Hvad er din seneste store læseoplevelse?
Det er Henry Millers ”Krebsens vendekreds”. Jeg har lige læst den for anden gang. Jeg læste den første gang for 22 år siden, og jeg nød den endnu mere nu. Jeg elsker hæmningsløsheden og den totale sorgløshed, der er i sproget. Jeg tror, at Henry Miller har elsket at skrive den bog.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
Da jeg var 22 år, boede jeg i London, og en lørdag aften gik jeg i en biograf, hvor det viste sig, at der var højtlæsning. Det var forfatteren Hanif Kureishi, der læste op af sin roman ”En forstadsbuddha”. Det var første gang, jeg var til sådan en oplæsning, og det ramte mig lige i centrum. Jeg havde selvfølgelig læst bøger før, men jeg havde aldrig før oplevet en bog, som talte direkte til mig. Hovedkarakteren er en ung mand, som er forvirret og ikke ved, hvad han skal her i livet. Præcis sådan havde jeg det også på det tidspunkt.
Efter oplæsningen kunne man så få signeret bogen. Det foregik på den måde, at der var et bord, hvor bøgerne lå i stakke, et andet bord, hvor man skulle betale for bøgerne, og ved et tredje bord sad Hanif Kureishi og signerede de bøger, folk kom med.
På det tidspunkt havde jeg absolut ingen penge, men jeg måtte have bogen i hænderne, så jeg kom til at gå uden om bord nummer to og direkte hen til Hanif Kureshi for at få signeret bogen. Jeg plejer at sige, at det er en af litteraturens helt formidable styrker, at den kan gøre en ærlig mand til en bandit. Lige siden har jeg fortalt historien til masser af mennesker, og jeg håber, at jeg har reklameret så meget for Hanif Kureishi, at mit tyveri af bogen har tjent sig ind.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?
Lige nu er der meget opmærksomhed om Tove Ditlevsen. For eksempel har teaterstykket ”Tove, Tove, Tove” både gået på Det Kongelige Teater og været på turné i landet. Jeg er en stor fan af Tove Ditlevsen. Hun er en fantastisk forfatter, og hun skal have alles opmærksomhed.
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
Jeg har været ansat på Hjørring Asylcenter, og den 7. januar i år var jeg med til at organisere en juleaften for 125 flygtninge fra blandt andet Eritrea og Etiopien i en nedlagt baptistkirke i Østervrå.
Vi sagde til dem: ”Det er jeres aften, nu skal I gøre, som I har lyst til”, og det, der var i højsædet den aften, var sang, musik og dans, og selvom jeg ikke forstod det hele, var det mit klare indtryk, at det i høj grad handlede om kærlighed til livet. Det var en vidunderlig aften, jeg blev fuldstændig blæst omkuld både af den løssluppenhed og den højtidelighed, der var over arrangementet. Jeg er ikke selv religiøs, men den aften var jeg tæt på at blive det. For mig blev det et vidnesbyrd om, hvor meget sådan en aften kan betyde for os mennesker, og hvor vigtigt det er, at der er mange kulturelle aktiviteter for flygtningene. De sidder jo i asylcentre i mange måneder og venter, og uden gode aktiviteter går de helt ned.
Hvilken koncert har du senest overværet?
Det var en koncert med sangerinden Nana Jacobi i Lønstrup Cafebio i februar.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
Det gør teatret. Der er meget lidt bevågenhed omkring teatret og om de dramatikere, vi har. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. I Hjørring har vi et meget levende teaterliv, og det kunne jeg godt unde resten af landet at have.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
Dødsmetal fatter jeg ikke en brik af. Det begynder allerede ved selve genrebetegnelsen. Dødsmetal er et af de mest uhyggelige ord, der findes. Jeg har hørt det, og det er modbydeligt. Man kan i øvrigt heller ikke høre, hvad de synger.