Prøv avisen
Bog

Albert Dam er en dyb vibrerende orgeltone

"Man mærker, hvor forfatteren er grebet af sit stof, og hvordan han maler rettende videre på tidens særlige evighed i natur og menneskers verden," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Fra bogens forside. Foto: Forlaget Jensen og Dalgaard

Kan man lide Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, er Albert Dam oplagt at læse. Men helt som dem er hanikke, viser interessant ny udgave af romanen ”Så kom det ny brødkorn”

”Så kom det ny brødkorn” (1934) er en lang, meget lang roman, men også fascinerende, så man holder ud! Ikke så meget på grund af historien, som er en mands trinvise fiaskoer med forskellige stillinger i eller i forlængelse af landbrug ned mod at forædle en kornsort til det ny brødkorn. Dog er det først til sidst, man bliver klar over dette forløb.

Men inden har romanen haft en lang historie om en morder, der ikke bliver afsløret, et elektricitetsværk med en dæmning, som i en storm bryder sammen, en emigration til USA, der ikke bliver til noget, og en række forhold til forskellige kvinder, der holder op på mystisk vis. Den foregår i en egn tæt på Randers, ligner af og til en regelret hjemstavnsroman, af og til en instruktionsbog i gør-det-selv i hjemmeavl og havebrug.

En falleret akademiker, som har slået sig på skomagerjobbet - næsten som Dam (1880-1972) selv som konditor i Kjellerup - bliver midt i bogen udspurgt om, hvad han tænker ved at slå pløkker i sko? Ser han pløkken som den onde drage, han skal bekæmpe? ”Nej,” svarer han, ”det er en hammer, og en pløk og en sål.”

Her står sådan set bogens poetik og grunden til, at den er så lang. Den vil ikke være symbolsk i gængs forstand (den onde drage), nej, den vil beskrive tingene, som de er i menneskers gøremål med dem. Men samtidig ved den også, at nogle mennesker forestiller sig ting som ”den onde drage”, og denne psykologi skal også med som noget reelt, noget der virkelig foregår inde i mennesker.

Og lige så virkeligt er det, at nogle af personerne taler med jysk dialekt, så vi får lange passager i dette autentiske sprog. Og trods de begivenheder, jeg før omtalte, er det karakteristiske, at stilen som regel lægger op til noget dramatisk, som ikke sker. Ting går ned og andre ting fortsætter, ja ordet ”stadig” er typisk for denne stil, hvor natur og mennesker er som planter, der vokser op og visner for at nye kan komme til i deres sted.

Men meget skal med, og de mange ting skal nævnes og beskrives, så vi får en massiv stil, af og til som et orgelværk, en gobelin af ord, der følger efter hinanden, cirklende om det helt rigtige ord, der ikke findes, nærmest som en sugende kværn:

Stormen, som slår dæmningen i stykker, får følgende beskrivelse: ”Stadig glidende i sit svungne leje lå den opstemmede sø under skyernes drift. Dæmningens lysrække stod vagt i retlinet tapperhed og lyste bistert mod bølgernes angreb. Bølgetoppene svulmede med skarpe glimt mod digets jordmasse, bølgedalene væltede sugende i blånende kraft. Ud over søen lå mørket som en magtfuld reservestyrke.”

Det citerede er jo næsten et prosadigt om livskræfter i kamp, og sådan er personerne også skildret med deres stadige træk, der rækker helt ned i den førkulturelle kontakt med naturens elementære kræfter.

Menneskene er arketyper i et landskab, der rækker fra urtiden op til moderne tider, som romanen på overfladen foregår i, cirka 1914-1933. Personernes motiveringer for deres handlinger afgøres aldrig endeligt, ja, de er til stadig gen-overvejelse romanen igennem. Lag på lag males ovenpå - var mordet bare rovmord, eller udsprang det af en slags kærlighed, eller var det for at hjælpe en bror til at læse i København? Og så videre.

Kvinderne skælder deres mænd ud for i næste øjeblik at ligge kærligt med dem i deres senge. Børn kommer, vokser op og forlader landskabet. Dette stadigt flydende, og dog i det små vekslende, er jo faktisk ”tiden” og tidens gang, som synes at være Albert Dams egentlige tema.

Men for at et sådant tema skal blive troværdigt, kræver det en uendelighed af stof, hvori tidens skabende og underminerende kræfter kan iagttages. De foregår efter en slags gengældelsens lov. Mennesker stræber efter at sætte deres projekter igennem over for naturen, men den indhenter dem med ophør og ødelæggelse som for eksempel elektricitetsværket ødelægges af stormen, fordi dæmningen har forsøgt at lægge naturen i lænker.

Lillian Munk Rösing har skrevet et godt forord til romanen, hvor hun også fæstner sig ved nogle af de træk, jeg har nævnt. I stedet for ordet ”stadig” ser hun den hyppige brug af lang tillægsmåde: løbende, rådnende, strømmende, og så videre. Begge dele understreger fortsættelsen i naturen hen over død, fødsel og forsættelse også i menneskers liv som generation på generation.

Rösing fremhæver desuden Dams udtalelse om, at han skriver ”for at forstå det, som efterhånden griber mig”. Dams roman er en sådan fremadskridende, stadig tillæggende handling, hvor det samme mønster vender tilbage igen og igen en lille smule forandret.

Man mærker, hvor forfatteren er grebet af sit stof, og hvordan han maler rettende videre på tidens særlige evighed i natur og menneskers verden.

Kan man holde til denne kværnende stil og dens mumlende udsagn om gengældelse i menneskers liv, så skal man kaste sig over Dams roman! En dyb vibrerende orgeltone i dansk prosa, nærmest så bygningen truer med at styrte sammen ved lyden, men hele tiden fortsætter med at stå.

Modernister efter Anden Verdenskrig som Vagn Lundbye og Per Højholt elskede denne stil og promoverede Albert Dam heftigt. Den gamle mand oplevede således at blive anerkendt, inden han døde (1972) som den store danske prosaist, han vitterlig var. Ikke helt som Johs. V. Jensen og ikke helt som Martin A. Hansen - mere som et jordens menneske tvivlende og gumlende på tilværelsens mening.

kultur@k.dk