Den afrikansk-amerikanske koreograf Alvin Aileys mest betydningsfulde arbejde, ”Revelations” ramte som kunst en smertelig – og smuk – sandhed i borgerrettighedsbevægelsens kamp for et retfærdigt, ikke-raceopdelt samfund i USA i 1950’erne og 1960’erne, der taler stærkt og inspirerende også i dag.
Ailey trak på sine ”blodminder” fra opvæksten i Texas, da han koreograferede værket i 1960 som en hyldest til sort, amerikansk kultur – ”til tider sorgfuld, til tider glædesfuld, altid håbefuld” – med barndomsbilleder af medrivende gospeltjenester med sladrende, karakterfyldte og iltert viftende madammer på vej til kirke og deres milde og kærligt flirtende mænd.
”Revelations” er strukturelt lagt i tre dele, hvor første del, i jordfarver, måske genkalder arbejdet i Sydstaternes bomuldsmarker, men hvor danserne i en skulpturel ensemblefigur også udtrykker håbet om udfrielse af trældom som samfund, med hænder, der i en bøn om hjælp rækker op mod lyset.
Denne første del er også næsten en andagt, og det er overordnet nærliggende at opleve værket som en koreografisk kirkehandling, hvor Ailey i den lysende hvide anden del, ”Take Me To The Water”, koreografisk beskriver dåb og genfødsel med en smittende, vuggende gang og fraser, hvor danserne duver over scenen, og hvor bølger ruller gennem nakke, arme, rygrad som udtryk for dåbsvandet og den renselse, der løber gennem mennesket.
Dette uforglemmelige, centrale billede rummer formentlig nøglen til forståelsen af hele det sorte samfunds stærke tilknytning til kristendommen, den tætte sammenhæng mellem de sorte amerikaneres fangenskab og Bibelens fortælling, og fører direkte frem til sidste dels glædesudtryk: Under Sydens gule aftensol hylder ”Move, Members Move” gospelkirkens frisættende kraft, særligt gospelmusikken, og er et udtryk for enhed, solidaritet og styrken i fællesskabet.
Med tabet af så stærk en stemme er det ikke overraskende, at Alvin Ailey American Dance Theatre har haft svært ved at finde en prægnant og meningsfuld kunstnerisk linje efter grundlæggerens død i 1989. Kompagniet har samlet sig om opførelserne af Aileys værker og ikke mindst videreført og udviklet hans store vision om opsøgende og socialt arbejde.
Ved premieren på gæstespillet i Tivolis Koncertsal onsdag var Jessica Langs ”EN” et eksempel på et værk, der netop ikke kanaliserer kompagniets kerne, men i en generisk fad form behandler et komplekst japansk begreb, hvor formen cirkel symboliserer skæbne, tro og karma. Det virker irrelevant.
Jamar Roberts’ ”Members Don’t Get Weary” lægger sig derimod direkte i Aileys spor, igen i det fysiske udtryk, men også med en underliggende aktivistisk dagsorden. Også Roberts taler til sine ”members” med en titel, der henviser til slavetiden.
Koreografisk arbejder han i åbningsbilledet til John Coltranes ”Dear Lord” med gentagelser og rutiner, der i princippet er abstrakte variationer over handlinger fra arbejdet i marken – rutinerne er maskinelle, mennesker er arbejdsdyr – og i et enkelt øjeblik fortæller os, at her ligger rødderne, og at undertrykkelsen også er en sandhed i dag. Særligt øjeblikket, hvor en mand mister livet, understreger subtilt Roberts uhyggeligt intelligente og skarpe kontrast mellem Coltranes feel-good jazz og realiteten i nutidens og Trumps USA: Coltranes varme, drømmende saxofon og Roy Haynes’ blide, cirklende trommevisken luller os ind i en accept af det grusomme og uretfærdige, en normalisering af en uhyrlig voksende racisme og værdien af menneskeliv, særligt for sorte mænd.
Roberts demonstrerer her, at Ailey og dans har en rolle at spille også i tidens politiske debat og kamp, stærkt udtrykt i ”Members’” anden del, ”Olé”, hvor hans muskuløse dans bliver udtryk for flugt, alarm, modstand og vilje, malet som et stykke moderne impressionisme med brede pensler, i stærke farver.