Meg Woltzer: Hustruen. OVersat af Ellen Boen. 282 sider. 249 kroner. C&K Forlag.
I den litterære verden findes der nogle fasttømrede forestillinger om, hvordan en ”rigtig” forfatter skal se ud og gebærde sig. Fra romantikken har man idealet om, at forfatteren er en ensom og martret eksistens, der alene på sit loftsværelse eller ude i naturen finder inspiration til sine digte. En anden og lige så klichefyldt forestilling er, at forfatteren er en macho-mand, der bæller whisky til morgenmad, går til tyrefægtning om formiddagen og deltager i en borgerkrig over middag, mens han nedlægger villige damer og skriver lange romaner i muskuløs prosa resten af tiden.
Som alle klicheer har også disse to en vis forbindelse til virkeligheden, og sidstnævnte macho-ideal har amerikanske forfattere som Ernest Hemingway og Norman Mailer i en vis udstrækning legemliggjort. Sidstnævnte optræder i en sidebemærkning i den satiriske roman ”Hustruen”, der er forfatteren Meg Wolitzers (født 1959) første roman på dansk. Hende hører vi gerne mere til, selvom ”Hustruen”, der udkom i USA i 2003, ikke er uden problemer.
Handlingen kort: Mailer optræder i Wolitzers roman, fordi hustruen, der har givet bogen sin titel, er gift med en Mailer-lignende forfatter (han hedder Joe Castleman), der blandt andet konkurrerer med Norman Mailer - en af de store kanoner i 1960'ernes amerikanske litteraturmiljø, hvor store dele af romanen foregår, og hvor det ifølge romanen var dagens orden blandt forfattere i New York at konkurrere om at råbe højest i samfundsdebatter, skrive de bedste, længste og mest realistiske romaner og i det hele taget spille rollen som levemand, mens hustruerne tog sig af det praktiske på hjemmefronten.
Rammen om romanen er en flytur til Helsinki, hvor Castleman skal modtage en pris, der næsten svarer til Nobelprisen. Som ældre herre i 2003, hvor denne del af romanen foregår, har han omsider opnået den ultimative anerkendelse og står på toppen af sin karriere. På netop dette tidspunkt vælger ”Hustruen”, Joan Castleman, at forlade ham.
Bægeret er fyldt: Hun er træt af hans snorken, overvægt, bravado-snak og macho-stil, som hun egentlig altid har fundet ynkelig, forstår vi i de lange flashbacks. Joan er dog blevet i ægteskabet, fordi - ja, hvorfor? Romanen har svært ved at beslutte sig for, om den er en satirisk gennemlysning af college- og litteraturmiljøet i 1950'erne og 1960'erne, eller om den er en kommentar til alle ægteskaber, der kører på rutinen i fastlåste kønsroller. Det meget specifikke (en bestemt tid, et bestemt miljø) og det meget almene (alle ægteskaber) løber ikke rigtig sammen.
Der er imidlertid slående observationer i begge spor, og alle, der læser romaner og lever i et ægteskab, vil finde skægge passager og skarpe karakteristikker, hvad angår macho-idealer i den litterære verden og rustne kønsrollemønstre på hjemmefronten.
Det store problem med romanen er dog svært at nævne, for så afsløres for meget. Hermed blot være sagt: der er til sidst en drejning i handlingen, som kaster nyt lys over alt det passerede. Men da romanen er en jeg-fortælling, hvor alt er set fra Joans synsvinkel, indebærer denne drejning, at ”Hustruen” er et mesterværk. Og det er den ikke.
Nå, det lyder lidt kryptisk, men det er bedre ikke at afsløre for meget, så læs selv romanen, der i øvrigt er på vej som film med Glenn Close i rollen som Joan Castleman. Og vil man en tak dybere ned i debatten om kunst og kønsroller, kan Siri Hustvedts roman ”Den flammende verden” anbefales.