Prøv avisen

"Al ordentlig teologi udspringer af sjælesorg"

"Min oldefar mistede tre ud af fem børn, men han forblev taknemmelig over livet. Han forblev rodfæstet i troen på, at Gud ikke er smålig, men vil os det godt. Og det er også noget af det, der satte mig i gang med bogen," siger præsten Lisbeth Smedegaard Andersen, der har brugt sin oldefars historie til at beskrive værdiskredet i 1800-tallet. Foto: Leif Tuxen.

"Jeg tror, at vi skal blive bedre til at sætte ord på vores tro. For det er også en måde at modvirke rodløshed og modløshed på," siger præsten Lisbeth Smedegaard Andersen, der har brugt sin oldefars historie til at beskrive værdiskredet i 1800-tallet

Vor tid skriver nu på sin visdomsbog;
er det til godt eller til det værre?
Det er forfærdeligt at blive så klog,
at man ikke tror på Vor Herre!

Sådan skrev H.C. Andersen i 1840'erne som en digterisk kommentar til sin egen selvbevidste tid, der i stadig højere grad tog afstand fra kristentroen til fordel for tidens nye tanker om den "lykkelige og frie" borger. Frihedstankerne var vokset frem overalt i Europa med forbilleder i Den Franske Revolution og den tyske filosof Hegels idé om det positivistiske fremskridt.

Al forandring ville føre til fremskridt, troede man. Og herhjemme blev 1800-tallet også præget af kolossale forandringer, der som bekendt førte til blandt andet industrialisering, demokratisering, urbanisering, arbejderbevægelse og begyndende kvindefrigørelse, men også til en voksende tvivl og nervøsitet i tiden, i takt med at man forkastede de fleste af de værdier, som tidligere generationer havde bygget deres liv på.

Den danske dannelseskultur i 1800-tallet blev blandt andet anført af datidens store smagsdommer, J.L. Heiberg, der bortdømte kristendommen ved at skrive, at den dannede borger ikke længere kunne tro på opstandelsen. Og efter den glødende ateist Georg Brandes' berømte forelæsninger i midten af 1800-tallet eksploderede ateismen i akademiske kredse. Mantraet blev med Brandes' ord, at "ting skulle sættes under debat". Oplysningstiden udløste altså også en opløsningstid, hvor alting var til debat og dermed usikkert.

Og rødderne til vor egen tids rodløshed skal også findes i 1800-tallet, mener præsten, kunsthistorikeren og foredragsholderen Lisbeth Smedegaard Andersen, der er aktuel med den historiske bog om 1800-tallet "Skrædderen", der tager udgangspunkt i hendes egen oldefars historie.

Oldefaderen hed Ulrik Ipsen og var skræddermester i København, og Lisbeth Smedegaard Andersens store historiske bog bygger blandt andet på hans lille selvbiografi, "Barndomserindringer", som hun har arvet:

"Jeg har haft bogen længe, fordi ingen andre i min familie interesserede sig så meget for den, men jeg har læst den flere gange og er kommet til at holde meget af den. Min oldefar fik fem børn, kun to af dem overlevede, men hans erindringer er alligevel præget af en meget positiv tankegang og et taknemmeligt tonefald. Derfor syntes jeg, at det kunne være sjovt at se, hvordan det århundrede, han levede i, havde været for ham. Han var opvokset i et meget patriarkalsk familiemiljø i Haderslev, men rejste siden både til London og København og oplevede et liv med en masse politiske omvæltninger og en masse kritik af alt det, han kendte. Jeg ved, at han læste meget og fulgte meget med i, hvad der skete. Og en skrædder er jo også en person, der kommer i forbindelse med en masse forskellige mennesker, så jeg har brugt ham som en form for forstørrelseglas til at beskrive hans tid. For mens der er skrevet meget om både borgerskabet og arbejderklassen i 1800-tallet, er der skrevet meget lidt om middelklassen og håndværkerne. Og idéen bag min bog er at undersøge, hvordan middelklassen i Danmark oplevede de store forandringer i 1800-tallet. En anden ting, der gjorde min oldefars historie spændende, var, at han også havde en søn, Knud Ipsen, der var lidt mystisk, fordi ingen vidste, om han havde begået selvmord eller var faldet ud ad et vindue," forklarer Lisbeth Smedegaard Andersen, da vi sidder i hendes hjem i Hellerup for at rulle tiden tilbage til 1800-tallet.

Skræddermester Ulrik Ipsen var en belæst håndværker. Det havde han med hjemmefra. For hans egen far var også skræddermester, men havde alligevel en kasse bøger på loftet. Bogkassen blev Ulrik Ipsens første bibliotek, og da han senere flyttede til København for at starte sin egen skrædderforretning, blev det klart for ham, at han måtte danne sig gennem mere læsning for at følge med. Derfor fortsatte han med at læse hele livet, ligesom alle hans sønner fik en god uddannelse. En overgang fik Lisbeth Smedegaard Andersens bedstefar ansættelse som skuespiller på Det Kongelige Teater, inden han på grund af stemmeproblemer nødtvunget måtte overtage faderens skrædderforretning.

Men den anden "mystiske" søn, Knud Ipsen, fik en central plads i datidens åndsliv som Herman Bangs ven og professor Harald Høffdings yndlingselev. Høffding var sammen med Brandes med til at tegne det moderne gennembrud, og den unge Knud Ipsen excellerede selv med sin doktorafhandling om den franske filosof og forfatter Denis Diderot i en meget tidlig alder.

Diderot stod bag den første moderne encyklopædi og regnes for en af oplysningstiden største skikkelser. Og på overfladen virkede det faktisk, som om Knud Ipsen kunne forene sin egen baggrund med Diderots. Den franske filosof var nemlig også søn af en håndværker. Men som 28-årig begik Knud Ipsen begik formentlig alligevel selvmord midt i sin lovende akademiske karriere, fortæller Lisbeth Smedegaaard Andersen:

"Splittelsen mellem det nye og det gamle var for stor for ham. Det er jo altid svært at se, at de værdier, man er opdraget med, ændrer sig. "Gud, konge og fædreland" var værdier, der smuldrede i 1800-tallet. Min bedstefars bror var selv betaget af de nye ateistiske tanker om individets frihed, der stod i kontrast til den patriarkalske opdragelse, han havde fået. Og han skrev selv til flere ateistsiske tidsskrifter. Men han kunne ikke klare den splittelse. Han følte sig ikke dygtig nok, og han følte ikke, at han kunne få de nye idéer ført ud i livet, ligesom han nok heller ikke var helt sikker på, at de var helt rigtige. Han har følt en splittelse mellem sit hjem, hvor man havde et gammeldags dannelsesideal, og de tanker, som Brandes og Høffding kom med, hvor man lagde afstand til romantikken og kristendommen. Romantikken var selvfølgelig præget af en mere sværmerisk og næsten panteistisk kristendom, men man ville stadigvæk ikke undsige sig kristendommen. Oehlenschläger ville for eksempel aldrig sige, at han ikke var en gudfrygtig mand. Men i Knud Ipsens samtid væltede det frem med filosoffer og kunstnere, der undsagde kristendommen helt. J.P. Jacobsen, der oversatte Darwin, affejede for eksempel kristendommen. Og det har været svært at leve med for mange mennesker og deres børn, som måske hældede til de nye tanker, men samtidig havde svært ved at løsrive sig fra den tradition, de var vokset op i."

En del af researchen bag "Skrædderen" bygger også på et studium af datidens kunst og litteratur, og mange af de romaner, der blev skrevet mod slutningen af 1800-tallet, bærer præg af den samme splittelse, forklarer Lisbeth Smedegaard Andersen:

"Herman Bang beskriver for eksempel mange af de unge menneskers vældig store drømme, der aldrig bliver til noget. Det, tror jeg, har været en gennemgående tanke i slutningen af 1800-tallet. For når man ikke længere kunne finde hvile i troen eller finde tryghed i at ære slægtens traditioner, kom hele ens lykke til at afhænge af en selv, fordi man selv skulle realisere sine egne store drømme. Sophus Claussen beskriver det pres meget præcist ved at skrive, at "drømme er Djævelens engle på jord". Der kom også en helt ny sygdom på den tid, der hed neurasteni. Man kunne ikke begribe, hvorfor mange af de unge, især unge kvinder, pludselig blev så nervøse og ængstelige. Man kan også læse i Pontoppidans romaner, hvordan en del begynder at tage medicin for at holde nerverne i ro, fordi det nye og det gamle er svært at få til at blive forenet. Men der skete også det, at nogle af kuntstnerne i 1890'erne blev katolikker. For de kunne ikke blive i det underlige vakuum af at skulle være individualister, der svævede frit i verdensrummet. Man kunne ikke leve med den rodløshed. Og jeg tror, at Knud Ipsen har haft det præcis sådan, at han ikke kunne leve med al den usikkerhed."

Lisbeth Smedegaard Andersen undrer sig til gengæld over, hvor lidt samtidens teologer forholdt sig i den ateistiske kritik:

"Angrebene på kristendommen var usædvanlige i 1800-tallet. Men det er forbavsende at se, at samtidens teologer virkede mere optaget af deres indbyrdes stridigheder. Det var Martensen, der var biskop i mange af de år, og når man læser hans erindringer og breve, er det ikke ateisme, der er det store problem for ham. Han kritiserer til gengæld samfundet og tiden, idet han siger, at man med liberalismen glemmer at tage sig af hinanden. Og i det øjeblik, man gør det, kommer de dårligst stillede til at lide under det. Martensen har ellers fået et lidt dårligt eftermæle."

På grund af Kierkegaards kritik af ham?

"Ja, netop. Men i virkeligheden havde han faktisk blik for mange af de problemer, der opstod med industrialiseringen, hvor mange håndværkere mistede deres arbejde og måtte nøjes med at gå som ufaglærte. Og det har Martensen blik for med sin etik, hvor han peger på, at det virkelig er et problem. Han mente, at det havde sin rod i, at folk ikke var tilstrækkelig fromme. På den måde kan man sige, at han tog stilling til ateismen. Til gengæld er det lidt ironisk at tænke på, at både Brandes og Høffding blev sat i gang med deres ateistiske projekter ved at læse Kierke- gaard. De havde nemlig begge deres Kierkegaard-kriser, fordi de først læste ham og blev meget optaget af ham, men mødet med kristendommen i Kierkegaards radikale version fik dem til at læse Det Nye Testamente i et andet lys, som de ikke kunne leve op til eller se sig selv i. Og det var faktisk det, der var med til at få Høffding og Brandes til at tage afstand fra kristendommen."

Omvendt var det netop Kierkegaards forfatterskab, der fik Lisbeth Smede-gaard Andersen til at søge ind på teologistudiet i Aarhus. Dengang var hun 37 år, og hendes fjerde og yngste barn var kommet i børnehaveklasse. Og med teologistudiet voksede lysten til at blive præst også frem i hende.

"Hvis jeg havde været yngre, havde jeg nok valgt at læse litteratur, men det blev teologi, og hvis jeg kunne vælge om, ville det blive teologi igen. For jeg synes, at det er det dybeste og mest givende studium, der findes. Og det sjove er, at de ateistiske argumenter, vi hører i dag, ikke adskiller sig så meget fra dem, der kom frem i 1800-tallet. Dengang fremkom man jo også med de lidt barnlige argumenter om, at man ikke kunne forene tro og viden, fordi det var 'uvidenskabeligt' at have en himmelsk far eller uvidenskabeligt at tro på, at verden blev til på seks dage. Det er jo argumenter, der havde en meget lang levetid og stadig gentages, men de virker jo lidt barnlige. For på den måde læste man Bibelen meget bogstaveligt uden at kunne se det som et billede på, at Gud har sat os i en verden, hvor vi ikke var de første skabninger. Men jeg tror faktisk, at den debat gik lidt hen over hovedet på mange mennesker allerede i 1800-tallet. Og jeg tror, at mange mennesker blev ved med at tro på Gud og opstandelsen som en selvfølge. Min oldefar mistede tre ud af fem børn, men han forblev taknemmelig over livet. Han forblev rodfæstet i troen på, at Gud ikke er smålig, men vil os det godt. Og det er også noget af det, der satte mig i gang med bogen. For det er jo også den form for tro, der stadig kan være et værn mod tidens usikkerhed. For Brandes kunne jo ikke slukke troen. Og jeg tror stadig, at der er mange mennesker, der tror lige så fast på Gud i dag. Det oplevede jeg, da jeg tog på hjemmebesøg som præst, hvor jeg besøgte mange ældre mennesker, der havde den samme ro i troen som min oldefar. De hjemmebesøg var virkelig opbyggelige oplevelser for mig selv. Og jeg tror i det hele taget, at vi skal blive bedre til at sætte ord på troen. For det er også en måde at modvirke rodløshed og modløshed på. Alle mennesker oplever sorg og tvivl, men det er en kongstanke for mig, at al ordentlig teologi udspringer af sjælesorg. Og når man som præst kan sige noget, der hjælper til en begravelse, er det jo også, fordi man kan slå hul til et sted, hvor håbet allerede findes."

ohrstrom@k.dk

"Skrædderen" er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen på

@Webhenv k.dk: k.dk