Det er en kolossal opgave, skotske Ali Smith har stillet sig selv med denne romankvartet. Med bøgerne ”Efterår”, ”Vinter”, ”Forår” og nu ”Sommer” beskriver hun den politiske samtid, nærmest mens den udfolder sig.
Normalt går der lang tid, før romanforfattere kaster sig over afgørende politiske epoker eller begivenheder. For eksempel gik det omtrent 10 år, før den første amerikanske roman om terrorangrebet den 11. september 2001 udkom. Men Smith er frygtløs og har åbenbart ikke brug for en refleksionsperiode. I kvartetten skriver hun om populismens fremmarch, flygtningestrømme, klimadebat, Brexit og coronapandemien nærmest i samme dage, som begivenhederne udfolder sig i virkeligheden.
Resultatet er særegent, for handlingen i romanerne er ingenlunde logisk fremadskridende i tid. Smith danser rundt i både tid og sted, lader sidehandlinger tage en begyndelse og så løbe ud i sandet, indtil tråden alligevel genoptages langt senere og blander personer fra de forskellige bind. I sidste og aktuelle bind ”Sommer” dukker kunstner- og aktivistparret Charlotte og Art op igen, ligesom den over 100 år gamle krigsveteran Daniel Gluck atter spiller en rolle.
Man kan sagtens læse de enkelte bind uafhængigt af hinanden. Men som kunstværk er den samlede kvartet mere værd end summen af de fire dele, fordi den ekstremt belæste Smith lader kultur-historien danne bund under hele værket. I den nye roman er både Einsteins teorier, Shakespeares skuespil og Hannah Arendts filosofi en integreret del af handlingen.
Hvorfor har Smith valgt denne form? Er det, fordi man netop i flydende tider har brug for stramme formkrav? Andre forfattere skriver jo også serier for tiden: Karl Ove Knausgård gør nærmest ikke andet, fra ”Min kamp” over årstidsbøgerne til den nye romanserie, der lige er begyndt med værket ”Morgenstjernen”. Rachel Cusk skriver også en serie. Herhjemme har Asta Oliva Nordenhof bebudet en kapitalismekritisk syvbindsserie, der er begyndt med ”Penge på lommen”. Tidligere skrev forfattere også føljetoner, men det er alligevel, som om der er noget ved den politiske udvikling nu, der gør, at forfattere – og læsere – søger til kunsten for at få udfoldet, hvad der egentlig sker lige nu, og hvordan tidens bevægelser påvirker det enkelte menneske.
Nye personer i ”Sommer” er søskendeparret Sacha og Robert, der begge er forrygende beskrevne egensindige unge mennesker fra Brighton, der begge er superbegavede og meget forskellige. De bor hos deres eksskuespillermor og skændes med hende om klimakrise og moralske dyder.
Sachas holdninger ligger tæt på miljøaktivisten Greta Thunbergs, Roberts tæt på den konservative canadiske filosof Jordan Petersons, så banen er kridtet op til en følelsesladet handlingstråd på baggrund af forældrenes skilsmisse og de unges egen hastige udvikling i deres formative år. Afsnittene med disse to unge menneskers indre tanker og ydre handlinger er noget af det smukkeste og mest overraskende, jeg længe har læst. Man forstår virkelig verden set fra de unges side, deres adfærd og politiske holdninger.
Ind i handlingen kommer senere førnævnte par og den gamle veteran, ligesom en vietnamesisk flygtning, som Sasha bliver penneven med, spiller en rolle. Gennem bogen løber et håbsspor. Den begynder i februar 2020 og udspiller sig gennem både Brexit-debat og coronapandemi og formulerer et sommerligt syn på fremtiden: trods mure, der skyder op, og strømme af flygtninge og informationer, der presser murene mellem både mennesker og nationer, er der håb.
Der løber en metaforisk tråd fra de første sider, hvor den jødiske filosof Hannah Arendt citeres for at sige: ”Tilgivelse er den eneste måde at vende historiens uafvendelige gang på” – og helt frem til slutningen, hvor aktivistparret fra hver deres isolation kommunikerer om en due a la den fra Noas Ark.
Hvordan dét hænger sammen, bliver man næsten nødt til at læse ”Sommer” for at få indkredset. Anmelderens logiske sprog kan så afgjort ikke yde de poetiske billeddannelser i denne rige roman retfærdighed. For Smith er det vigtigt at vise, fornemmer man, at ægte relationer kan opstå mellem ellers adskilte mennesker, og at den enkelte ikke er forsvarsløst offer i historiens kværn. Tilgivelse findes, håb findes. Og stor litteratur findes. Alt dette er ”Sommer” i samklang med de øvrige romaner i kvartetten et vidnesbyrd om.