I de seneste år har en dominerende trend inden for dansk lyrik været en blanding af surrealismens automatskrift og 1970’ernes talesprogsprægede bekendelseslyrik. I en sådan poetik skabes der en rablende skrift, hvor drøm og virkelighed, privat og politisk og stort og småt blandes sammen i en pærevælling, og hvor de associative koblinger mellem vidt forskellige emner og synsvinkler er essensen. Blandt hovedeksponenterne for denne strømning kan nævnes Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Christina Hagen, og der foregår blandt visse litteraturkritikere en næsten ukritisk fremhævelse af denne type digtning, der bestemt også kan have åbenlyse svagheder. Det vender jeg tilbage til.
Noa Kjærsgaard Hansen, der debuterede i 2013 med digtsamlingen ”Jeg bliver hurtigt træt af at sidde her i hjørnet og se ting forsvinde”, har nu udgivet ”Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling”, og titlerne antyder i sig selv, at digteren lægger sig i slipstrømmen af den ovennævnte strømning. Det lyriske jeg i Kjærsgaard Hansens værk er som Erics og Hagens dybt forankret i en moderne forbrugerkultur og voldsomt opslugt af de sociale medier. På denne vis skabes der en tidstypisk tekst med et stærkt præg af autenticitet, og der gives et billede af, hvor svært det er som ung at finde holdepunkter og navigere i dagens samfund.
En passage, hvor man fornemmer digterens sproglige drive og sans for detaljer, lyder: ”Jeg har svært ved at koncentrere mig om at handle ind/ mens jeg går rundt i Løvbjerg og lytter til et radioprogram på Radio24syv/ hvor Sørine Gotfredsen siger/ at et opgør med narcissismen/ kræver at vi læser flere bøger/ og tager færre billeder/ jeg stopper op ved bland-selv-slikket/ blander en pose/ men lægger slikket tilbage i dets bøtter/ scroller gennem mit Instagram-feed/ og ser et slideshow/ af flotte farver i en efterårsskov/ og selfies fra et børnehjem i Centralafrika.”
Blandt styrkerne i Kjærsgaard Hansens digtsamling er dens suggestive beskrivelse af den medievirkelighed, som vi angiveligt alle er en del af. En elegant formulering lyder: ”internettet gør kloden/ til ét stort felt/ hvor jeg kan zoome ind/ på ethvert kontinent/ en søndag på Antarktis/ en kaffepause i Panama/ sammen med David Cameron og Brian Steen Nielsen.”
I modsætning til den globale virkelighed står så et ret isoleret og narcissistisk individ. Digtene fortæller næsten intet om jegets forhold til andre personer, men usædvanlig meget om jegets egen krop og jegets umiddelbare sansninger af de nære omgivelser. Om denne særlige snæversynethed, som flere psykologer har ytret sig om, har med de sociale medier at gøre, skal jeg ikke kunne sige. Men digtene afkræfter i hvert fald ikke dette med udsagn om, at jeget søger at skabe de helt ”rigtige skygger/ til at fremhæve mine kindben/ som på mit profilbillede/ på Facebook”. Spørgsmålet, man kan stille til Kjærsgaard Hansens digtsamling – og en stor del af den trend, han tilhører – er imidlertid, om ophobningen af hverdagssprog, narcissistiske sansninger og meningsløse input fra de sociale medier fører til noget, eller om en sådan anything-goes-poetik ikke bevirker, at de fleste digte ligner hinanden og gør et begrænset indtryk på læseren. Selvom der således er gode passager i denne samling, er der ligeledes tekstforløb, der opleves som tomgang og ligegyldig snak. Ret anstrengende er det for eksempel over en halv side i detaljer at høre om, hvordan jeget tager underbukserne af, fordi hans mave er oppustet, og elastikken strammer, efter at han har spist kål dagen før. En opstramning af ”Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling” ville uden tvivl have gavnet.