Forårssolen er tilbage. Himlen er ikke længere en grå presenning, men en blå påmindelse om, at alting nok skal gå. Og selv på Assistens Kirkegård i København, vrimler det med vintergækker og erantis mellem gravene som et lydløst kor, der forkynder, at livet er stærkere end døden, fordi genopstandelsen er og bliver livets dna.
Fuglene er også vendt tilbage med den samme sang, mens de to lokale musikere og komponister Morten Jessen og Lars Greve går rundt og soler sig over at være i live mellem alle de døde komponister her.
”Vi bor i nærheden, men det er faktisk også et livsbekræftende sted for os begge. For vi har begge helt små børn, så vi bruger begge to kirkegården som barnevognsrute,” siger Morten Jessen.
”Ja, en af mine venners børn kalder endda kirkegården for skoven. Som vestjyde er jeg nu opdraget med rigtige skove. Men for mig minder kirkegårdens rum faktisk også om kirkerummet, det er et refleksionsrum, hvor jeg også kan gå og samle tankerne, mens jeg henter håb i troen. Og det er der jo virkelig brug for i tiden,” siger Lars Greve, der voksede op med den nuværende vestjyske biskop Elof Westergaard som nabo ved Husby Kirke, og sådan fik Lars Greve både saftevand og spontan søndagsskoleundervisning på den anden side af hækken som dreng.
Kirkerummet er heller ikke fremmed for Morten Jessen, der er organist i Høsterkøb Kirke. Han er samtidig vokset op som barnebarn af en missionær i Nigeria, hvor faderen også voksede op.
”Min far er også musiker og har spillet meget i kirke, mens både Lars og jeg har spillet mere sammen på Roskilde Festival end i kirken. Vi mødte også hinanden på Rytmisk Musikkonservatorium, inden jeg uddannede mig til organist,” forklarer Morten Jessen, men det er alligevel første gang, at de to har lavet musik sammen med en så stor og unik klang som i deres fælles lydinstallation ”Lysets engel”, som man hverken kan høre her på kirkegården eller i køen i Netto, som de siger, for de har skabt lyden ud af de største instrumenter, de kendte, til kirkerummet i Høsterkøb Kirke.
Havet er verdens største instrument, har den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson skrevet. Men kirkeorgler kan til gengæld være store som hvaler, der skyller ind over et kirkerum med deres brusende klang.
”Mange orgler er så store, at man kan åbne en dør og træde ind i dem. Og så står hver enkelt pibe fysisk foran dig, så du kan stille en mikrofon foran den, hvis man ved, at den er vigtig for den musik, man skal spille. Og det skaber en unik lyd,” siger Lars Greve, der sammen med Morten Jessen har lagt endnu flere lag til den store orgelklang. For med værket ”Lysets engel”, der i mere end en forstand spiller på Weyes melodi til Ingemanns mesterlige salme fra 1837, har de to musikere simpelthen sat lyden fra otte forskellige orgler sammen.
”Det er blevet et stort klangmaleri. Med ét orgel har man rigtig mange farver at spille på, men med otte orgler har man næsten uendelige farvenuancer at male med, så man kan føre en uendelig rumfornemmelse ind i værket,” forklarer Morten Jessen smilende.
De otte orgler står i hver sin kirke i Rudersdal Provsti, men værket bliver fra den 22. april bogstaveligt talt spillet fra solnedgang til solopgang gennem højtalere i Høsterkøb Kirke, hvor Morten Jessen altså selv er organist til hverdag.
”Vi skulle finde en tidsramme og et tidspunkt, hvor der ikke skete andre ting i kirken, men jeg synes, at timerne mellem solnedgang og solopgang kalder på en refleksion over livet, døden og troen, fordi stykket jo spilles fra lysets ’død’ til lysets tilbagekomst. Værket varer tyve minutter og gentages hver halve time som en slags meditation over, hvad lys og tro er,” siger Morten Jessen, mens Lars Greve nikker:
”Det er jo et ordløst værk, og vi har ikke selv gjort os en masse teologiske overvejelser, men det er, som om betydningerne alligevel kommer af sig selv, så folk kan lægge deres egne tanker ind i værket.”
De otte orgler kan således for eksempel ses som en reference til de otte påskedage fra palmesøndag, hvor Jesus som verdens lys red ind i Jerusalem, til påskemorgen, hvor han opstod fra de døde. Og der ligger da også en form for opstandelsestanke i værket, forklarer Morten Jessen:
”Der kommer en koral midt i stykket, som havde arbejdstitlen ’Gensyn’. Og den koral skrev jeg faktisk til min onkel, der døde i december, så det er komponereret på en forestilling om et gensyn. Og titlen ’Lysets engel’ spiller selvfølgelig også på lysets tilbagekomst. Værket er bygget sådan op, at det starter fuldt af lys og går over i en mere stille hvæsen og et mere mørkt afsnit. Og så bliver det altså spillet igen, så lyset på den måde vender tilbage igen og igen. Det sker jo også hver dag, at solen står op og gårned.”
Sådan kan døgnets rytme også ses som en opstandelsesprædiken: Solen rødmer over sin nedgang hver aften, når havet langsomt sluger den store ildkugle for at give plads til de andre stjerner i mørket. Men opstandelsesmiraklet gentager sig til gengæld hver morgen, når solen igen står op og går over hav og bjergetop og over land og by for at sprede liv og lys og lyst, som Ingemann også skrev i en morgensang. Og nu er forårssolen altså tilbage som en lydløs forkyndelse over Assistens Kirkegård, mens der snart vil være masser af lyd i Høsterkøb Kirke nord for København.
”Kirkerne står tomme som en fysisk manifestation af noget, som vi har efterladt i os selv. Men nu fylder vi altså kirken med musik for at supplere og forstærke det refleksionsrum, som kirken allerede tilbyder i en tid, hvor alle søger efter fordybelse,” siger Morten Jessen, inden vi forlader ”de dødes skov” for at fortsætte ud i trafikken, der tuder som tusind orgler.