Aleksandr Pusjkin gjorde sproget i bøgerne russisk

Den samlede udgave af Aleksandr Pusjkins prosa viser, hvor meget den store russiske litteratur har at takke ham for

På Pusjkins tid talte adelen fransk, og russisk var noget, de fattigste samfundslag brugte. Men det ændrede sig med Pusjkins litteratur. Her er det en metrostation i Moskva, hvor væggene er dekoreret med navnene på store russiske poeter og forfattere.
På Pusjkins tid talte adelen fransk, og russisk var noget, de fattigste samfundslag brugte. Men det ændrede sig med Pusjkins litteratur. Her er det en metrostation i Moskva, hvor væggene er dekoreret med navnene på store russiske poeter og forfattere. Foto: Sergei Karpukhin/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den russiske skønlitteratur er rig og dyb, og her er nogle af mestrene Dostojevskij, Tolstoj, Tjekhov, Turgenev og Gogol.

Men bag dem står Aleksandr Pusjkin, og undervejs i læsningen af ”Prosa”, hvor hans fortællinger og kortromaner er samlet, ringer den litteraturhistoriske klokke gang på gang. Det mærkes med andre ord, hvordan de alle var inspireret af forfatteren, der levede 1799-1837 og ikke bare regnes for Ruslands nationaldigter, men også for den russisksprogede litteraturs fader.

Først med Pusjkin blev sproget i bøgerne russisk. Og på hans tid talte adelen, som han tilhørte, fransk og knap nok russisk. Det blev derimod brugt i de laveste samfundslag, af de ”analfabetiske livegne”, som Marie Tetzlaff skriver i forordet til ”Prosa”. Men med Pusjkin ændrede det sig; de øvre klasser kunne nu se sprogets skønhed og potentiale, og hans poesi, epik og altså også prosa farvede alt dét, vi i dag forstår som klassisk russisk litteratur.

Den svulmende forening af romantik og tragedie, som findes i Tolstojs murstensroman ”Krig og fred”, ja, den er tydeligvis inspireret af Pusjkins 13 sider korte ”Snestormen”, der er en af ”Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger”. Og klokken ringer også under læsningen af ”Stationsbestyreren”, der giver mindelser om Tjekhovs melankoli. Eller rettere: Tjekhov minder om Pusjkin. Der selv vækker mindelser om Walter Scott i kortromanen ”Dubrovskij”, der er en højdramatisk røver- og kærlighedshistorie.

Pusjkin var i det hele taget inspireret af engelsksproget og fransk litteratur og arbejdede fornyende og legende med en række genrer – satire, brevroman, historisk roman – og blandede to af dem på fornem vis i dét, jeg anser for den bedste tekst i ”Prosa”, nemlig ”Spar dame”, der både kan læses som gotisk skæbnefortælling og som psykologisk realisme.

Den og de ni øvrige tekster er skrevet frem i en glasklar, sval prosa, hvor begivenheder og oplysninger distribueres stramt og præcist. Men Pusjkins eget liv var helt anderledes mudret og kaotisk.

Han var en flaksende spillefugl – mange af historierne i ”Prosa” kredser også om hasard og kortspil – og den uhyggeligt magtfulde tsar Nikolaj den Første tillod sig at agere både censor og redaktør for den ærekære og hidsige forfatter. Og det hele endte blodigt: Da Pusjkin var 37 år, blev han dødeligt såret i en duel med en fransk diplomat, afstedkommet af hans kronisk flirtende unge hustru.

Dermed blev der ikke bare sat en stopper for et liv, men også et forfatterskab, der utvivlsomt havde været endnu mere interessant og vægtigt, hvis det havde fået lov at fortsætte dobbelt så længe.

Men selvom sproget i ”Prosa”, som det fremragende forlag Sisyfos udgiver, er smukt, og linjerne op gennem russisk litteratur er fascinerende, fremstår samlingen ikke lige så stærk og dybtloddende som værkerne af Dostojevskij, Gogol og de andre, som lod sig inspirere af Pusjkin.

Der er, synes jeg, ofte en smule stiløvelse over teksterne, og dertil kommer Marie Tetzlaff, der nok har oversat klart og sprødt, men også har skrevet et unødigt knudret og noget forstoppet forord.

I stedet for at skrive sig helt ind på Pusjkins stil og tematik, bliver dét og alt muligt andet indlemmet, hvilket Tetzlaffs flittige brug af parenteser også vidner om.

Fyldestgørende forord eller ej, så er ”Prosa” interessant at læse som en samling, der kaster lys over russisk litteratur, som vi kender den.

Og selvom det måske er helligbrøde, så mener jeg, at bogens tekster er mere interessante fra den vinkel end som skønlitteratur i egen ret. Sådan som værkerne fra dem, som fulgte efter Pusjkin, gerne er det.