Akademiet, der ikke længere er hyggeligt

Den #metoo-kritiske litterat Marianne Stidsen har sat Det Danske Akademi på den anden ende og fået fremtrædende forfattere til at melde sig ud. Men kan man som akademimedlem virkelig ikke være kontroversiel rent politisk? Krisen rejser både spørgsmål om ytringsfrihed og akademiets relevans i det hele taget

Forfatterne Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen er to af fire medlemmer af Det Danske Akademi, der nu er trådt ud. Smærup Sørensen, der har siddet i Akademiet i 25 år, begrunder over for dagbladet Information sin udtræden med, at ”Marianne Stidsen har ytret synspunkter på nutidens videreførelse af kvindernes frigørelseskamp, som er absurde”. –
Forfatterne Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen er to af fire medlemmer af Det Danske Akademi, der nu er trådt ud. Smærup Sørensen, der har siddet i Akademiet i 25 år, begrunder over for dagbladet Information sin udtræden med, at ”Marianne Stidsen har ytret synspunkter på nutidens videreførelse af kvindernes frigørelseskamp, som er absurde”. – . Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix og Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Set udefra ligner det lidt af et morads, Det Danske Akademi, der ellers holder sine møder i de nydelige hvidmalede stuer på Karen Blixens Rungstedlund.

Fire af akademiets i alt 20 medlemmer er trådt ud eller har meldt sig passive i protest mod ét enkelt medlem, litteraten Marianne Stidsen, der i det offentlige rum, og efter sigende også ved akademiets møder, har ytret sig særdeles kritisk om #metoo-bevægelsen. Desuden har seks medlemmer ifølge en lækket mailkorrespondance skrevet under på en erklæring, der opfordrer Marianne Stidsen til at trække sig fra sin plads i akademiet, der ellers er livsvarig.

Stidsens kontroversielle udtalelser er kernen i det hele, men der er blandt de protesterende medlemmer forskellige bud på, hvorfor udtalelserne efter deres mening er uforenelige med akademiarbejdet:

Forfatteren Ida Jessen, der er et af de udtrådte medlemmer, har fremhævet, at det ikke er de principielle uenigheder mellem medlemmerne som sådan, der er problemet, men Stidsens måde at være polemisk på. Forfatteren Jens Smærup Sørensen, der har siddet i Akademiet i 25 år, begrunder over for dagbladet Information sin udtrædelse med, at ”Marianne Stidsen har ytret synspunkter på nutidens videreførelse af kvindernes frigørelseskamp, som er absurde.”

Hverken Jessen eller Smærup Sørensen ønsker at uddybe deres begrundelser over for Kristeligt Dagblad. Og øvrige akademimedlemmer, heriblandt nogle af dem, der ønsker Marianne Stidsen smidt ud, henviser til, at de er underlagt tavshedspligt.

Det Danske Akademi blev stiftet i 1960 og på akademiets hjemmeside står der således om, hvad der forventes af akademimedlemmer i forhold til offentlige ytringer:

”Lejlighedsvis udtaler Det Danske Akademi sig også offentligt om emner der vedrører dets formål og arbejdsområde. Det lægger dog især vægt på de enkelte medlemmers fuldkomne frihed til på egne vegne til at deltage i den offentlige debat,” lyder det.

Og det kan undre, at et enkeltmedlems udtalelser nu vækker så voldsom røre, mener Lars Handesten, lektor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet.

”På én måde forstår jeg det ikke, fordi akademiet altid har lagt vægt på, at enkeltmedlemmer udtaler sig på egne vegne om kontroversielle ting. Det er meget sjældent, at de har været ude og sige noget samlet, og jeg brokkede mig selv over det i 1990’erne med fatwaen over Salman Rushdie. Hele verden brændte og de var stille! Så blev jeg belært om, at akademiet ikke udtalte sig om sådan nogle ting samlet, men at enkeltmedlemmer kunne udtale sig om det,” siger han.

”Og så er det jo også lidt underligt at brokke sig over, at akademiet bliver taget til indtægt for det, Stidsen siger. At det på den måde kan få nogle til at smække med døren,” siger han.

I en mail skriver Marianne Stidsen, at hun for nuværende ikke kan give interview om sagen. Hun blev medlem af Det Danske Akademi i 2014, og det var faktisk Ida Jessen, der dengang ringede til hende og sagde, at nu havde akademimedlemmerne besluttet at tilbyde hende en plads, har hun tidligere fortalt til Kristeligt Dagblad.

Stidsens udtalelser efter #metoo-bølgen vil mange kalde kontroversielle, og ordet ”rabiat” er blevet brugt om hende af flere akademimedlemmer de seneste dage. Især det polemiske i at sammenligne #metoo og identitetspolitik med nazisme og totalitære regimer har fået akademimedlemmer til at se rødt. Forfatteren Suzanne Brøgger, der også udtræder, har især fremhævet Marianne Stidsens ord om at ”metoo er en terrorbevægelse, og tiden er inde til at begynde at retsforfølge metoo-aktivister efter terrorparagraffen” som noget af det, hun finder uforeneligt med en plads i akademiet.

Lars Handesten opfatter identitetspolitik som noget af det mest ømtålelige i den litterære debat disse år.

”Sådan som identitetspolitikken har udspillet sig de senere år, bliver det kun mere og mere betændt at sige og gøre noget. Det er det mest minerede felt, man kan bevæge sig ind i. Kvindebevægelsen har Stidsen eksempelvis trådt over tæerne noget så kraftigt. Og hendes retorik er rabiat. Men det undrer mig på en måde også, at de akademimedlemmer, der er gået, er så irriterede over hendes udtalelser, som de er. Det var nok min forventning, at i hvert fald nogle af dem ville være imod noget af det, identitetspolitikken har ført med sig. Må en ikke-lesbisk eksempelvis spille lesbisk på scenen? Kunstens almengyldighed er kommet under angreb, og den skulle man tro, at flere forsvarede,” siger han.

Det er ellers ikke, fordi andre af akademiets medlemmer ikke også har nydt godt af, at der er højt til loftet i den offentlige debat. Da Suzanne Brøgger i 1973 udgav sin debutbog, essaysamlingen ”Fri os fra kærligheden”, anbefalede hun at ophæve incestforbuddet. Ifølge den dengang unge forfatter stod forbuddet i vejen for både social lighed og kvindernes frigørelse.

”Hvorfor taler vi hele tiden om toppen af isbjerget, om pynten, om symptomerne på social ulighed og kvindeundertrykkelse, hvorfor griber vi ikke om ondets rod, [incest]forbuddet, i stedet for bare at tjatte fornærmet til de energinedbrydende konsekvenser af den skæve magtfordeling?”, spurgte hun dengang.

Suzanne Brøgger afviser i en mail at kommentere på akademisagen over for Kristeligt Dagblad.

Også spørgsmål om islam har tidligere skabt røre i akademiet. Således kaldte det nu afdøde medlem Klaus Rifbjerg i efteråret 2010 akademikollegaen Frederik Stjernfelt for ”fobisk” og tilføjede, at professoren havde ”fået islamisme på hjernen”. Striden udsprang af Frederik Stjernfelts anmeldelse af Paul Bermans bog ”The Flight of the Intellectuals”, som behandler nazistiske og antisemitiske idéers videre liv i dele af den arabiske verden.

Samme år truede Klaus Rifbjerg også med at forlade akademiet i protest mod Stjernfelt, efter de to akademimedlemmer var blevet uenige om Muhammed-tegningerne og grænserne for ytringsfrihed. I forhold til den aktuelle sag skriver Frederik Stjernfelt i en mail, at han ”ingen kommentarer” har vedrørende akademiet.

I argumentationen har det også lydt, at akademiet med Marianne Stidsen ved bordet i stigende grad er blevet et rum for politiske diskussioner frem for æstetiske diskussioner om litteraturen. Også den indvedning finder Lars Handesten mærkelig.

”Hvorfor skulle sådan nogle fristeder findes i verden? Hvordan skulle man holde konflikterne ude? Med alle de veltalende og spændende mennesker, der sidder i akademiet, som er i stand til at formulere deres holdninger og synspunkter skarpt skulle man tro, at de var i stand til at kvalificere diskussionen fremfor at kræve, at den fandt sted udenfor. Det ville da være langt mere interessant end at sige: Politik diskuterer vi ikke!”

På Facebook debatterer forfattere, mediefolk og litterater løs lige nu om akademiet, der ifølge nogle, har udspillet sin rolle.

”Gang i Det Danske Akademi. Hvad nu, hvis alle på nær en meldte sig ud?,” skriver forfatteren Merete Pryds Helle efterfulgt af en bedende emoji. Til det svarer en anden bestsellerforfatter, Jens Andersen, i en kommentar:

”Sidste mand eller kvinde slukker efter sig. Mon det bliver noget stort savn?”

Lars Handesten mener ikke, man sådan lige skal skylle akademiet ud med samfundsudviklingen.

”Det er jo lidt gammeldags, hele måden det kører på. Men det er godt, vi har et akademi til at uddele priser, der ikke er publikumspriser bestemt af salgstal. Men at tro, at man, mens hele verden er i brand kan undgå at få de problemstillinger ind ved diskussionsbordet, det er naivt. Og i længden bliver akademiet desværre fjernt og uinteressant.”