Prøv avisen
Udstilling

William Blakes kunst er uafviselig og visionær og slår benene væk under betragteren

6 stjerner
Udstillingen åbner med William Blakes håndkolorerede tryk ”Albion Rose” fra 1793. Motivet er angiveligt en mytologisk idealisering af Englands grundlæggelse og står i skarp kontrast til den accelererende industrialisering, den sociale undertrykkelse, kommercialiseringen og tingsliggørelsen af mennesker i Blakes samtid. – Foto: Courtesy of the Huntington Art Collections/Tate Britain.

Den britiske digter, maler, grafiker og mystiker William Blake (1757-1827) regnes i sit hjemland for at være en af de vigtigste repræsentanter for romantikken, men i sin samtid skilte hans kunst sig ud, og Blake blev set som gal og kættersk. Pragtudstilling på Tate Britain i London udfolder og befæster hans kunstneriske betydning

For tiden kan publikum komme helt tæt på 300 værker af den fascinerende og dybt originale britiske kunstner, digter, grafiker og mystiker William Blake (1757-1827) i Tate Britain i Londons smukke sale. Blakes kunst består hovedsagelig af akvareller og håndkolorerede raderinger, og da begge disse medier er ekstremt lysfølsomme, udstilles hans værker sjældent og kun i en dæmpet belysning, så det er en gave at kunne trænge ind i hans forunderlige, gotiske univers, hvor fortællingen primært bæres frem af nøgne menneskekroppe. Det gælder også fremstillingerne af Gud, af de mange mytologiske skikkelser og af engle, at de er ekstremt kropslige og hyppigt muskuløse som græske sportshelte. Blake trykte selv sine værker på kobberplader og illustrerede alle sine digtsamlinger, hvor sprog og billede går hånd i hånd.

Kuratorerne har bestræbt sig på at forankre William Blake i hans tid og i hans by: London. Det er interessant med en sådan konkretisering af den kontekst, som Blakes kunst blev til i, for hermed fremstår hans egenart endnu tydeligere: Han var en ener i sin tid. En outsider, som vi ville kalde ham i dag. Desuden perspektiverer udstillingen videre til verden ude omkring Blake: Det tydeliggøres, hvordan hans frihedstænkning var inspireret af både Den Franske og Den Amerikanske Revolution.

Mange af nutidens unge kunstnere er interesseret i kosmologi og metafysik. Sagt kort: Det, der ikke kan ses, måles eller vejes. Udstillingen er derfor højaktuel og rammer lige ind i tidsånden. Skønt Blake var kristen, var han også fritænker og modstander af den engelske kirke som institution. Mange i samtiden anså ham for at være en gal mand på grund af hans idiosynkratiske synspunkter, der blandt andet hvilede på den svenske mystiker Emanuel Swedenborgs (1688-1772) tanker om et liv efter døden. Blake havde allerede som barn nogle stærke syner: Som fireårig så han Guds ansigt kigge ud ad et vindue. Han hævdede lidt senere, at han havde set sin døende lillebrors sjæl klappe dennes hænder venligt, inden den for til himmels. Disse og mange andre syner stod så virkeligt for ham, at han kunne bruge dem direkte som skitseforlæg i sin kunst.

Mens Blakes betydning for eftertiden er kolossal og stadigt voksende, blev han i sin samtid kun værdsat af en ganske snæver kreds, inklusive nogle vigtige mæcener, der holdt ham økonomisk oven vande ved siden af hans flittige grafiske produktion, hvor han gennem hele livet tog imod bestillinger.

Som søn af en herrnhutisk trikotagehandler i Londons Soho-kvarter var han født ind i det såkaldte dissentermiljø, det vil sige det frikirkelige miljø i England. Det lå i kortene, at han skulle overtage sin fars forretning. Men allerede som barn udviste han et klart talent for at tegne, hvilket hans forældre tilskyndede ham til at forfølge, og som 15-årig kom han i lære hos en gravør og blev senere optaget på Royal Academy of Arts.

Blake har inspireret generationer af billedkunstnere, især prærafaelitter, symbolister og surrealister – og inden for musik og litteratur også beatgenerationens digtere, for eksempel den amerikanske forfatter Allen Ginsberg (1926-1997), ikke at forglemme rockgruppen The Doors, som hentede deres navn i Blakes klassiker ”Ægteskabet mellem himmel og helvede” fra 1793. Verselinjen, citeret her efter Niels Brunses oversættelse, lyder: ”Hvis erkendelsens døre blev renset, ville alt fremtræde for mennesket som det er. Uendeligt”. Den danske rockgruppe The William Blakes hører også med til skaren af beundrere i musikverdenen. Listen er meget lang.

Blakes egen samtid opfattede ham som en kætter: Hans tanker går kort fortalt ud på, at livet rummer en modsætningsfyldt syntese af sjæl og krop, himmel og helvede, ånd og energi og det gode og det onde. Det sidste er repræsenteret af Gud og Djævelen. Der er imidlertid ikke tale om adskilte modsætninger, snarere om gensidigt betingende og inkluderende modsætninger, som i virkeligheden er to sider af samme sag. I en tid, hvor nyklassicismen prægede kunsten, satte Blake sig op imod fornuften, for ”hvis den er sandheden, er det helvedes tåbeligt at være kunstner”, mente han. Men hans kunst og digtning var også et forsøg på at dæmme op for de pinefulde konflikter, som rasede i hans eget sind.

Udstillingen åbner med det håndkolorerede tryk ”Albion Rose” fra 1793. Motivet er angiveligt en mytologisk idealisering af Englands grundlæggelse og står i skarp kontrast til den accelererende industrialisering, den sociale undertrykkelse, kommercialiseringen og tingsliggørelsen af mennesker i Blakes samtid. England fremtræder her som en uskyldig, smuk og lys yngling, der er sprunget op på en klippe, og som tager imod os med åbne arme midt i solens strålekrans.

På væggene, som til lejligheden er malet flaskegrønne, rødviolette og azurblå, optræder Blakes fortrinsvis små papirarbejder i form af akvareller og håndkolorerede tryk, afløst af montrer med hans digtsamlinger og to store projektioner på væggen. Blake ønskede i sin tid inderligt at få mulighed for at udføre netop disse mindre værker i den helt store skala som freskoer – et ønske, som aldrig blev indfriet. Det drejer sig om de illusionistiske værker: ”Den åndelige form af Nelson, der guider Leviatan” fra 1805-1809 og ”Den åndelige form af Pitt (ekspremierminister William Pitt, 1759-1806), der guider Behemot” fra 1805.

Både Leviatan og Behemot er sataniske uhyrer fra Det Gamle Testamente. Disse to motiver, der bliver blæst op i stor størrelse, giver udstillingen et moderne tvist.

Blake forlener her begge skikkelser med en guddommelig kraft. Vi oplever krigshelten lord Nelson som en guddommelig person med glorie. Blake har placeret ham oven på det farlige, slangeagtige uhyre, hvis krop omslutter ham, men han har fuldkommen kontrol over situationen. Nelson er omringet af 10 mandlige og kvindelige figurer, der angiveligt repræsenterer de 10 europæiske stater, som han besejrede under Napoleonskrigene.

At Blake håbede på at få en monumental, offentlig bestilling ud af de to værker, viser med pinlig tydelighed hans mangel på realitetssans. De ganske vist originale fremstillinger af de to berømte skikkelser lever langtfra op til datidens krav til historiemaleriet. Umiddelbart fremstår heltene mere som lovløse krigsmagere end som nationens store helte, og de er udtryk for Blakes inderlige modstand imod enhver form for krig.

Et af Blakes mest berømte billeder er portrættet af den britiske matematiker, fysiker og astronom sir Isaac Newton (1643-1727) fra 1795. Også han er fremstillet som en guddommelig skikkelse – nøgen, potenseret og muskuløs. Han sidder på havbunden, sammenkrøbet på en sten, der er overgroet af alger og anden havvegetation, og er dybt koncentreret om at opmåle og udregne en geometrisk form med sin passer. Han ænser intet omkring sig. Har man set datidens portrætter af Newton, ved man, at han var en usædvanligt smuk mand med fine træk, et smalt ansigt og krøllet hår. Blake fanger hans geni i denne stærke, maskuline krop. Dualismen krop-ånd går her op i en højere enhed, idet den muskelsvulmende krop så at sige inkorporerer geniets stærke intellekt. Det er den rene Michelangelo fra det 18. århundrede.

Udstillingen gør meget ud af at genskabe Blakes egen måde at fremvise sin kunst – herunder hans fatale møde med offentligheden i 1809, hvor han havde samlet et antal værker, som han udstillede i et rum oven over sin brors forretning i 28 Broad Street i Soho, London. Udstillingen blev en skandale. En kritiker skrev, at værkerne var et resultat af ”en forstyrret hjernes vilde udgydelser”. Blake tog nederlaget tungt og trak sig derefter tilbage fra offentligheden resten af sit liv. Nu kan vi opleve denne fatale udstilling, nøjagtig som hans samtidige så den i 1809, med falske vinduer ud til ”Broad Street” og det hele.

I 1782 blev William Blake gift med Catherine (1762-1831, født Boucher), som udstillingen og kataloget vier særlig opmærksomhed til. Hun var en bærende søjle i hans liv og kunst: kærlig og hjælpsom. Uden hendes hengivelse og daglige hjælp – også med at trykke og håndkolorere hans værker, endog efter hans død – havde han næppe kunnet skabe et så stort og helstøbt oeuvre. William Blake arbejdede 10 timer om dagen: fire timer gik med at skrive poesi, tre en halv time med at male – altid på papir og med tusch eller akvarel – de resterende to en halv time arbejdede han med grafikken.

Selvom modstanden var massiv i hans samtid, så opnåede Blake efterhånden større anerkendelse, omend først efter sin død. Den senere britiske kritiker og forfatter William Michael Rossetti (1829-1919) beskrev eksempelvis William Blake som et ”lysende geni”, der ”kom sine efterfølgere i forkøbet. Ej heller kunne han kategoriseres sammen med en eneste af sine kolleger i samtiden. I det hele taget kunne han ikke erstattes af nogen anden kunstner.”

Blake tog de helt store følelser i ed i sin profetiske kunst med brug af mange svimlende billedrum, fremstillinger af indre og ydre kampe samt dybe afgrunde, der får betragteren til at vippe på kanten af fortabelse. Det er mennesket stedt i et uendeligt univers, omgivet af den guddommelige og romantisk-besjælede Alnatur. Blakes kunst fremstår også i dag uafviselig, visionær og meget voldsom, og den slår – trods vores tilvænning til filmindustriens effektive illusionsmageri – reverenter talt benene væk under betragteren.

Et af Blakes mest berømte billeder er portrættet af den britiske matematiker, fysiker og astronom sir Isaac Newton (1643-1727) fra 1795, ”Newton”. Også han er fremstillet som en guddommelig skikkelse – nøgen, potenseret og muskuløs. – Foto: Tate Britain.
William Blake døde i 1827 – samme år som maleriet ”’Europe’ Plate i: Frontispiece, ’The Ancient of Days’” er fra. – Foto: The Whitworth, The University of Manchester/Tate Britain.
Mange i samtiden anså William Blake for at være en gal mand på grund af hans idiosynkratiske synspunkter, der blandt andet hvilede på den svenske mystiker Emanuel Swedenborgs (1688-1772) tanker om et liv efter døden. Her er det Blakes ”The Ghost of a Flea” fra cirka 1819. – Foto: Private Collection/Tate Britain.