”Hvem er du?”. Spørgsmålet bliver stillet af en glitrende, vandpiberygende kålorm, som kigger ned på den forvirrede pige Alice. Det eksistentielle tema står centralt i Aarhus Teaters udgave af ”Alice i Eventyrland”, der bliver spillet på Store Scene. Det hele starter, da den hvide kanin dukker op på balkonen. Han har rygende travlt og er ved at komme for sent til te hos dronningen, og diverse sjove vrøvlerim vælter ud af munden på ham. Få sekunder senere dukker han op i den anden side af salen, og derefter er han som ved et trylleslag pludselig på en ny balkon. Det skaber et finurligt og vellykket anslag, som vækker morskab hos både børn og voksne. Alice (Andrea Øst Birkkjær) og søsteren diskuterer herefter, om hun skal lege eller lave lektier, og da søsteren går, falder Alice i søvn… og så begynder eventyret. Et eventyr, der sine steder godt kan føles lidt langt!
Lewis Carrolls fortælling om Alice i Eventyrland har fascineret kunstnere i over 150 år, og bogen er så fuld af vilde og gakkede væsner samt flydende væsker, der kan få os til at vokse, krympe eller se verden på en helt ny måde, at den har inspireret folk i mange forskellige retninger.
Den spanske kunstner Salvador Dalí hentede stof fra universet, men også psykoanalysen kastede sig over fortolkninger af fortællingens undertoner. Det var Disneys tegnefilm om Alice, der i 1951 for alvor bragte forestillingen om at blive væk i en magisk eventyrverden ind i populærkulturen, og i nyere tid har den inspireret film, teater og computerspil –især Tim Burtons farvemættede og vilde film har opnået popularitet.
Læser man bogen, finder man en litterær kompleksitet og eksistentielle dilemmaer, som kan være svære at oversætte til andre medier, fordi teksten er så oversvømmet med tvetydige ordspil samt både meningsfulde og meningsløse referencer.
Forestillingen på Aarhus Teater bliver desværre aldrig en samlet hel oplevelse, og den opleves nærmere som enkeltstående scener, der med lange pauser samt tung eller overdrevet skinger dialog skaber rastløse børnenumser i sæderne. Især i anden akt mangler der tempo og vitalitet i de mange forskellige møder i eventyrverdenen, så det hele kommer til at smage som den tynde kop te, der serveres til teselskab med vårharen, syvsovermusen og hattemageren.
Et stort fokus på den perfekte form har tilsyneladende skabt en fortælling, hvor vi kun kradser i overfladen af Alices udviklingshistorie.
I versionen på Aarhus Teater møder vi nemlig først og fremmest et gennemført konceptuelt univers, hvor kostumer, lys og scenografi præsenterer en betagende helhed.
Mie Riis har skabt en imponerende scenografi og legesyge kostumer. Dronningens rosenhave er et frydefuldt syn, mens vi gør store øjne, når Alice svæver i luften på vej ned i hullet. Dyrekostumerne er finurligt og flot lavet, og særligt fanger øjet den elegante lyserøde tylskørt-flamingo og den kække franske mus i en kop. Et tårn af spillekort får dronningen på toppen til at ligne en majestætisk kransekagefigur med gigantiske pufærmer, mens lysdesigner Súni Joensen får spillekort til at svæve ud over hele rummet i en magisk effekt.
Viktor Pascoe Medoms hvide kanin sætter gang på gang fut i foretagendet, Christian Hetlands hattemager er skøn og gakket, og Juliane Bauer og Alex Otto imponerer med artisteri og tricks i luften.
Det er dog desværre ikke nok. Alt i alt er ”Alice i Eventyrland” en billedskøn forestilling i et overdådigt univers, der byder på mere form end indhold.