Prøv avisen

Ai Weiwei står her stadig

”De fleste kinesiske kunstnere er selvpromoverende og producerer blot kunst for markedet. Jeg er et individ og er ligeglad med, hvordan den kinesiske kunst udvikler sig. Det vigtigste er mit forhold til samfundet og mit forhold til mine tilskuere,” siger den kinesiske kunstner Ai Wei-wei, der tidligere på året sad knap tre måneder i et kinesisk fængsel. – Foto: Ming Ou Lü.

EKSKLUSIVT Ai Weiwei betragtes som den mest indflydelsesrige samtidskunstner i verden. Han giver som regel kun interview til store internationale medier som New York Times og Time Magazine. I sidste uge blev Kristeligt Dagblad imidlertid inviteret indenfor i hans værksted til en samtale om hans aktuelle isolation og kunstens status i Kina

Stemmen er klar, og smilet er jovialt, men øjnene er hårde. De søger efter svar.

Hvorfor skulle han sidde fængslet i næsten tre måneder uden nogen som helst form for forklaring? Hvorfor skal han i dag betale over 15 millioner renminbi (omkring 13 millioner kroner) i skattebøde, uden at han har mulighed for at se beviserne mod ham?

LÆS OGSÅ: Der er ni millioner cykler i Beijing. 42 af dem er på vej til Louisiana

Det er spørgsmål, som nager den 54-årige Ai Weiwei, der fra den 18. november har fire værker udstillet på det danske kunstmuseum Louisiana.

Udstillingen har været under forberedelse i lang, lang tid. Allerede før jeg blev anholdt. Jeg har tidligere arbejdet med Den Lille Havfrue i Danmark, så derfor har jeg hele tiden været interesseret i Danmark. Og derudover er Louisiana et ganske godt museum, fortæller Ai Weiwei til Kristeligt Dagblad i sit værksted ved Beijings 798-kunstkvarter.

Hans tidligere arbejde med Den Lille Havfrue var under verdensudstillingen i Shanghai i 2010. Da Københavns Kommune sendte skulpturen til den danske pavillon i Kina, var det meningen, at en kinesisk kunstner også skulle have et kunstværk udstillet på Langelinje som erstatning for den danske turistattraktion.

Det kunstværk havde Ai Weiwei ansvaret for, og han skabte en videoopstilling på Langelinje, hvor danskerne direkte kunne se, hvad der foregik i den danske pavillon i Shanghai. Meningen var, at udlandet på denne måde kunne få et direkte indblik i et ellers censureret kinesisk samfund.

De fleste kinesere fik igennem den danske pavillon et billede af Danmark som et idylliseret eventyrland, men Ai Weiweis eget indtryk af Danmark er ikke nær så positivt:

Danmark er ikke noget eventyrland. Jeg sad på et tidspunkt i toget under en kraftig snestorm, og i min kupé sad der to døddrukne mennesker lidt ligesom i New Yorks metro.

Historien om Ai Weiwei er en historie om Kinas politiske udvikling. Ai Weiweis far, Ai Qing, var en af Kinas største moderne poeter. Han var en anerkendt kinesisk samfundsdebattør og blev allerede i 1941 medlem af det kinesiske kommunistparti.

Efter at kommunisterne havde overtaget landet, fortsatte han dog sin samfundskritik, og i 1958 blev han og hans familie sendt til genopdragelse i den vestlige kinesiske region Xinjiang.

Ai Weiwei voksede op i et hårdt fysisk miljø. Som 12-årig blev han sat til at klippe grene af træer. Efter et stykke tid mente genopdragelseslejrens ledere, at det var for let arbejde til Ai Weiwei og satte ham derfor til at rense lokummer.

I 1975 fik hans familie endelig lov til at flytte tilbage til hovedstaden, Beijing, og Ai Weiwei begyndte at læse på Beijings filmakademi. I 1981 flyttede han til USA, hvor han begyndte på Parsons designskole i New York. Allerede på det tidspunkt begyndte han at skabe sin egen kunststil igennem modificering af eksisterende genstande.

Faktisk har jeg ikke gennemgået nogen stor kunstnerisk forandring. Mine omgivelser har selvfølgelig ændret sig. Hvis der er endelig er noget, som har ændret sig ved mig selv, kan man sige, at min udtryksform er blevet mere offentlig, siger Ai Weiwei.

Igennem nettet og internetmedier har jeg fået flere udtryksformer. Den nye form for kommunikation påvirker i høj grad, hvordan samfundet nu udvikler sig politisk.

Ai Weiwei har i den grad taget internetmediet til sig. Han bruger flittigt Twitter, hvor han følges af over 100.000 brugere, primært kinesere, som kan omgå blokeringen af Twitter i Kina. Selvom dette umiddelbart kan virke som en hel del mennesker, er det blot en lille del af den samlede kinesiske befolkning, som kender til Ai Weiwei.

Det er til dels på grund af censuren i Kina. De kinesiske medier har kun i meget begrænset omfang dækket Ai Weiweis kunstneriske projekter, selvom han er en af de få kinesiske kunstnere, hvis værker har været udstillet på mange internationale museer og gallerier.

I 1993 tog Ai Weiwei tilbage til Kina fra USA, da hans far blev alvorligt syg. Faderen døde i 1996, men Ai Weiwei har siden ikke haft planer om at forlade Kina, selvom hans nærmeste flere gange har opfordret ham til det. Især hans mor, Gao Ying, er tydeligvis bekymret for sin søn. Hun vil gerne have ham til at rejse ud af landet så hurtigt som muligt.

Det første, jeg gør hver dag, er at tjekke nettet for at se, om der er sket noget nyt med min søn. Og når jeg går i seng, gør jeg det samme, fortæller Gao Ying.

Hendes bekymringer er ikke ubegrundede: Den 3. april i år blev Ai Weiwei anholdt i Beijings lufthavn. Han var på vej om bord på et fly til Hongkong. De første dage var der ingen, som vidste, hvad der var sket med ham. Først den 6. april kom det kinesiske udenrigsministerium med en besked om, at han blev undersøgt for skattesvig.

I fængslet blev Ai Weiwei afhørt om sin blog og om, hvorvidt han havde noget at gøre med planlagte demonstrationer i Kina i foråret.

En anonym kilde har sagt til nyhedsbureauet Reuters, at kinesisk politi i fængslet skulle have fortalt Ai Weiwei, at du har kritiseret regeringen, derfor vil vi fortælle samfundet, at du er en uanstændig person, at du har snydt i skat, at du har to koner. Vi vil ydmyge dig.

Da Ai Weiwei blev løsladt i slutningen af juni, var den ellers normalt åbenmundede kunstner meget påpasselig med at udtale sig til medierne.

Andre kinesiske kunstnere mente, at han var blevet knækket af det kinesiske politi. Det er tydeligt, at det går ham på, når spørgsmålet om, hvorvidt han har været for bange for at ytre sig, bliver stillet.

Enhver gal person på gaden kan sige sådan noget. Spørgsmålet er urimeligt, svarer han kort.

Et andet emne, som Ai Weiwei er følsom over for, er hans dedikation til at agere som en person, der taler svage kineseres sag mod de stærke magthavere. Det er hans identitet, og den skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Han mener ikke, at hans kunst eller projekter er elitære, men derimod at hele det kinesiske folk kan acceptere den.

Min kunst er ikke kun udstillet på museer. Jeg lavede en Sichuan-undersøgelse, som skulle opklare, hvorfor 5000 børn døde under jordskælvet der. Samtidig har jeg produceret dokumentarfilm om det. De fleste mennesker synes, at jeg laver en række film, der har rod i det inderste af det kinesiske samfund, siger Ai Weiwei.

Ai Weiweis undersøgelse i den kinesiske provins Sichuan gik ud på at afdække, hvorfor der var så mange skolebørn, som døde ved jordskælvet i 2008. Det var en udfordring af det politiske system i Kina, da en række myndigheder blev beskyldt for at have hyret dårlige bygningskonstruktører til de lokale skoler.

Selvom Ai Weiwei flere gange selv har udfordret den kinesiske regering, giver han ikke meget for resten af den kinesiske kunstscene, når det drejer sig om at turde være andet en selvtjenende institution.

De fleste kinesiske kunstnere er selvpromoverende og producerer blot kunst for markedet. Jeg er et individ og er ligeglad med, hvordan den kinesiske kunst udvikler sig. Det vigtigste er mit forhold til samfundet og mit forhold til mine tilskuere. Jeg har ingen lyst til at styre den kinesiske kunst i nogen retning. Hvad betyder det for mig, hvis den kinesiske kunstscene dør?.

Kinesisk kunst har ellers de seneste år nydt større og større popularitet i resten af verden, og turister strømmer til 798-kunstkvarteret for at købe kinesisk kunst.

Og måske er det netop denne kompromisløse linje, der har skaffet Ai Weiwei magtfulde fjender hos de kinesiske myndigheder.

Før han blev anholdt, var det nemlig på tale at tilbyde ham en plads i Kinas rådgivende forsamling, CPPCC, der fungerer som et rådgivende organ forKinas ledelse.