Prøv avisen

Al kunst er kunstig

Bronzefiguren ”Lille danserinde. 14 år” er fra omkring 1880. – Foto fra udstillingen.

Mange af eftertidens store kunstnere står på skuldrene af den franske maler Edgar Degas. Selv var han både inspireret af den klassiske kunst og sin samtids karikaturtegnere, viser ny udstilling på Glyptoteket i København

Den franske maler Edgar Degas (1834-1917) var en ener i en tid, hvor maleriet i forvejen undergik voldsomme forandringer. En ny generation af kunstnere ville skabe det ny maleri, der ikke blot var en kopi af virkeligheden, men i sagens natur var kunst i sig selv. Det var Degas kunst i den grad også.

Og han var med fra begyndelsen, da impressionismen begyndte at tage form. Han positionerede sig oven i købet som foranstalter af den første af de senere så berømte impressionistudstillinger i Paris fra 1874.

Det var her, en anmelder gav impressionisterne deres navn inspireret af Monets maleri Impression. Soleil levant, men også Degas talent blev bemærket, og han blev hurtigt anerkendt som en af Det ny maleris mest afgørende kunstnerskikkelser. Men selvom han altså lod sine værker udstille side om side med impressionister, delte de ikke noget åndeligt fællesskab, og han gik sin helt egen vej som kunstner:

Ingen kunst er mindre spontan end min, påstod han selv med henvisning til, at han intet vidste, men gjorde alt som et resultat af refleksion og studie af de store mestre.

På den måde iscenesatte han elegant sig selv som en moderne mester med stolte rødder i kunsthistorien, som for ham var en kontinuerlig størrelse. Kunsten burde bygge oven på kunsten, mente han. Og timingen for sådan en erklæring var perfekt. For mens de andre impressionistiske malere gjorde alt, hvad de kunne, for at bryde forbindelsen til den kendte kunsthistorie, kom han netop til at pege frem i tiden ved at vedkende sig sin plads i traditionen med en tydelig arv efter de tidligere italienske mestre.

Degas kom til at bygge bro mellem den klassiske kunst og den modernistiske kunst, og jeg vil faktisk mene, at senere store kunstnere som Picasso og Warhol ikke ville have kunnet lave deres kunst, hvis ikke Degas havde vist vejen først, siger Line Clausen Pedersen, der er kurator på en ny overdådig udstilling på Glyptoteket i København, hvor en række af Degas største mesterværker er indlånt fra hele verden og udstillet under titlen Degas metode.

Det er i sig selv en sand fryd for øjet at gå gennem Glyptotekets smukke rum, der klæder komplementærfarverne i Degas værker. Men udstillingen stiller også skarpt på Degas kunstneriske skabelsesproces.

Al kunst er kunstig, sagde han selv, mens han sammenlignede den kunstneriske skabelsesproces med en destillation, der skulle resultere i et stadig renere kunstnerisk udtryk. Og han brugte en helt anden metode til at opnå det end sin samtids impressionistiske malere, der med Monet i spidsen søgte ud i naturen for at arbejde i det fri, plein air. Degas ville hellere blive i sit atelier.

LÆS OGSÅ:Gratis verdenskunst i vandkanten til alle

Enhver kan skabe et landskab ud af en skål suppe og en stump brød, svarede han senere drilagtigt en kunstnerven, der undrede sig over, at han nødigt malede udenfor. Atelieret var vitterlig hans kunstneriske laboratorium. Her gik han andægtigt rundt i kittel som en forsker, der ville have de bedste betingelser for sine kunstneriske eksperimenter.

I atelieret kunne han også styre lyset bedre end i naturen, og her omgav han sig med voksmodeller af især kvinder og heste, som han kunne tegne efter. Det var ham selv, der havde designet voksmodellerne, der var opbygget med ståltråde, så han kunne bevæge modellerne frit efter behov.

Efter hans død blev hans voksmodeller lavet om til bronzefigurer, og dem kan man også se på udstillingen som et indblik i hans arbejdsproces. Han ville aldrig kunnet have fanget en galophest i bevægelse på galopbanen, men som voksmodel kunne han studere den i ro. Og deri ligger en del af forklaringen måske også på, at han aldrig malede helt samme motiv to gange. For han kunne jo altid dreje sine voksmodeller til en ny stilling.

Degas var ekstremt produktiv og skabte mere end 3500 værker, fordelt på olie, pastel og adskillige typer grafik. Og det er ikke tilfældigt, at han netop er blevet kendt for sine heste- og balletmotiver. For dem vendte han tilbage til igen og igen og efterlod sig hele 552 balletmotiver og 115 heste- og jockeymotiver.

Jeg tror, at han netop har valgt at fokusere på heste og balletdansere, fordi begge dele er smukke og svære at fange i deres bevægelser. Det har været den ultimative udfordring for en kunstner at skildre livagtigt, selvom han havde sine voksmodeller at tegne efter. Han mestrede tegnekunsten som de bedste renæssancekunstnere, forklarer Line Clausen Pedersen.

Tegninger var netop også fundamentet for hans værker, på samme måde som det var det for tidligere italienske mestre som Michelangelo og Rafael. Men derfra tillod Degas sig store kunstneriske friheder. For i sidste ende gik han mere op i billedernes egen komposition end at gengive sine motiver korrekt. Og i flere af sine værker giver han for eksempel også lige stor opmærksomhed til gardiner som nøgne kvindekroppe på sine billeder. For det er billedet og ikke motivet, det drejede sig om for Degas.

I en af Glyptotekets udstillingssale kan man se et stort foto af et af Degas infrarød-bestrålede værker, der viser, hvordan Degas sirligt har tegnet en samling balletdansere, før han har klædt dem på med vilde penselsstrøg.

Ved siden af hænger et røntgenfotografi af det samme værk, der viser, at Degas flyttede rundt på værkets motiver flere gange, før han blev tilfreds. Og det er typisk for Degas, forklarer Line Clausen Pedersen:

Selvom Degas var uhyre produktiv, var han også perfektionist, og han følte sig aldrig færdig med et værk. Derfor kunne han fortsætte med at arbejde med et maleri i årevis, og det gjorde han også, siger hun og tilføjer, at Degas ligesom danske Kierkegaard var noget så sjældent som en velstående kunstner.

Familiens formue betød for Degas, at han ikke var tvunget til at sælge sine værker. Derfor beholdt han de fleste selv, og han signerede også kun en del af dem. Men man mærker hans længsel efter at ramme det sublime maleri, når man bevæger sig gennem udstillingen, der også viser, hvordan han ved siden af sine idoler i den klassiske kunst også lod sig inspirere af den geniale enkelthed, han opdagede hos samtidens karikaturtegnere.

Det brugte Degas til at destillere sin egen kunst yderligere for at ramme det rene udtryk.

Et eksempel er hans bronzefigur iklædt tylskørt Lille danserinde. Fjorten år fra omkring 1880. Værket kan næsten ses som en socialrealistisk samfundskritik, når man tænker på, at datidens balletdansere var proletarpiger, der ofte måtte arbejde som prostituerede om aftenen. For Degas karikaturagtige bronzefigur af en spinkel 14-årig pige står rank og livløs på samme tid.

Anderledes livsbekræftende er det at se hans turkise og orange mesterværk med den prosaiske titel Danserinder ved baren, som man bogstaveligt talt når som et højdepunkt, når man har bevæget sig to etager op gennem udstillingen til sidste udstillingssal, hvor farver danser en i møde gennem Degas geniale destillationer.