Torben Munksgaards nye roman handler om udsigten fra en gammel mands synsvinkel, som vel er født midt i 1940’erne, som har voksne børn, som han sjældent ser, en halvsyg kone, som dør, og så en ven på et plejehjem, som han taler til, men som aldrig svarer. Flappen på bogen viser forfatteren som en ung mand, født i 1975, så han kunne næsten være den gamle mands, Johns, søn. Denne unge mand har nu sat sig for at solidarisere sig med den gamle og fortælle om, hvordan verden tager sig ud, når man lever videre, skønt man faktisk er trådt uden for samfundets forventningshorisont.
Det er der kommet en byge af sande og kloge bemærkninger ud af om det at blive gammel og afskediget af tilværelsen. Ja, ud fra dedikationerne på de første og sidste sider kan man forstå, at et helt korps af ældre har leveret stof til romanen om John. Som ældre selv er jeg dybt solidarisk med dette stof og siger ja til de fleste af bogens negative statements om alderdommen og også den grundlæggende satiriske tilgang til samfundet, der synes skrevet over Sartres udsagn ”Helvede er de andre”.
Men min hovedindvending mod romanen er mod den form, som nutidige forlagsredaktører tvinger forfatterne ind i: Alt skal siges i situationer, som fængende replikker: Fortæl det ikke, vis det! Hvor er den ældre fortællekunst, der kunne sammenfatte en hovedperson og reflektere over hans karakter? Som kunne følge en persons historie uden at skulle bytte rundt på livsafsnit for at gøre bogen mere situationsfængende? Livets forløb er vel også fængende i sin rette helhed?
Men ellers må jeg kippe med flaget for alle de rigtigheder, der bliver sagt om forholdet mellem gamle, samfundet og den unge generation. Ved synet af to fnisende unge piger, der er totalt ligeglade med ham, tænker gamle John: ”Og denne mangel på situationsfornemmelse og selvblik tynger mine skuldre med vægten af min egen stolthed og skam, så jeg føler mig begrænset som menneske. Ude af stand til at leve mit liv, som jeg ønsker det. Jeg er ikke ung mere. Jeg er selverkendt ned til mindste blodsdråbe og helt og aldeles tappet for fnis og opspærrede øjne, der vil chokeres.”
Alderdommens svøbe er vel, at her lades alt håb ude. Døden er forestående og kræver, at man gør sit livsregnskab op. Dette krævende job har omverdenen svært ved at forstå. De vil ikke lade den gamle være i fred med hans øl nede på værtshuset, med uordenen i hans lejlighed og så videre. De vil gerne hjælpe, men det er kun det ydre menneske, de kan overkomme at hjælpe for selv at få god samvittighed. Det indre menneske, med dets fortid og det sig nærmende ophør, vil de meget nødigt ind på, sikkert på grund af egen dødsangst.
Munksgaard har et godt øje til hele den overfladiske hjælpekultur i ældreplejen, som ikke interesserer sig en døjt for den verden af fortid, som udgør den ældres virkelighed, gadernes udseende i 1950’erne, lugten i baggårdene og så videre. Ja egentlig drømmer den ældre vel om forløsning fra det nutidige samfund, som ikke længere er hans, og i denne forbindelse kommer lyrikeren virkelig op i forfatteren i bogens bedste linje, hvor John ligger og betragter en flue i et vindue:
”Nu ligger jeg bare og betragter dens endeløse kamp mod vinduets fatamogana.”
I dette symbol er alderdommen fattet vidunderligt. Den endeløse kamp for at få fortalt om sin situation op imod døden. Og ruden er muren mellem de levende og håbefulde – og de aldrende, som er uden håb og derfor ikke kan danse længere.
Kan man udholde romanens smarte redaktørform, så er det bogen til alle ens ældre bekendte. De vil nikke genkendende til mange af dens situationer med uforstående unge og deres ideologier, som de vil presse ned over ældre for at frelse de ældres fysiske krop. Men deres indre, fortiden, alle dens navne og dens historier er de ligeglade med. Freddy Fræk – hvem var det?
På sin indirekte måde får Munksgaard fortalt, at det med ældre altid handler om fortiden, fordi døden er fremtiden. Og jeg er vild med den lyriker, der bor skjult i forfatteren til allersidste linje i bogen: ”Altid begynder en dag med min død.” Det er virkelig solidaritet fra en ung mands side at forstå det som en væsentlig ting ved det at blive gammel.