Sara, hovedpersonen i Kirsten Hammanns nye roman, ”Alene hjemme”, har en guru.
Han hedder John L. Petersen, er fremtidsforsker og skriver lange bøger med kloge ord om verdens tilstand, noget, der går Sara meget på.
Menneskeheden står over for den største prøvelse nogensinde, skriver han blandt andet. Mange af de ordninger og institutioner, vi forbinder med tryghed, forsvinder. Vi vil ikke længere have en stat eller et sundhedsvæsen til at beskytte os. I en sådan usikker verden kommer familien til at spille en afgørende rolle. Det bliver et spørgsmål om overlevelse.
Sara, der ernærer sig som selvstændig freelancejournalist, længes så inderligt efter et barn og har bidt sig fast i tanken om sin egen familie. Det vil være fuldbyrdelsen af hendes kærlighed til Philip, som hun bor sammen med, men sådan ser han det ikke. Han, der er fraskilt, vil langt hellere leve det moderne sammenbragte liv med både delebørn og stedmor i dobbeltsengen. Og det giver store kvaler for Sara, der har svært ved at forstå sin rolle. Hun føler sig mindst lige så meget udenfor, som da hun var alene.
”I bogen står der et sted, at det kun er en parentes i historien, at Sara kunne have et liv alene. For 100 år siden havde det været uhørt, at en kvinde havde et selvstændigt liv. Der er sket kæmpe ændringer på godt og ondt. Og lige de seneste 10-20 år, kan jeg se, der er et stort eksperiment i stand i forhold til familien. Mænd er kommet ind i børneomsorg på en helt anden måde, end de har været før. Og jeg kan godt forstå, det giver problemer, for det har vi som samfund ikke prøvet før. Alt, hvad der har med far, barsel og samkvem at gøre, skaber enorme problemer i skilsmissesager. Og det er jo, fordi det er holdt op med at være entydigt, hvem der passer børnene,” siger Kirsten Hammann.
De uendelige muligheder, vi har for at forme vores liv i dag, er et tveægget sværd, mener Hammann, der selv er vokset op i en kernefamilie i Risskov ved Aarhus med to søskende.
Hammanns mormor var hjemmegående. Hammanns mor fik et arbejde, men det var forældrene, der bestemte hvilket. Hun skulle i lære i en bank og fik ikke lov at gå på universitetet.
”Frihed har ikke været et livsvilkår for hende. Der kan man virkelig tale om, at 'far bestemte',” siger hun.
Begge Hammanns forældre er i øvrigt katolsk døbt og mødtes i Katolsk Ungdomsforening, tilføjer hun.
”De var vokset op med katolicismen, men der var ikke meget religion i mit barndomshjem. Mine forældre kom engang imellem i klosteret i Øm (ved Skanderborg, red.). Men det var mine bedsteforældre, der gik i kirke, hver eneste søndag.”
”Min mor følte sig tynget af nogle af de stramme regler i katolicismen, ved jeg. Blandt andet i synet på brugen af prævention. Det er ikke det bedste for en ung kvinde, der ønsker en form for børnebegrænsning. Jeg er den sidste i rækken, og mine forældre holdt nok op med at leve specielt katolsk, efter jeg kom. Der kom i hvert fald ikke flere børn,” griner Hammann.
Det har ikke været et rødstrømpeoprør, men moderen har fulgt tiden. Ligesom den yngste datter, der i dag bor Hammann alene med sin 15-årige søn.
På nogle områder var alting nok lettere i gamle dage, mener hun.
”Jeg har tit drømt om at vokse op i en anden tid. Men jeg er ret sikker på, at jeg så aldrig var blevet forfatter. Måske havde jeg fået et godt ægteskab, måske havde jeg ikke. Jeg kender kun det frie liv, hvor jeg selv må vælge, og vil nok sige, at det er det bedste. Men jeg kan også mærke, at der er en masse tryghed, jeg og mange mennesker har mistet.”
Som lille læste Kirsten Hammann ”Det lille hus på prærien” og lod sig fascinere af nybyggerfamilien Ingalls' kamp for at opretholde en tilværelse i de mest golde egne, beboet af ulve og indianere. Hendes egen søn har også fået læst bøgerne højt hele to gange.
”Der kan man virkelig tale om familien som en livsnødvendig enhed. De har kun hinanden. Hvis bare én af dem bliver syg er det en ka-ta-stro-fe. Det kunne vi godt lære noget af. Selvom der selvfølgelig er langt fra København til prærien,” griner hun.
Hovedpersonen i ”Alene hjemme”, Sara, tænker meget over verdens tilstand. Forureningen, klimaforandringerne, de sultne børn i Afrika og den terror, de skriver om i aviserne, fylder hendes hovede med bekymringer og skam over livet i en herskabslejlighed i Stockholmsgade i Indre København, med varmt vand og cupcakes med guldpynt.
Hammann bekymrer sig også, en hel del endda. Især på sin søns og kommende generationers vegne. Hvad skal der blive af dem, hvis det hele braser sammen og samfundet, som vi kender det, går under?
”Der er lavet analyser, som viser, at de generationer, som vokser op nu, bliver de første, der bliver fattigere end deres forældre. Det er da uhyggeligt! Jeg tror, der sker det, når man får børn, at man vil dem det bedste. Det er et biologisk instinkt. Jeg kan ikke indrømme over for min søn, at jeg er bange for hans fremtid. Og for hans børn og for deres børn. Men det er sådan, jeg har det,” siger hun.
I ”Alene hjemme” trænger utrygheden også ind i det helt nære, så parforholdets intime spil bliver et spejl på den globale usikkerhed, Sara oplever.
Selv når hun ligger i sin elskedes arme, spekulerer hun på, om han mener sine kærtegn alvorligt. De intime spil mellem mænd og kvinder i et parforhold er langt mere end bare navlepilleri, mener Kirsten Hammann.
”Det er virkelig der, vi kommer på prøve, og der man kan kigge ind i dybe menneskelige problemer, primitive udfald og frygtelige strategier. Det ligner en overlevelseskamp nogle gange. Vi skal være ligestillede og bedste venner, men der er stadig en masse gamle drømme om prinsen på den hvide hest og den lykkelige familie, alt det, vi er opdraget til at håbe og tro på. Vi går ikke ind i vores venskaber med de samme færdige tjeklister. Men de fleste af os har en mere eller mindre formuleret ønskeliste til parforholdet. Der er virkelig noget at leve op til på den front,” siger hun.
”Man holder desuden kun sammen, hvis man bliver ved med at elske og begære hinanden. På den måde er vi også i et stort eksperiment, nemlig at vores parforhold skal baseres på lyst,” mener Hammann.
Kirsten Hammann bruger sig selv og sit eget liv, når hun skriver, og har også gjort det i ”Alene hjemme”. Men hun føler sig ikke blottet, selvom bogen sine steder er både intim, afslørende og pinlig.
”Noget af det er næsten det sandeste, jeg kan sige overhovedet, og noget er totalt opdigtet. Jeg forsøger at fortælle Sara og Saras stemme, men jeg vil også give mit hjerteblod og mine allermest intime tanker, hvis det giver mening til hendes figur. Og det gør på en måde, at jeg kan være mere ærlig. Jeg prøver altid at finde en karakter og en stemme, som jeg kan sluse noget af mig selv over i.”
Som læser skal man dog ikke regne Hammanns bøger som såkaldt ”autofiktion”, hvor forfatteren skriver om sit eget liv i et nærmest 1:1-forhold.
”Mine bøger skal være ærlige. Og jeg tror, ærligheden i bund og grund bliver størst på den her måde,” siger hun.
Sara fra bogen vender igen og igen tilbage til fremtidsforskerens konklusion om, at familien er den eneste tryghed i en usikker verden. Kirsten Hammann kan godt relatere til tanken. Men bliver det sådan, ønsker hun sig et mere udvidet familiebegreb.
”Det er ikke så længe siden, jeg hørte én sige: Få nogle flere børn end bare ét, vi kan ikke regne med at have en folkepension. Jeg blev umiddelbart bestyrtet, da hun sagde det. Men måske er det ikke så langt ude, som vi går og tror?”
”Verden kommer til at se anderledes ud, så vi kan ikke bare køre sololøb længere. Vi har brug for hinanden. Vi er nødt til at søge sammen i små lokale enklaver. Familieenklaver. Biologi betyder da noget, for det er der, det ultimative ansvar for andre kommer i spil. Men familie er for mig noget mere, det er også nære venskaber. Vi tager for givet, at staten mader os og giver os medicin. Hvis selv det forsvinder... Så er det vigtigt at have gode venner.”