Aidts sublime sorgbog har det svært som lydbog

Naja Marie Aidt har indtalt sin sorgramte og sortsmukke ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Men lydbogen er – trods Aidts mod – en skygge af bogen

Forfatter Naja Marie Aidts bog ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er et hovedværk i nyere dansk litteratur. Men det er i høj grad i kraft af sin form på skrift.
Forfatter Naja Marie Aidts bog ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” er et hovedværk i nyere dansk litteratur. Men det er i høj grad i kraft af sin form på skrift. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

I marts 2015 døde Naja Marie Aidts søn. Sammen med en ven havde han spist svampe, som gjorde ham psykotisk, og han sprang ud ad vinduet på fjerde sal. Han blev 25 år.

Carls pludselige død og måden, hvorpå sorgen rammer og knuser, beskrev Aidt siden i den sublime, smerteligt smukke ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, der fra 2017 og frem er udkommet i 16 oplag og på flere sprog.

Men nu har Aidt, som hun skriver på Facebook, ”omsider magtet at indtale ’Carls Bog’ (ind i mellem med absolut skælvende stemme), så nu findes den også som lydbog på forskellige platforme”.

At det har været en prøvelse kan høres, når Aidts let sprukne stemme gør et kort ophold et særligt grusomt eller smertefuldt sted i teksten. Og det giver umiddelbart mening, at hun selv har påtaget sig indlæsningen: Tekstens stemme, der møder forfatterens ”rigtige” stemme, sådan som det også giver mening, når Jørgen Leth selv har indlæst erindringsbogen ”Det uperfekte menneske” eller Jesper Stein sin autofiktive roman ”Rampen”.

Der er imidlertid nogle problemer ved forholdet mellem Aidts bog og Aidts lydbog, som faktisk opstår af en positiv omstændighed, nemlig at bogen er et unikt og sammensat stykke litteratur.

Det er ikke en enstrenget fortælling, men fragmenter fra dagbøger, citater fra andre værker om død og sorg samt leksikalske opslag, der krydsbelyser Aidts egne, uudholdeligt præcise skildringer af tabet af Carl.

I bogen – på siderne – åbner teksten sig sort og dybt, og det gør den også i lydbogen, når Aidt læser passagerne om Carl, hans liv og skinlivet efter hans død. Eller som her, da hun ser ham efter springet ud fra fjerde sal og ind i døden:

”Jeg kyssede din hånd, og din hånd var så kold, at kulden krøb op i mit ansigt, mit hoved, mit kranie. Der findes ikke noget koldere i verden. Ikke is, sne. Ingen frygt, ingen angst, ingen hjertesorg så kold som din hånd; din hånd, som jeg kyssede med min varme, levende mund.”

Det giver et sort sug i kroppen at lytte til passager som denne. Men andre steder egner bogen sig ikke til oplæsning, og det er blot at se på siderne, der præges af linjeindryk, kursiver, tekst uden store begyndelsesbogstaver, brug af fed, skrift med udelukkende store bogstaver, skiftende marginer, forskellige tekststørrelser og andet, der i høj grad er en del af værket. Men som altså ikke kan høres.

Lydbogen er på den måde en reduktion, en forenkling, af det facetterede, flerstemmige og eminente døds- og sorgværk. Jeg ved, at det kan virke ufølsomt, det er bestemt ikke min intention, men et forsøg på at fastholde, at denne type litteratur lever på siderne, ligesom for eksempel Anne Carsons ”Nox”, som Aidt citerer fra og synes inspireret af.

Lige meget hvor stærkt det er, at Aidt selv læser sin ubærlige historie op og på den måde genbesøger tidligere faser af sorgarbejdet, og lige meget hvor godt hun gør det, så kan det ikke leve op til bogen. Fordi bogen, de 156 sider, er et hovedværk i nyere dansk litteratur. Fordi det er et stort, komplekst værk, som i så høj grad bliver sig selv i kraft af sin form, sin skrift.