Prøv avisen
Bog

Alene i verden

4 stjerner

Tendens i børnelitteraturen, senest med ”Vildnis og tropehjelm”, antyder, at børn er helt alene med deres sociale problemer

Søren Jessen er både forfatter og illustrator. Han skriver og tegner mest for børn og unge, men har også udgivet romaner for voksne.

Sidste år udgav han endvidere en ”graphic novel”, en længere tegneserie, baseret på Kafkas ”Forvandlingen”. Hans nyeste værk, ”Vildnis og tropehjelm”, er en mellemting mellem en ”graphic novel” og en roman for børn. Handlingen er ikke munter, for den handler om en forsømt dreng, hvis drikfældige far ikke kommer hjem i flere dage. Sandsynligvis er det derfor, at den arbejdsløse mor ligger uvirksom i sengen med migræne stort set hele handlingsforløbet igennem.

Drengen, der vel er cirka 13 år, må klare sig med havregrød og rosiner morgen, middag og aften, indtil det også slipper op. Så må han sulte, da han ikke kan finde moderens pung og nødigt vil forstyrre hende. I stedet for leder han efter flasker i byens skraldespande, så han kan få mad.

Faderen plejer at forsvinde ind på et værtshus, der hedder ”Vildnisset”, men drengen er for bange til at gå ind om aftenen i det røgfyldte, lidet appetitlige sted for at lede efter ham:

”I vinduerne står der nogle planter med store blade, som vokser på snoede stængler, der har fundet vej ind bag gardinerne. Planterne har stået der længe. Deres blade er næsten helt gule, og der ligger masser af indtørrede myrer og fluer i vindueskarmene.”

Drengen holder i stedet vagt tæt ved for at opdage, hvis faderen dukker op. En dag ser han bodegaejeren rydde op. På vej ud ad døren taber han en gammel, hvid tropehjelm, som ruller hen til drengen, som samler den op og beholder den. Hjelmen giver ham mod til at handle. Med den på kan han forestille sig at være en anden og modigere dreng, en opdagelsesrejsende, som ikke behøver at nære frygt. Handlingen tager fart derfra, men en decideret lykkelig slutning skal man ikke forvente i bogen.

Jessen har selv illustreret bogen med stemningsfyldte og til tider dramatiske farver, der får følelserne hos læseren til at sitre. Sorgerne føles dobbelt så hårdt, når illustrationerne taler så tydeligt til en.

Indimellem fungerer det ikke så godt, at der er tekst i almindelig sats i helsidesillustrationerne. Det ville have været bedre med brug af en anden skrifttype, der bedre matchede Jessens streg. Sprogligt er forfatteren tro mod fortællerens unge alder. Det er korte sætninger, som ud over at gøre historien nem at læse tillige giver fortællingen et ekstra skær af ægthed, som interagerer med de følelser, de mange illustrationer vækker hos læseren.

122.000 børn vokser op i familier med alkohol- eller stofproblemer, så det er et relevant emne, Søren Jessen har fat i. Det er interessant at se forskellen på, hvordan sociale problemstillinger beskrives i litteraturen i dag i forhold til dengang, social-realismen havde eneret på den sociale indignation. Der er mange eksempler, som for eksempel Mette Vedsøs ”Langt fra det hvide hus” (anmeldt den 24. marts i år) om en forsømt dreng, hvis selvcentrerede mor ikke tager hensyn til ham. Eller Hanne Kvists fremragende ”Dyr med pels – og uden” om en dreng, hvis fraskilte mor hele tiden flytter til en ny by, det vil sige hver gang, et af hendes korte kæresteforhold går i stykker. Kim Fupz Aakesons lige så betagende og netop filmatiserede ”Jeg er William” er også et eksempel på en historie om en dreng, der lever i udfordrende sociale rammer.

Lidt groft sagt er der i vores velfærdssamfund i disse bøger intet socialt sikkerhedsnet, som holder øje med børnene og tager affære, inden det går helt galt, måske med Mette Vedsøs roman som eneste diskutable undtagelse.

Det generelle billede er, at børnene selv må klare ærterne. Et andet aspekt er, at børnenes loyalitet med deres forældre gør, at de længe prøver at undgå, at nogen lægger mærke til problemerne.

I litteraturen kan vi se, at børnene sjældent har ansvarlige voksne i nærheden, de kan tale med og stole på.

Typisk er det først, når der kommer en sund voksen ind i børnenes liv, at deres situation forbedres. Denne voksen er yderst sjældent en af velfærdsstatens repræsentanter. Hvis vi et øjeblik ser bort fra, at de nævnte bøger hver især er glimrende litterære frembringelser, er de ikke desto mindre samtidig et udtryk for en rigtig skidt tendens, som det er værd at tale om uden for det børnelitterære univers, hvor dramaerne udspiller sig på en måde, der er synlig for alle.

Søren Jessen har illustreret bogen med stemningsfyldte og til tider dramatiske farver, der får følelserne hos læseren til at sitre. – Fotos: Søren Jessen.