Kvindelige danske surrealister fascinerer med deres litterære form- og farvesprog

Tre kunstnere føjer på hver sin måde en underbelyst, kvindelig dimension til den ellers mandligt dominerede surrealisme

 Udstillingen ”Kvindernes surrealisme” bygger på præmissen om, at de kvindelige kunstnere, Franciska Clausen (1899-1986), Rita Kerrn-Larsen (1904-98) og Elsa Thoresen (1906-94) gik totalt i glemmebogen i løbet af det 20. århundrede, mens deres mandlige kolleger til gengæld fik hele opmærksomheden. Her er det Rita Kernn-Larsens ”Festen” fra 1935. –
Udstillingen ”Kvindernes surrealisme” bygger på præmissen om, at de kvindelige kunstnere, Franciska Clausen (1899-1986), Rita Kerrn-Larsen (1904-98) og Elsa Thoresen (1906-94) gik totalt i glemmebogen i løbet af det 20. århundrede, mens deres mandlige kolleger til gengæld fik hele opmærksomheden. Her er det Rita Kernn-Larsens ”Festen” fra 1935. – . Foto: Kunstmuseet i Tønder.

Surrealismens grundidé var at bekæmpe et sygt samfund, der holder fantasien og forbudte tanker nede. Surrealisterne var inspireret af den dengang nye videnskab, psykoanalysen, som Freud og Jung var eksponenter for. I deres kunst forsøgte de at lade underbevidstheden strømme frit uden om den rationelle bevidstheds snærende logiske principper. De forløste deres kunstneriske visioner, som var der tale om automat- eller telefontegninger. I den franske digter André Bretons surrealistiske manifest fra 1924 skriver han blandt andet: ”Jeg tror på den fremtidige opløsning af drøm- og virkelighedsgenstande i en slags absolut realitet eller ’surrealité’.”

Surrealisterne anvendte kollageteknikker, længe før man kunne sample de forskellige visuelle spor, som mange kunstnere i dag mikser i computeren. De malede flere, højst forskellige virkelighedsplaner sammen i et drømmeagtigt sprog, hvor genkommende symboler som spejle, fisk, ure, bowlerhatte, blomster og træer går igen. Motivet er gennemgående splintret i mange sammenstødende universer, men fragmentvis realistisk-genkendeligt.

Surrealismens mest fremtrædende skikkelser er mænd. Her tænker man først og fremmest på Salvador Dalí, René Magritte og Max Ernst – og herhjemme på Wilhelm Freddie, Vilhelm Bjerke-Petersen og Richard Mortensen. Men disse kunstnere havde faktisk selskab af nogle spændende kvindelige surrealister, der kunne selv. Det viser udstillingen ”Kvindernes surrealisme”, som bygger på præmissen om, at de kvindelige kunstnere, Franciska Clausen (1899-1986), Rita Kerrn-Larsen (1904-98) og Elsa Thoresen (1906-94), gik totalt i glemmebogen i løbet af det 20. århundrede, mens deres mandlige kolleger til gengæld fik hele opmærksomheden. Det er dog en sandhed med modifikationer, for Clausen og Kerrn-Larsen er faktisk kommet frem i rampelyset i nyere tid, og slår man eksempelvis op i ”Ny dansk kunsthistorie” bind 7, så bliver de alle tre omtalt, og der bringes gengivelser af et af deres surrealistiske hovedværker, nemlig Clausens ”Fisken”, Kernn-Larsens ”Festen” og Thoresens ”Klassisk landskab”. Disse tre værker er i øvrigt hovednumrene på Kunstforeningens yderst seværdige udstilling.

Franciska Clausens ”Fisken” fra 1926 er et af hovednumrene på udstillingen. –
Franciska Clausens ”Fisken” fra 1926 er et af hovednumrene på udstillingen. – Foto: Kunstmuseet Brundlund Slot

Både Kerrn-Larsen og Clausen frekventerede Fernand Légers malerskole. Disse to kunstnere er alle kendt af en større offentlighed, mens Elsa Thoresen, der er født og opvokset i USA, for langt de fleste er et ukendt navn. På udstillingen oplever vi flere blændende værker af hende. Blandt andet ”Klassisk landskab” (1937), hvor et antropomorft grantræ med fødder og hænder vokser ind i himlen. Et hjul, der symboliserer revolutionen, ruller netop ikke ind i den bagvedliggende by for at forandre livet dér, men tværtimod drages det med opad af det himmelstræbende træ. Der er også flere spændende værker, hvor Thoresen portrætterer sin mand, Vilhelm Bjerke-Petersen, mens han rygvendt maler eller studerer naturen.

De tre kunstnere var modige i deres samtid. Det var dengang stadig relativt nyt for kvinder at skifte opvaskebørste og strygebræt ud med pensel og lærred, og ovenikøbet at vælge surrealismen, der i datiden blev opfattet som en kontroversiel og ofte provokerende kunstretning. Wilhelm Freddies (1909-95) værker blev eksempelvis beslaglagt af politiet, da man betragtede dem som ”utugtige”, ligesom han måtte sidde inde for sin anstødelige kunst. Hos de mandlige surrealister fungerer den nøgne kvinde i øvrigt ofte som det ubevidste og mystiske be- gærsobjekt, mens de kvindelige surrealister i højere grad kredser om splittelsen mellem moderskab og karriere og skaber på en længsel efter frihed og selvstændighed.

Det er beklageligt, at alle tre kunstnere i en relativt tidlig alder måtte drosle mere eller mindre ned, mens deres mandlige kolleger stormede frem.

Mest tragisk er Franciska Clausen, der måtte pakke hele sit modige og visionære avantgardistiske projekt ned og flytte tilbage til fødebyen Aabenraa, hvor hun måtte ernære sig som portrætmaler!

Og hvorfor så beskæftige sig med surrealismen netop nu? Blandt andet fordi man i samtidskunsten og i samtiden generelt sporer en fornyet interesse for underbevidstheden og tilværelsen på ”den anden side” af den rationelle virkelighed.

Mange efterlyser i vores tid alternativer til et materialistisk og gennemrationaliseret samfund. Desuden har udlandet givet de danske kunstinstitutioner et vink med en vognstang om, at vi her havde en glemt skat, blandt andet Peggy Guggenheim Museum i Venedig, hvor man sidste år havde genskabt Kerrn-Larsens soloudstilling fra 1938, som dengang blev vist i Guggenheims London-galleri.

Udstillingen er disponeret således, at man dels kan opleve kunstnerne forskelligheder i nogle solo-præsentationer, dels kan opleve dem ”spille” sammen.

Francisca Clausen er den mest konstruktivistiske af de tre, mens de to andre i deres avantgardistiske storhedstid var rendyrkede surrealister. De spænder ofte motiverne op i to ”sfærer” i modsætninger mellem dødt og organisk, flydende og fast, flyvende og stabilt med videre – egenskaber, der clasher på fladen. Der er mange sfæriske landskaber

med blomster, sommerfugle, kropsfragmenter eller halvnøgne kvindekroppe, som skildres skizofrent som værende udspændt imellem to adskilte verdener. Undertiden oplever man også i symbolsk form kvindekroppens erotiske zoner.

Det er tre fine kunstnere, hvis litterære form- og farvesprog stadig fascinerer. Ud over denne gruppeudstilling skal man ikke snyde sig selv for at se Rita Kerrn-Larsen i fuldt udtræk på en soloudstilling på Gl. Holtegaard, ”indrammet” af et udstillingsdesign af billedkunstneren Kirstine Roepstorff.