Prøv avisen

Akademiet for den gode smag

@Fotobyline:TEGNING: MORTEN VOIGT Foto: TEGNING: MORTEN VOIGT

Det Danske Akademi er altid blevet hånet for sit patent på den gode, litterære smag. Alligevel har ingen af dets kritikere fået bugt med akademiet. På fredag fejrer det 50-års jubilæum

Det måtte blive en ideologisk kampplads. Et akademi, der skulle virke for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen, og uddele priser til danske forfattere, der ifølge akademiets medlemmer hævede sig langt op over det almindelige. Landets ypperste stempel for æstetisk og litterær kvalitet.

Kritikken haglede da også ned over Det Danske Akademi allerede fra oprettelsen i 1960. Magen til selvbestaltet, konservativ, litterær elite skulle man lede længe efter, lød det. Og så oven i købet med medlemmer valgt ind for livstid.

Den 28. november er det 50 år siden, at kunsthistoriker og professor Christian Elling sammen med forfattere og kulturpersoner som Karen Blixen, Karl Bjarnhof, Tom Kristensen og H.C. Branner stiftede Det Danske Akademi. Og gennem hele akademiets relativt korte levtid har det været udsat for kritik, sladder og spekulationer.

Men symptomatisk for Det Danske Akademis historie har ingen af kritikerne rigtig fået skovlen under samlingen af litterære smagsdommere. For bag ved gode argumenter, jantelov og almen misundelse er der samtidig en udbredt respekt for de individuelle medlemmer og selve formålet med akademiet: at fremhæve den gode litteratur. Der er nemlig brug for et organ, der ikke nødvendigvis følger den litterære mode, men i stedet præmierer noget, der har betydning i det brede og i det lange perspektiv.

"I en tid, hvor der er et hav af priser, der uddeles på baggrund af offentlige afstemninger, er det godt, at der også findes et forum, hvor forfattere og fagfolk ud fra deres indbyrdes diskussioner, som er fortrolige imellem dem, træffer en beslutning om, hvad der er deres bud på god litteratur," siger Anne-Marie Mai, professor i litteratur ved Syddansk Universitet.

Idéen til Det Danske Akademi kom fra kunsthistoriker og professor Christian Elling og forfatter, journalist og organist Karl Bjarnhof. Litteraturen og æstetikken havde brug for et løft, mente de, og mens man i flere lande i Europa for længst havde oprettet litterære akademier, havde Danmark endnu sit til gode.

Det Svenske Akademi blev eksempelvis stiftet tilbage i 1786 efter fransk forbillede og skulle blandt andet stå for at udgive ordbøger for derigennem at tage vare på og højne standarden af det svenske sprog. Desuden skulle akademiet præmiere den gode litteratur, og det har som bekendt uddelt Nobelprisen i litteratur siden 1901.

Så store ambitioner havde de to herrer ikke, men mindre kunne også gøre det, og den 28. november 1960 inviterede de en række af datidens ånds- og forfatterfyrtårne hjem i Christian Ellings lejlighed på Østerbro i København, og inden eftermiddagen var omme, havde de stiftet Det Danske Akademi.

"Det var vanskeligt at stifte. Men det vil blive endnu vanskeligere at tage livet af det," sagde Karl Bjarnhof med henvisning til den hån og latterliggørelse, idéen var blevet udsat for i forbindelse med stiftelsen.

Han fik ret. I hvert fald for så vidt, at det lever ganske glimrende her efter de første 50 år, og at ingen for alvor har truet med at nedlægge det. Men Karl Bjarnhofs forudsigelse fik ikke kritikken til at forstumme.

Måske fordi akademiet blev stiftet i en periode, hvor dansk sprog og litteratur stod ved en korsvej. En ny generation af forfattere brød igennem omkring 1960 og overtog det sproglige udtryk og omgivelsernes opmærksomhed. Forfattere som Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Inger Christensen, Ivan Malinowski og Cecil Bødker blev toneangivende og satte nye standarder for, hvordan sproget kunne bruges, og da akademiets stiftende medlemmer overvejende hørte til på den kulturkonservative fløj, gav det sammenstød.

Forfatter Hans-Jørgen Nielsen forsøgte sig med at opfordre til en besættelse af akademiet ved en planlagt demonstration, men opbakningen udeblev, da det kom til stykket. Kollegaen Ebbe Kløvedal Reich tog initiativ til et alternativt forfattermøde i Fælledparken i København som modstykke til akademiets årlige forfattermøder. Han endte dog med at deltage i begge møder og måtte halse fra akademiet til Fælledparken for at nå sit eget protestmøde. Klaus Rifbjerg havde også været ude med riven, men i 1966 modtog han selv akademiets store pris og blev året efter inviteret indenfor i varmen og er i dag det længst siddende nulevende medlem.

Inden for de første seks år døde desuden seks af akademiets medlemmer, og det gav plads til nye ansigter. Ud over Klaus Rifbjerg kom også forfatterne Villy Sørensen, William Heinesen og Otto Gelsted ind i akademiet, og der var nu mere ligevægt mellem den kulturkonservative og den kulturradikale fløj. På den måde omfavnede akademiet den litterære brydning og blev ifølge flere iagttagere en medvirkende faktor til, at det aldrig kom til et egentligt opgør. Vildest det gik det nok for sig i striden om Tove Ditlevsen og Den Store Pris. Hun havde længe været på tale til udmærkelsen og var tæt på at få den i 1974, men i stedet blev det Sven Holm, der fik prisen det år. Siden begik Tove Ditlevsen som bekendt selvmord og nåede altså ikke at få akademiets hæder, hvilket fik den ene stifter, Karl Bjarn- hof, til at smække med døren og forlade etablissementet i 1975.

Det ville nu også være underligt, hvis der ikke i ny og næ var blæst om en institution som Det Danske Akademi, mener Jens Smærup Sørensen, forfatter og sekretær for akademiet. Dels fordi det altid har været en slags repræsentant for den gode smag, og den er der som bekendt mange meninger om, og dels fordi danskerne har en sund skepsis over for det elitære.

"Men der har stort set altid været repræsentanter for alting blandt medlemmerne: de konservative, de kulturradikale, kommunisterne, de progressive, og de er samledes ud fra den erkendelse, at der findes noget i litteraturen, som vi kan være fælles om uanset ståsted. Her mødes vi i en litterær diskussion og ikke i en politisk, ideologisk diskussion," siger han.

Den politiske diskussion fører akademimedlemmerne dog gerne med hinanden i avisernes debatspalter. Senest skældte Suzanne Brøgger og Klaus Rifbjerg gevaldigt ud på Frederik Stjernfelt efter hans anmeldelse af bogen "The Flight of the Intellectuals" i dagbladet Information. I bogen fremfører forfatteren Paul Berman blandt andet det argument, at mange vestlige intellektuelle svigter, når de vender ryggen til islamismen og i godhedens navn forholder sig passivt til de totalitære og undertrykkende tendenser, og Frederik Stjernfelts anmeldelse var positiv.

Selvom det langtfra er første gang, at akademimedlemmer debatterer i dagbladenes spalter og kaster skældsord efter hinanden, så fik den seneste polemik flere medier til at fortælle historien. I en klumme i Berlingske Tidende for nylig skrev litteraturredaktør Jens Andersen, at der var udbrudt værdikrig i Det Danske Akademi. "Sig noget, Pjerrot," lød opfordringen fra Jens Andersen.

Der er bare ikke så meget sige, mener Frederik Stjernfelt, der er professor i semiotik ved Aarhus Universitet og forfatter til flere samfundsanalyserende bøger. For selvom offentligheden indi-mellem spekulerer i uenigheden mellem medlemmerne, så kommer man ikke kampklædt til akademiets månedlige samlinger.

"Jeg vil til enhver tid forsvare Suzanne Brøggers og Klaus Rifbjergs ret til at angribe mig. Vi er jo alle personer, der jævnligt deltager i den offentlige debat, og så hører den slags med. Striden handler jo ikke om noget, vi taler om i akademiet, hvor møderne er koncentreret om dansk litteratur og de priser, vi uddeler."

"Akademiet skal ikke være en venneklub, hvor man på forhånd er enige. Så mister det sin berettigelse. Der skal være folk, der har forskellige synspunkter politisk, men også æstetisk, og der er ikke automatisk forbindelse mellem den politiske og den æstetiske uenighed," siger Frederik Stjernfelt.

På fredag holder Det Danske Akademi så sin årsfest nummer 50. Som sekretær skal Jens Smærup Sørensen holde jubilæumstalen og overrække Den Store Pris, som i år går til forfatteren Jørn Riel. Smærups tale vil i akademiets ånd tage udgangspunkt i kvalitet. For selvom der er langt flere instanser, der præ- mierer god litteratur i dag, end dengang akademiet blev oprettet, så er der lige så meget brug for at sætte fokus på kvalitet i dag, som der var for 50 år siden, mener han.

"Dengang var der endnu en bred enighed i offentligheden om, at litteratur var væsentlig i eksistentiel og samfundsmæssig forstand. I dag er det, man dengang så som underholdnings- eller forglemmelseslitteratur, blevet til vores mainstreamlitteratur. Den egent-ige litteratur, der får os til at forholde os til tilværelsen, er marginaliseret. Derfor vil de forfattere, vi priser, i højere grad end tidligere måske ikke stå i centrum for offentlighedens opmærksomhed eller være alment anerkendte. Vi skal præmiere noget, som har betydning i det brede perspektiv," siger Jens Smærup Sørensen.

Men som sagt er litterær kvalitet og den gode smag altid til debat. Derfor bliver der nok aldrig helt stille omkring Det Danske Akademi.

duus@k.dk