For to år siden spillefilmsdebuterede islandske Hlynur Pàlmason med den danskproducerede ”Vinterbrødre”. En ubesmittet begivenhed i dansk film, der trak gigantiske overskrifter – og få biografgængere. Til det var den for kunstnerisk ukonventionel, for underlig. Den var nu nok for flere, men faldt – som så mange fremragende film før og efter – på denne for ofte kunstigt frembragte skelnen mellem det høje og det lave, det tilgængelige og det komplicerede.
Men for nu alligevel lige at blive i dikotomien, så tegner der sig en mere farbar vej for Pàlmasons ”En hvid, hvid dag”, der foregår på Islands højderyg i stedet for i de danske kulminer.
I den hvide tåge, der får landskab og bygd, menneske og natur til at changere. Det er nutiden, men det er også sagaernes tid, det mytiske urmenneskelige, der ligger under Maria Von Hausswolffs rå og symmetriske verdensanskuelse. Hendes fotografering er ypperlig, jordbunden og æterisk på samme tid. Hendes optagethed af forladte steder efterlader et prunkløst aftryk af Island – men et utroligt smukt et.
Men hvorfor nu mere tilgængelig?
En bil slænger sig mellem fjeldene på en smal, smal vej. Indtil den kører ud over kanten. Ulykken bliver i periferien. Blomster ligger på vejen, som andre biler kører forbi. Et kuet mindesmærke. Kvinden bliver nævnt i bisætninger af sin datter, sit barnebarn. Hun optræder på et par smalfilm, og hendes skjorte dukker duftende op af en flyttekasse. Alligevel er selvmordersken der hele tiden.
For hovedpersonen, en sygemeldt politibetjent (Ingvar Sigurdsson), har mistet hende. Og med hende mistet grundfjeldet under sine fødder. Han tror, hun har haft en affære med en fælles bekendt. Et jalousispor bugter sig af sted, men det er slet ikke det, der er hjertet. Det er forholdet mellem det talende barnebarn (Ída Mekkín Hlynsdóttir) og den tavse morfar. Det er her, varmen pludselig trænger ind. For Pàlmasons film kan synes kuldslåede, men vold og kærlighed hænger sammen. Når ordene ikke slår til, gør næverne heldigvis. Og her får følelserne befriende afløb.
Politimanden bærer på en gammeldags maskulinitet. Forrygende morsomt foreviget i scener hos psykiateren, hvor enkemanden bliver spurgt, hvem han er, hvad han vil. Indtil han ikke holder det ud og bryder ud af sorgens koreografi.
Hlynur Pàlmason er en af de bedste til filmisk at mejsle mænd i en tid, hvor maskuliniteten er under pres. Mænd skal være bløde, de skal være hårde. Mænd skal undskylde deres køn, mænd skal slet ikke være opmærksomme på køn. Men ”En hvid, hvid dag” overskrider vores egen taktfaste tid. Det er umælende mænd, med hjerter større end følelsesfloskler og positiv psykologi.
Islandsk film gør sig fortjent flot i Danmark i disse år. Det islandske sprog – det fremmedartede genkendelige – ankommer med et melankolsk mørke. Filmene fortælles fra dybet med en anden alvor, men også med en særlig humor. Grinet er måske lidt længere undervejs, men det er lige så overvældende.
Hlynur Pàlmason bærer mol med sig. Her trænger solen igennem disen, og frelsen findes til sidst i en underskøn scene. Må mange unde sig selv ”En hvid, hvid dag”.