Demokraten Madeleine Albright var fra 1997 til 2001 USA’s første kvindelige udenrigsminister. Det blev hun på baggrund af et liv med store omvæltninger. Hun er født i en jødisk-tjekkisk diplomatfamilie i Prag i 1937. Familien gik i eksil i London, da Hitler besatte Tjekkoslovakiet, og i 1941 konverterede den til katolicismen. Først som voksen fandt Albright ud af, at familien havde jødisk baggrund.
Efter verdenskrigen vendte familien tilbage til Prag, hvorefter faderen blev sit lands ambassadør i Jugoslavien.
Efter den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948 emigrerede familien til USA, hvor Albright som voksen fik en universitetskarriere i politologi (statskundskab). Herfra gled hun gradvist ind i det demokratiske partis inderkreds.
I 1993 blev hun amerikansk ambassadør i FN. Derefter fulgte de travle år som udenrigsminister, og da hun i 2001 måtte forlade posten, fordi republikaneren George W. Bush overtog præsidentembedet, kastede hun sig som 63-årig ud i alle tænkelige aktiviteter. Det er det efterliv, hun fortæller om i sin nye bog. Bogen er skrevet med en ikke nærmere angivet assistance af skribenten Bill Woodward.
Det er blevet til en bog om stort og en hel del småt i forbindelse med at drive et lille konsulentfirma, skrive bøger, holde foredrag, rejse meget, føre samtaler med berømtheder og samtidig passe en stor familie og en gård på landet med køer. Hun springer i tid og rum og refererer undertiden også til sit liv før 2001. Vi får også en del at vide om hendes helbred.
Det er svært at finde en anden rød tråd i bogen end, at Madeleine Albright er hovedpersonen i det meste. Hun virker meget optaget af at eksponere sig selv.
Det glider bedst ned, når hun er humoristisk og selvironisk, og det er hun (eller Woodward på hendes vegne?) heldigvis ofte. For det er tydeligvis også vigtigt for hende at underholde. Men alt for meget forekommer ret uinteressant, fordi begivenhederne ikke sættes i et større historisk perspektiv. Og det er jo ellers ikke, fordi perioden siden 2001 ikke har medført store forandringer også i et stadig mere konfliktramt USA. De forandringer fortjener langt mere dybtgående behandling, end de får i denne bog.
Mest interessant er den tidligere udenrigsministers kommentarer til amerikansk udenrigspolitik siden 2001. Men det er ikke nyt, at USA i 2003 gik i krig i Irak på grund af løse og falske formodninger om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben.
Det er heller ikke nyt, at USA ingen planer havde for, hvad der skulle ske, når krigen var vundet.
At hun er bekymret over Donald Trump, kan jo ikke overraske. Hun er demokrat både partipolitisk og i betydningen en tilhænger af demokrati. Hun ser Trump som en splittende præsident i et samfund, som i forvejen er meget splittet. Kernen i Trump er ifølge Albright, at han går i offensiven, samtidig med at han hævder at være under angreb fra reelle eller indbildte fjender. Denne adfærd ”engagerer hans tilhængere og leder deres vrede i en hvilken som helst retning”.
Det virkeligt interessante ved Trump er bare ikke manden selv. Det er, at der er så meget vrede i USA, at han kan bruge den, og det analyserer Albright ikke. Albright kommer utilsigtet til at bekræfte en mistanke om, at dele af det demokratiske partis etablissement har svært ved at analysere, hvordan den voksende amerikanske splittelse og vrede er opstået. Men Albright finder Trump så frastødende, at hun helst ikke vil ødelægge sine sidste leveår med at være i dårligt humør på grund af ham. Hun skriver kun om det, vi for det meste ved i forvejen. Albright sætter så sin lid til, at den amerikanske forfatning er så stærk, at den kan forhindre Trump i at ødelægge det amerikanske demokrati.
Albright mener, at Trump er misundelig på diktatorer, der lukker munden på politiske modstandere og fængsler journalister. Trump har ikke opnået ret meget godt i international politik, vurderer hun tillige. Men han har gjort stor skade, fordi han taler nedsættende om de internationale konfliktløsningssystemer og aftaler. Han har heller intet godt opnået i forhold til Iran, Ukraine, Nordkorea og andre stater.
Albrights beskrivelse af Syriens despotiske leder, Bashar al-Assad, er ét af de mere interessante momenter, og hendes forklaring på de dilemmaer, præsident Obama stod i, da han overvejede, om USA kunne gribe ind i den ulykkelige langvarige krig i Syrien, er oplysende. USA manglede et juridisk grundlag for at gribe ind. Desuden var Assads modstandere splittet i et utal af grupper. Hun kritiserer pressen for at omtale Islamisk Stat som sådan, fordi organisationen hverken var en anerkendt stat eller respekterede islamiske læresætninger. Men hun fortæller også åbent om de vanskeligheder, USA står over for i Mellemøsten. I grunden erkender hun, at USA står ret magtesløst, hvis ikke de unge i denne region skubber regionen bort fra konservative ledere samt religiøs og etnisk splittelse.
Albright er også bekymret over den tiltagende nationalisme over hele kloden. Den har vist sig i Brexit, men også i Ungarn og andre illiberale demokratier, som måske er på vej til at blive autoritære styrer. Albright vurderer, at én af forklaringerne på den negative udvikling er, at der ikke er så mange tilbage, der bærer på personlige erfaringer fra Anden Verdenskrig.
Generelt er bogen nu for ofte for ufokuseret og overfladisk. Men for de læsere, som ønsker at være i selskab med et livligt og humoristisk menneske, som færdes meget blandt kendte politikere og andre berømtheder, er der over 400 sider at gå om bord i. En kvalitet er også, at hun virker meget ærlig. For eksempel kalder hun Israels Netanyahu ”en manipulerende løgner”. Så fik han den.
Albright skriver selv, at hun ikke er ret god til at holde op, når hun skriver bog. Hun tilføjer, at hun lægger ansvaret over på dem, som lader hende fortsætte, deriblandt Bill Woodward og hendes amerikanske forlag. De kunne med fordel have grebet mere ind.