Ali Smith skriver fornem serielitteratur om håb i håbløse tider

Skotske Ali Smith skriver sig med sin årstidskvartet og romanen ”Forår” ind i tidens tendens til romanserier af høj kvalitet

Ali Smith er født i et arbejderklassehjem i Inverness i 1962 og beskrives undertiden som Skotlands bedste kandidat til Nobelprisen i litteratur. – Foto: Leonardo Cendamo/Getty Images.
Ali Smith er født i et arbejderklassehjem i Inverness i 1962 og beskrives undertiden som Skotlands bedste kandidat til Nobelprisen i litteratur. – Foto: Leonardo Cendamo/Getty Images.

Vi lever i en mindre guldalder for ambitiøse romanserier. Forfattere over hele den engelsktalende verden udsender i øjeblikket sammenhængende trilogier og kvartetter, der med garanti bliver stående et godt stykke ind i eftertiden:

Canadiske Rachel Cusk fornyer romanformen i sin ”Outline”-trilogi om forfatteren Faye, som rejser rundt i verden og lytter til andre menneskers historier. Amerikanske Marilynne Robinson udsender til efteråret fjerde og sidste bind i sin enestående ”Gilead”-serie om præsten John Ames og livet i Midtvesten fra den amerikanske borgerkrig og frem til 1950’erne. ”Jack” hedder det kommende bind.

Og skotske Ali Smith tager som ingen anden samtidsforfatter den aktuelle politiske virkelighed op og blander den med kunst- og litteraturhistorien i sin årstidskvartet, hvoraf tredje bind ”Forår” nu udkommer på dansk.

Smith har i et interview sagt, at idéen bag årstidskvartetten er ”at lave en række bøger, der udgives virkelig tæt på tidspunktet for deres skrivning”.

Brexit, flygtningekrisen og andre aktuelle problematikker i den politiske debat fylder derfor meget i hendes romaner, men ikke på en belærende måde. Smith er nemlig også sprogfornyende og eksperimenterende, og det eliminerer det didaktiske. Hun er sprogbevidst på en mere radikal måde end både Cusk og Robinson – men ikke nær så meget som i gamle dage i højmodernismen, hvor eksperimenter kunne dræbe læsbarheden.

Smith er noget så sjældent som en moderne forfatter, der skriver svært på en let måde. Derfor må man virkelig unde sig selv at læse hende. ”Nå, dette kan sprog åbenbart også gøre. Hvor spændende. Hvor smukt,” tænker man ofte undervejs i ”Forår”.

Dette kan jeg sige med novicens umiddelbarhed, for ”Forår” er min første Smith-bog. Men nu skal forgængerne i kvartetten, ”Efterår” og ”Vinter”, afgjort læses med stor forventningsglæde, op til at sidste bind, ”Sommer”, måtte komme. Man kan sagtens læse bindene selvstændigt og behøver ikke at være specielt interesseret i engelsk politik for at få udbytte af dem.

De handler nemlig om så meget mere, for eksempel Shakespeare: Hver roman er knyttet til et stykke af den største forfatter af dem alle (i ”Forår” er det ”Perikles” (1609)). Og hver roman er sammenligneligt knyttet til en virkelig kunstner – i den nye roman er det billedkunstneren Tacita Dean (født 1965), hvis værk spiller en vis rolle i romanen.

Og så er der dét med at skrive lige op til deadline. Det giver en fantastisk samtidighed mellem forfatter og læser, og det øger respekten for forfatteren.

Karl Ove Knausgård gør noget meget parallelt i sine serier ”Min Kamp” og årstidsbøgerne: Han skriver og skriver i de tidlige morgenstunder, mens redaktøren presser for nye sider og overholdelse af deadline.

Hos Knausgård er det undertiden næsten, som om han taster løs, samtidig med at papiret forsvinder ned i faxen. En så ekstrem samtidighed er en stor udfordring som kunstner, for dermed giver man køb på overblik og eftertanke og hengiver sig til nuet, sansningen og indfaldet. Fantastisk, at sprog også kan være sådan. Fantastisk, at man tør vove det umiddelbare. Men det gør serieproducenter som Knausgård og Smith altså.

Hvad handler ”Forår” så om? Der er to spor i den. I det ene spor har filminstruktøren Richard fra London forvildet sig op til det nordligste Skotland og jernebanelinjens endestation. Han er i en eksistentiel overgangsfase. Hans nære ven og samarbejdspartner Patricia er død, og i tankerne tumler han med, om hans film, ja, liv, har været noget værd.

Han sender på et tidspunkt en tegning af ovennævnte Tacita Dean til Paddy, som hun kaldes, der forestiller en sky, som i handlingen samtidig bliver billede på digitaliseringens sky, hvor vi gemmer så meget. Eller tror, at vi gemmer, for hvad hvis alting forsvinder i denne formløshed? Billeder som disse af skyer og deres skiftende udtryk er med til at drive handlingen frem.

I romanens anden del lærer vi kvinden Brittany at kende. Hun arbejder på et tilbageholdelsescenter for afviste asylansøgere og er både en del af det forråede menneskesyn, der udtrykkes indenfor institutionens rammer, samtidig med at hun tager afstand fra det. Hun ved, at ord skaber virkeligheden og gruer for, at han påvirkes uopretteligt.

Ind på scenen (vi er jo i en shakespearesk verden) træder nu skabningen Florence på 12 år, en slags vidunderbarn fra at navnløst sted i udlandet, der på mystisk vis får folk til at bøje deres handlinger efter hendes vilje. Brit og pigen tager på tur nordpå med tog og møder her Richard, og så løber sporene ellers sammen frem mod slutningen af ”Forår”, hvor der blandt andet står:

”Pigen er som nogen eller noget fra en legende eller en historie, den slags historie som på den ene side ikke rigtig handler om virkeligheden, men som på den anden side er den eneste måde, man nogensinde rigtig vil kunne forstå noget om virkeligheden på. Hun får folk til at opføre sig sådan, som de burde, eller som om de lever i en anden og bedre verden”.

Det er sådan en forunderlig bog, ”Forår” er et værk, der viser, hvordan vi kan forstå virkeligheden med andet end det politiske og tilsyneladende logiske sprog, vi normalt betjener os af. Og et værk, der viser, hvordan håb kan manifestere sig i en tilsyneladende håbløs verden. Det er serielitteratur af højeste kvalitet – og snart kommer ”Sommer”.