Prøv avisen
Interview

Ahmed Akkari: Som imam forstod jeg ikke, at vi først og fremmest lærer af vores fejl

”Det har måske været min sværeste erkendelse, at jeg også har haft fejl. For det, som jeg ikke forstod som imam, var, at vi først og fremmest lærer af vores fejl,” siger Ahmed Akkari, der her ses i Roskilde Domkirke. – Foto: Daniel Øhrstrøm

Som dreng drømte Ahmed Akkari om at blive helt. Det var også derfor, han ville forsvare sin tro under Muhammed-krisen, hvor han i stedet blev stemplet som skurk herhjemme. Men siden vendte han islamismen ryggen, og nu er han aktuel med bogen ”Mod til at tvivle”

Ahmed Akkari spærrer øjnene op, da vi træder ind i Roskilde Domkirke.

”Hvor er her smukt og højt til loftet,” siger han og smiler, mens han bukker nakken tilbage:

”Det er det, jeg godt kan lide ved folkekirken. At der er højt til loftet. Her er plads til, at folk gør sig sine egne tanker, og her er både plads til at tro og tvivle. Men der er også ånd og traditioner på sådan et sted som her, hvor de danske konger ligger begravet, og Dronningen også skal hvile en dag. Det vidner om en stor historie,” siger han og tilføjer:

”Jeg elsker alt med historie og kultur. Og jeg er især optaget af den danske historie.”

Selv stopper han tit i Roskilde på vej til København. For her er ikke kun en stor historie, der synger i træer og bygninger overalt, men også gode parkeringsforhold og fred til at samle tankerne.

Den tidligere imam er nu glatbarberet, og ingen vendte sig om efter den lille sorthårede mand med designersolbriller, mens vi nærmede os domkirken fra gågaden som to almindelige turister. Men under Muhammed-krisen blev Ahmed Akkari landskendt – og for andet end at værne om danskheden og tankefriheden, men meget har ændret sig siden.

”Jeg er på en dannelsesrejse, hvor jeg udforsker både religion, filosofi, kultur, litteratur og verdenstanker. Og jeg er kun lige begyndt!”, siger Ahmed Akkari i afslutningen af sin nye bog ”Mod til at tvivle”, der er fortalt til Lars Hvidberg og udkommer i næste uge.

Anderledes havde han det som ung imam, hvor han troede, at han havde svarene på alting. Dengang betragtede han tvivl og åbenhed for nye tanker som en svaghed eller ligefrem en fristelse. Og selv med sit dengang tynde fuldskæg blev han derfor hurtigt en af Danmarks mest magtfulde unge imamer, der oven-ikøbet også kunne sætte flydende danske gloser på sin urokkelige, fundamentalistiske tro.

Derfor blev han også valgt som talsmand for imamerne under protesterne imod Morgenavisen Jyllands- Postens 12 Muhammed- tegninger.

Det gjorde ham til en helt i islamiske kredse, men stemplede ham også som skurk herhjemme, fordi han blev ansigtet på den vrede, der siden rejste sig voldsomt og utæmmet mod Danmark med flag- og ambassadeafbrændinger.

Senere har Ahmed Akkari fortrudt sin rolle dengang, ligesom han har taget offentligt afstand fra islamismen i bogen ”Min afsked med islamismen”.

Men i sin nye bog dykker han dybere ned i de bøger og tanker, der fik ham til at skifte kurs i livet.

Det hele begyndte for alvor, da han i 2008 satte sig i et fly for at rejse mod Grønland for at blive skolelærer langt væk fra al balladen.

”Jeg havde allerede frasagt mig min imam-titel, da jeg rejste. Men jeg husker tydeligt, hvordan jeg den sensommerdag stod ud af flyet i Nasarsuaq i Sydgrønland til en duft af timian og frisk kølighed i luften. Det var en frisk start. Det er også det smukkeste sted i hele Grønland, hvor Erik den Røde også sejlede ind i sin tid. Og det var der, jeg langsomt genfandt mig selv, mens jeg genfandt biblioteket, der for alvor ændrede mig,” siger Ahmed Akkari.

I sin bog beskriver han skolebiblioteket i Narsaq som Aladdins hule – fyldt med skatte, som han langsomt stavede sig igennem og lod sig forvandle af. Og langsomt voksede tvivlen i ham, så de arabiske oversættelser fra islamiske lærebøger, han havde medbragt, gav mindre og mindre mening.

Men det var ikke første gang, han tvivlede. For tvivlen begyndte faktisk allerede inden Muhammed-krisen, da han var såkaldt web-imam for nogle unge kvinder i Danmark.

Dengang var hans opgave at udlægge Koranen til én fortolkning, men flere gange oplevede han, at det var nemmere sagt end gjort, fordi man faktisk kunne forstå teksterne på flere måder – ligesom hans studerende, der kunne skændes om deres forskellige fortolkninger. Derfor var det en øjenåbner for Akkari at sidde i Grønland og læse sig gennem filosofihistorien, hvor filosoffernes vej til ny erkendelse var at tvivle på alt, mens den moderne franske filosof Derrida fik Akkari til at forstå, at en tekst, selv de hellige tekster, altid skal fortolkes – og derfor altid vil blive forstået på læserens egne præmisser.

”Fundamentalistiske fortolkere mener, at der kun er en sand tolkning hver gang. Sharia betyder også ’vejen’, så længe tænkte jeg, at der ikke kunne være flere veje eller måder at tænke på, men det opdagede jeg, at der var. Før havde jeg låst mine tanker så meget fast, at jeg var bange for at bevæge mig uden for den tankemåde. Og jeg læste kun islamisk litteratur, der med løsrevne citater fordrejede alle andre tankemåder som fordærvede og forkerte. Den manipulerende retorik slugte jeg råt. Men sådan ekskluderede jeg jo også andre muligheder og synspunkter, der kunne gøre mig klogere.”

I Roskilde Domkirke er orglet ved at blive stemt, og en lang hyletone fylder kirken. Det bruger Ahmed Akkari straks som en metafor:

”Før var jeg ligesom den tone. Jeg havde låst mig fast, så det lød forfærdeligt, men hvis man tager alle tangenterne i brug, kan der komme smuk musik ud af orglet. Det er jo det, der er med livet. Der er jo mange tangenter at spille på,” siger Ahmed Akkari, der heller ikke har givet slip på troen, selvom han har forladt fundamentalismen:

”Jeg skriver i bogen, at jeg til enhver tid vil vælge tro frem for ateisme, og humanisme frem for fundamentalisme. Der er meget inspiration i tro, men religion bør udfordres i sine lukkede, rigide former, fordi den ellers kan blive en korridor til magt for nogle mennesker. Derfor bør koblingen mellem magt og religion udfordres. Det er min holdning. Men livet uden tro er mangelfuldt.”

Ahmed Akkari sidder lidt og tænker, før han svarer på, hvad der i dag er helligt for ham:

”Retten til at tro og tænke, som man vil,” kommer det så:

”I dag ville jeg heller ikke protestere på samme måde over Muhammed-tegningerne, men jeg har samtidig stadig en respekt for andres tro. Jeg kunne jo heller aldrig drømme om at gå over og tisse på sarkofagerne her i kirken. For de er vigtige for danskerne. Når man sidder her, mærker man ikke bare historien, men også den ånd, der er blevet lagt ned i bygningen. Det er mere end en bygning og en altertavle, det er en ånd. Og man skal kunne mærke ånd for at forstå, at der er mere mellem himmel og jord.”

Hvordan mærker du selv ånd?

”Det er svært at sige, men man får en fylde i sit indre, hvor man mærker en ro og føler en tryghed. Det tror jeg er meningen med at tro, ikke at tvinge andre ind i sine egne tanker. For sådan ophøjer man jo sig selv som Gud,” siger Ahmed Akkari, der ellers selv har nydt folks anerkendelse:

”Som barn var jeg meget optaget af helte – især Batman, der ikke havde superkræfter, men alligevel gjorde en stor forskel. Det ville jeg også gerne gøre. Jeg ville gerne være sådan en, folk så op til, et menneske, der udrettede noget ekstraordinært. Måske var det medvirkende til, at jeg tidligt gik ind i den muslimske verden, hvor jeg fik følelsen af at kæmpe for en højere sag som imam, ligesom jeg selv blev mødt som en autoritet.”

Men nu bruger han et andet Batman-citat i bogen: ”Hvorfor falder vi? Så vi kan lære at samle os selv op.”

”Det har måske været min sværeste erkendelse, at jeg også har haft fejl. For det, som jeg ikke forstod som imam, var, at vi først og fremmest lærer af vores fejl. Man bliver ikke helt af at lade, som om man aldrig tvivler eller fejler. Men hvis man har mod til at tvivle, kan man hele tiden blive klogere,” siger Ahmed Akkari, der stadig både bliver betragtet som helt og skurk for den holdning – afhængigt af hvem man spørger.

Fundamentalistiske fortolkere mener, at der kun er en sand tolkning hver gang. Sharia betyder også ’vejen’, så længe tænkte jeg, at der ikke kunne være flere veje eller måder at tænke på, men det opdagede jeg, at der var.