Prøv avisen
Interview

Norsk forfatter: Alle forældre er fælles om frygten for at fejle

Den norske ­forfatter Monica Isakstuen følte sig længe alene med følelsen af ikke at slå til som mor, men nu har hun modtaget mange reaktioner fra læsere, der genkender følelsen. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

”Jo mere jeg har tænkt over min relation til mine børn, jo mere har jeg tænkt over min relation til mine forældre.” Det siger den fremtrædende norske forfatter Monica Isakstuen, som er aktuel på dansk med en roman om afmagten i moderrollen

På papiret handler den norske forfatter Monica Isakstuens roman ”Raseri” om en kvinde, der ligner hende selv til forveksling. For hun bor selv i et stort, gammelt hus med tre børn – en søn, hun har med sin tidligere mand, og to tvillingepiger (i romanen er tvillingerne drenge), hun har med sin nye mand.

Det meste af romanen, der netop er udkommet på dansk, foregår inde i hovedpersonens hoved og i hendes store, gamle hus med så langt til naboerne, at ingen kan høre, når hun råber af sin mand og ikke mindst sine tre børn derhjemme. Romanen åbner i en hverdagskonflikt i en supermarkedskø, hvor hun bevarer fatningen nogenlunde, mens en fremmed kvinde bliver så sur over, at hun springer over til en nyåbnet kasse, at damen råber, om det også er sådan, hun behandler sine børn derhjemme?

”Scenen er vigtig, fordi den giver et blik på fortælleren udefra, så det sætter en masse tanker i gang om, hvordan hun faktisk er som mor,” forklarer Monica Isakstuen, som er i Danmark for at tale om sin roman. Og det var også her i landet, at hun selv fik stoffet til en central scene i bogen, hvor et af de små tvillingebørn får en finger i klemme i døren ved et uheld under et mislykket forsøg på at putte børnene.

”For mig skete det under en ferie i Danmark, hvor den ene af mine piger ikke ville lægge sig i seng, så jeg gik stadig mere irriteret ind og ud af soveværelset, men da jeg lukkede døren, var der pludselig noget, der sad i klemme, for jeg havde ikke set, at min datter havde sine fingre bag døren, og så skyllede det ind over mig med skyld, fordi jeg jo havde været irriteret på den lille pige, der nu sad og græd, fordi jeg havde klemt hendes fingre. Jeg var fuldstændig fortvivlet over, at min datter havde ondt i sine fingre på grund af mig. Havde jeg været en pragmatisk person, havde jeg beroliget mig selv med, at det ikke var med vilje, men jeg har altid en masse tvivl på mig selv. Jeg tvivler hele tiden på, om jeg er en god mor, et godt menneske og en god forfatter. Jeg tvivler uafbrudt, så da det var sket, og jeg opdagede, at min datters fingre var o.k., tænkte jeg, at jeg kunne bruge fortvivlelsen til at skrive en scene, så den kom med i bogen, to måneder før bogen var færdig.”

Hovedpersonens følelse af usikkerhed som mor tager også udgangspunkt i situationer, Monica Isakstuen selv har oplevet, selvom hun aldrig har låst et barn inde i et skab i raseri, som moderen gør i bogen. Og hun har heller aldrig selv haft en depression over at være blevet mor, men hun kan selv tage sig i at behandle fremmede folk i supermarkedet mere mildt end sine egne børn.

”Sommetider kan jeg undre mig over, at jeg kan tale så dårligt til mine børn, når jeg ikke taler sådan til andre. Det er lidt følelsen af at være en slags psykopat. Der er jo noget psykopatagtigt over at opføre sig pænt i køen i supermarkedet og så gå lige hjem og slippe vreden løs på sine børn. Men det er også meget ensomt at miste besindelsen over for sine børn, fordi det er også er meget skamfuldt, og man tror, at ingen andre snakker så dårligt til sine børn. Men både med denne roman og min forrige roman har jeg fået mange tilbagemeldinger fra folk, som synes, at det er befriende at læse, at andre også kan føle sig som dårlige forældre. Og jeg synes, at der er noget smukt i, at så mange genkender de følelser fra dem selv. Men alligevel sidder mange i hvert sit hjem med fortvivlelsen over, hvor alene man er med sin følelse af fiasko som forælder.”

Men hvorfor tror du, at så mange giver resterne til deres familier, mens de opfører sig civiliseret på jobbet og i supermarkedet?

”Måske har man ikke råd til at opføre sig dårligt ude i verden, for der står der så meget på spil. Hvis man arbejdede som lærer eller pædagog og havde tilladt irritationen at blive sluppet løs på samme måde, så var man jo hurtigt færdig, og det havde man ikke råd til, fordi man ville blive stoppet og miste sit job. Derhjemme er der måske lige så meget, der står på spil, men det er alligevel der, man kan slippe sig løs.”

Romanen sætter også ord på nogle af de helt forbudte tanker, som forældre kan få.

”Jeg tror ikke, at der er et større tabu i Norge end at fortryde, at man fik børn. Man kan ikke engang tænke tanken til ende i praksis. Man kan godt fortryde, at man fik børn, men tanken er jo umulig at fortsætte, for de findes jo. Og jeg synes, at det er spændende, at man ikke kan tænke, at jeg ville ønske, at jeg ikke havde fået børn, uden at få en bølge af skyld over sig. Man kan ikke tænke sådan en tanke uden at opleve fordømmelse fra enten samfundet eller en stemme i én selv,” siger Monica Isakstuen, der tidligere har skrevet en roman om det svære i at være skilsmisseforældre.

Hvad synes du selv er svært ved at være mor?

”Det er jo vildt at få tvillinger. Og det er i det hele taget et enormt pres at blive mor, ikke kun, fordi man kan få fornemmelsen af, at kroppen går i opløsning, men også mentalt. Man skal ikke bare sørge for madpakker med vindruer i, men man skal også sørge for, at børnene får et godt selvværd. Og der ligger uhyggelig meget magt i mine hænder, hvis jeg også skal sørge for, at mine børn bliver psykisk stabile. Det er voldsomme krav at lægge på forældre. Jeg bliver ikke stresset over madpakkerne, men følelsen af, at hvad jeg gør og ikke gør, indvirker på deres psyke, er min største bekymring. Det er slidsomt. For det betyder, at det er min skyld, hvis de laver en fejl. Og det kan også skabe en konstant frygt for selv at fejle. Det tror jeg, at alle forældre oplever,” siger hun og ser ned i bordet foran sig:

”Ofte har frygten for at blive sur næsten også været det værste, fordi det har sat mig i en selvforstærkende stress-situation. Men for mig har det hjulpet, at børnene er blevet større. Det er nemmere at forholde sig til mennesker end skrigende kødklumper,” siger hun og griner højt og længe, inden hun tilføjer:

”Det hårde ved babyer er jo, at de hele tiden udtrykker deres behov ved at skrige. Det er nemmere, når de får et sprog. Men de har stadig samme stærke vilje, og jeg kan tage mig selv i at få lyst til at bestemme alting for dem, men sådan fungerer det jo ikke. Måske hjælper det også, at jeg har skrevet bogen her. Jeg ved ikke, om det er terapi at skrive en bog, men jeg oplever faktisk, at jeg er blevet en lidt mere rolig mor af det. For når man sidder og skriver om at være sur, kan det kun virke morsomt og latterligt i mange tilfælde.”

”Og jeg føler mig heller ikke længere så stresset over, at de vil noget andet end det, jeg vil. Og jo mere jeg har tænkt over min relation til mine børn, jo mere har jeg tænkt over min relation til mine forældre. Min far er død, men min mor har stadig en stærk opfattelse af, hvad der er rigtigt for os børn. Jeg tror ikke, at hun har været særligt optaget af at lytte til mig og mine brødre. Og det har jeg lyst til at lave om i min egen opdragelse ved at være mere nysgerrig efter, hvad børnene kunne tænke sig. De skal ikke bare være, som jeg vil have dem, men have lov til at finde ud af, hvem de selv gerne vil være,” siger hun og tilføjer:

”Men jeg kan stadig råbe af dem derhjemme. Og jeg tror også, at det er svært helt at slippe sin egen opdragelse. Barndommen er jo et langt kursus i at være forælder, fordi man kommer i en slags mesterlære af sine egne opdragere, så der er ikke noget at sige til, hvis noget af den fejllære også bliver videreført, men når man læser eller skriver om det, ser man det udefra, så man både kan grine af det og forsøge at lave det om med sænkede skuldre, fordi man ikke er den eneste forælder, der ikke er perfekt.”

”Jeg tvivler hele tiden på, om jeg er en god mor, et godt menneske og en god forfatter.

”Jeg tror ikke, at der er et større tabu i Norge end at fortryde, at man fik børn.

Sommetider kan jeg undre mig over, at jeg kan tale så dårligt til mine børn, når jeg ikke taler sådan til andre. Det er lidt følelsen af at være en slags psykopat

Monica Isakstuen, forfatter