rostrup

Ved opførelser af ”Et dukkehjem” samler interessen sig altid om fremstillingen af Nora. I dette tilfælde spilles hun af Sofie Topp-Duus, der som udgangspunkt er en lidt spinkel udgave af figuren, dog med passende fremhævelse af de sider ved hendes ægteskab, der rummer kimen til bruddet til sidst. Søren Hauch-Fausbøll får som den dødssyge dr. Rank plads både til det forpinte hos ham og til det trodsige overskud. –
Ved opførelser af ”Et dukkehjem” samler interessen sig altid om fremstillingen af Nora. I dette tilfælde spilles hun af Sofie Topp-Duus, der som udgangspunkt er en lidt spinkel udgave af figuren, dog med passende fremhævelse af de sider ved hendes ægteskab, der rummer kimen til bruddet til sidst. Søren Hauch-Fausbøll får som den dødssyge dr. Rank plads både til det forpinte hos ham og til det trodsige overskud. – Foto: Vendsyssel Teater

Nora og Helmer, hovedpersonerne i ”Et dukkehjem”, Henrik Ibsens drama fra 1879, synes at udfolde det ideale liv i overensstemmelse med tidens normer og ikke mindst dens kønsroller.

Imidlertid er det ikke disse, der har været hovedsagen for Kaspar Rostrup i hans iscenesættelse af stykket på Vendsyssel Teater i Hjørring. Den pointe, der overordnet former opsætningen, kommer til udtryk i en fremhævelse af, hvor langt to personer, der foregiver at være så nært forbundne, kan være fra hinanden – og hvor lidt de ved både om hinanden og om sig selv. Noget lignende gælder i andre af de beskrevne relaltioner.

På en scene omgivet af publikum til alle sider og med et meget begrænset antal rekvisitter gives en version af stykket, der bevæger sig inden for traditionen. Rostrup søger ikke drastiske stilistiske nybrud, men koncentrerer sig om det psykologiske, hvad der giver dramaet et indtrængende nærvær. Det er en Ibsen-opsætning af umiddelbar relevans, et drama, der ikke behøver at blive opreklameret med opdateringer. Det er aktuelt, som det er og et eksermpel på en klassiker, der har nutiden med sig. Fortiden springer op som en dør til den historie, der fortælles og – sådan føles det – bliver til for øjnene af os.

Ved opførelser af ”Et dukkehjem” samler interessen sig altid om fremstillingen af Nora. I dette tilfælde spilles hun af Sofie Topp-Duus, der som udgangspunkt er en lidt spinkel udgave af figuren, dog med passende fremhævelse af de sider ved hendes ægteskab, der rummer kimen til bruddet til sidst: ensomheden bag hendes tilsyneladende accept af Helmers fantasi om hende som ”mit lille egern”. Sådan ét, der da er meget sødt, i al uskyldighed, men ikke regnes for at have sans for mere alvorlige sager.

Og over for Helmer må hun skjule et økonomisk lån på trods for, at det er for hans skyld, hun vover sig så langt ud, som hun gør – for at de kan få råd til et for ham højst nødvendigt sundhedsophold i Syden. Men der er altså bare den pinlige detalje, at hendes transaktion indbefatter en falsk underskrift.

I slutscenen, der ikke alene er handlingens, men også forestillingens højdepunkt, spiller Sofie Topp-Duss med en intensitet, der overbeviser om nødvendigheden af hendes opgør mod at være spærret inde i Helmers klaustrofobiske opfattelse af hende – og dermed mod at foregive en lykke, som hun ikke har. Dette er livet ikke som virkelighed, men som et rollespil.

Martin Hestbæk som Helmer giver med stor tydelighed et billede af en mand, der ikke formår at se ud over sig selv. Kun hans egen verden er til for ham – Noras er det slet ikke. Specielt, da han rammes af chokket over hendes handlemåde, spiller Hestbæk med stor styrke. Og han bliver meget mere end en sølle mandschauvinist, nemlig et menneske i nød, simpelthen, Hans reaktion – om end momentvis på grænsen til det ynkværdige – opleves som følelsesmæssigt sand.

Krogstad – Noras farlige allierede, manden, der når som helst kan kaste en bombe ind i dukkehjemmet – spilles nedæmpet, men effektivt af Preben Kristensen, personificerende en lurende trussel. Søren Hauch-Fausbøll får som den dødssyge dr. Rank plads både til det forpinte hos ham og til det trodsige overskud – endda med sans for komik. Jette Sophie Sievertsen rammer en stille tone af ægthed hos fru Linde, en af de mindre slående figurer, men alligevel betydningsfuld i sammenhængen. Og Susanne Heinrich udnytter optimalt portentialet i den beskedne rolle som barnepigen Anne Marie.

Kaspar Rostrup har aldrig tidligere iscenesat ”Et dukkehjem”. Med opførelsen føjer han endnu en sejr til sine tidligere.

Læs interview med instruktør Kaspar Rostrup om arbejdet med ”Mit dukkehjem” på