Faderen røg cigar i bilen, da kunstmaleren Michael Kvium var barn, og familien havde pakket den gamle Morris Mascot Clubman for at tage på ferie fra Horsens til Sydeuropa. De var seks børn, så der kunne godt blive trangt i den rullende rygekabine, der egentlig var beregnet til højst tre passagerer på bagsædet.
”Jeg kan huske, at vi børn brokkede os over den tændte cigar, men han var da ligeglad. Han var faderen, så det var ham, der bestemte, selvom det var gustent for os andre at sidde i den stanktåge. Jeg sad selv med min lillebror i det bagagerum, der var tilbage, efter kufferterne og hjulkapslerne også var proppet ind, og vi sad så tæt klemt sammen, at de sikkerhedsseler, man jo ikke havde dengang, næsten heller ikke var nødvendige. Det var andre tider,” siger den kendte kunstmaler og suger liv i sin hjemmerullede cigaret, så den sidste glød lyser kort op, inden han knipser skoddet fra sig på parkeringspladsen for at vise ind til sin nye soloudstilling på galleri Nils Stærk på Nørrebro i København.
Udstillingen hedder ”Pale Male Tales”, for han udstiller ikke kun sine nye billeder, men især den hvide mand, som ikke længere kan tillade sig lige så høj cigarføring. For nu er det MeToo-bevægelsen, minoriteterne og feministerne, der sidder bag rattet og styrer tidens krænkelsesdebat. Og det bedste, den hvide mand nu kan gøre, er at tie stille og lade sig tugte, for alt, hvad han siger, vil alligevel blive brugt imod ham, som han siger.
”Mute” står der ligefrem på en kasket på en af mandefigurerne på Kviums nye malerier, der tematiserer tidens manderolle og den arvesynd, som den hvide mand har givet videre til næste generation.
”Det kan godt være, at mange er holdt op med at tro på kristendommen og arvesynden i almindelig dogmatisk forstand, men den mandlige arvesynd har vi da tilbage,” siger Michael Kvium med et drenget smil og tilføjer, at der i dag jo efterhånden er bred enighed om, at den hvide mand er en slem synder eller i hvert fald en skurk. Og nu er det blevet tid til, at han skal dømmes.
Manden med kasketten på maleriet bærer et drengespædbarn, som bærer en tilsvarende kasket, der er drejet, så der kun står ”ute”, så der også kan stå ”cute”, men nok mest sandsynligt ”mute’. For der er ikke meget sødt over Michael Kviums mandefigurer, som mere ligner de ”voldtægtsforbrydere, seriemordere og magtpsykopater, vi hvide mænd nedstammer fra”.
”Selvfølgelig har der også været genier inden for kunst og videnskab blandt vores hvide mandlige forfædre. Den hvide mand har trods alt fundet ud af meget, men højst sandsynligt fordi det også var ham, der sad og vel stadig sidder på magten. Men nu er der mange andre, der mener, at det er deres tur til at sidde på flæsket. Der er et voldsomt mere eller mindre berettiget stormløb i gang imod den hvide mand, så han er faktisk mere udsat end nogensinde før. Og min idé med udstillingen her er at sætte krop på denne forhadte hvide mand, som jeg selv deler identitet med. For vi bliver beskrevet af alle andre, men vi beskriver stort set ikke os selv.”
Michael Kviums nye malerier er ikke nogen smukke selvportrætter, for som han før har udtalt her i avisen, maler han først og fremmest altid sin egen blindhed og indbildskhed, men denne gang også bleghed.
”Billederne skulle fremstå så blege som muligt. Den hvide mand skulle gå i et med væggen, men gerne med nogle rekvisitter, som jeg ynder at bruge. Det åbner vores måde at aflæse ting på,” forklarer han og kigger op på et maleri, hvor to blege mænd holder hver sin tændte lighter med den ene hånd og hele verden med den anden.
Danmark fylder bare det hele på den flade jordklode, som de to mænd sammen bærer sammen. Billedet hedder ”Enlightenment” (oplysning). På de fleste andre malerier på udstillingen står der kun en bleg deform mand i forskellige stillinger med syv striber bag sig.
”Striberne har jeg lavet for at tydeliggøre, at han står på en scene. At han bliver udstillet og betragtet. Og jeg valgte selvfølgelig syv, fordi det er et magisk tal, som bliver brugt lige fra ugens syv dage i Bibelen til dødssynderne og de syv små dværge i eventyret om Snehvide,” siger han og kigger ned.
På gulvet i galleriet ligger en slags sammenkædet ring af cocktailpølser i bronzeskulptur, som Michael Kvium forklarer, at han har lavet for at vise, at den hvide mand hænger sammen med andre hvide mænd i en uløselig kæde, for hvis en dummer sig og skæres over, dør de andre.
Samme mønster går i øvrigt igen som tatovering på armen af manden med ”mute”-kasketten. Men de nye malerier afspejler også en kønsforvirring, idet det – bortset fra mange bogstaveligt talt udpenslede penisser på udstillingen – kan være svært at kønsbestemme hans figurer. Nogle bærer endda BH, lange strømper eller klovnekostumer, for han vil vise, at kønsrollerne i dag er flydende:
”Engang var der faste roller i samfundet, men nu bliver der sat spørgsmålstegn ved alting fra maskulinitet til kønsroller. Vores identitet er hele tiden til diskussion. Det er derfor, at jeg er blevet nødt til at male penisser på figurerne, så folk kan se, at de er mænd. Engang fandtes der to køn, nu findes der en regnbue af kønsidentiteter, så man nærmest bliver betragtet som unormal, hvis man bare føler sig som almindelig mand. For findes han overhovedet? For manden har det ikke kun været skidt, at posen er blevet rystet lidt siden 1960’erne, hvor jeg var barn, og kønsrollerne godt kunne være stive og stereotype. Men allerede min far følte sig uretfærdigt behandlet af rødstrømperne, fordi han syntes, at han i forvejen havde forsøgt at deles om arbejdet med min mor derhjemme. Han havde måske røget cigar i bilen, men ellers altid respekteret hende. Men nu skulle han høre på, at han var kvindeundertrykker. Og her på udstillingen har jeg forsøgt at fange lidt af den følelse, man kan have som mand i dag midt i forvirringen i vores begreber om, hvem vi er.”
Hvem er den hvide mand så? Michael Kvium kvier sig ved at svare:
”Det eneste, vi efterhånden ved, er, at den hvide mand er den sidste, man må lave sjov med. Alle andre er ofre. Tidligere fortalte vi hele tiden vittigheder, især om aftenen, men nu er det slut, for der er altid nogen, der bliver krænket. Hvis en hvid mand laver sjov med andre, er det, fordi han ikke giver sin plads som klam stodder. Ligestillingen virker jo kun den ene vej. Hvis vi overhovedet er noget, så er vi tabere,” siger han og tilføjer, at udstillingens sidste lille billede egentlig siger det hele. For der har han malet sine egne kastrerede kønsdele.
”Min stil har altid været inspireret af barokken,” forklarer han.
”Som ung maler ledte jeg efter et kunstnerisk udtryk, da jeg faldt over et maleri fra barokken. Det forestillede den blinde Sct. Lucia, som jo fik stukket sine øjne ud, fordi hun ikke ville give slip på sin tro. På maleriet holder hun et sølvfad frem, hvor hendes egne øjne ligger. Det, syntes jeg, var en stærk måde at fortælle historien, og her har jeg gjort noget af det samme,” siger han og kigger på den behårede klump kønsdele, som sejler i sit eget blod på lærredet. Men så er det også tid til en ny cigaret udenfor i det milde vintervejr.
”Se,” siger han og peger over på den anden side af gaden, hvor et årstidsforvirret træ minsandten er begyndt at springe ud som en langsom lysegrøn nytårsraket på Nørrebro.
”Det er første gang, jeg har set et træ springe ud så tidligt. Det er næsten skræmmende, hvis det skyldes klimaforandringerne. Det er nye tider,” siger han og slukker cigaretten.