Det særeste og sejeste, der sker i ”Den stumme myte”, står den altid hurtigttænkende, men ellers ikke altid polemiske professor Jan Rosiek for. I løbet af sit bidrag om digteren Ole Sarvig introducerer han under afsnittet ”Aktuelle teoretiske perspektiver” et væsentligt krav for bogen som helhed: Der må indkredses ”nogle aktuelt presserende problemfelter, som Sarvig bør have en mening om, hvis han skal tages alvorlig som kulturkritiker.”
Derfor citerer Rosiek ”en række prominente nyere kulturteoretikere” for at vise, hvor en kulturkritik burde sætte ind i dag. Der må være eksempelvis være et magtteoretisk perspektiv efter Foucault, der hævdede, at ”magten er […] en slags centrum, der findes i alt, også i de mest demokratiske processer”. Walter Benjamin citeres for at påpege sprogets afmagt i moderniteten, mens også Heidegger og Adorno får ordet.
Man sidder og nikker, ah ja, humanvidenskabernes fremskridt.
Sagen er: Samtlige citater stammer fra Ole Sarvig selv. Helt til det sjove: ”Modernismens arkitektur […] er mindre kunst, end nogen anden arkitektur har været, men ærlig filosofi og ofte sublim æstetik.” Vi foranlediges til at tro, at det er Lyotard, men det er altså hereticaneren; værd at ihukomme med tanke på de evige anklager om Hereticas bagstræberiske natur.
Ud over grebets demonstrative appel er det værd at fremhæve, fordi eksemplet repræsenterer væsentlige pointer. Flensborg-professoren Anders Ehlers Dams antologi ”Den stumme myte” er på en måde en genretypisk udgivelse inden for humanioraen for tiden: en artikelsamling, der stammer fra en universitetskonference. Problemet med disse udgivelser er, at de er kedelige, og at de er ligegyldige. Formentlig endda uden sammenhæng mellem disse to påstande. Men ”Den stumme myte” skiller sig ud på flere måde.
Der er kælet for bogens udseende og kvalitet. Bidragene er tydeligvis gennemarbejdet og -redigeret, og de er meget længere, end de oprindelige oplæg kan have været. Man har faktisk gjort sig umage. Med Rosiek som repræsentativt eksempel er det heller ikke (hele tiden) kedeligt.
Jævnfør bogens undertitel handler de fleste bidrag om eksempler fra efterkrigstiden med klar overvægt på hereticanerne og med afstikkere til navne som Karen Blixen og Asger Jorn.
De fleste kredser om tre sammenhængende pointer ud fra bemeldte eksempler. Det gælder påstanden om, at kulturkritik altid er – eller bør være – udtryk for en helhedstænkning. Det er ikke ”debat” om afgrænsede enkeltspørgsmål som nedskæringer i DSB eller vandtrykket i de københavnske køkkener. Det kan heller ikke være social ingeniørkunst, hvor man forestiller sig sjælelige aflejringer afhjulpet ved hjælp af økonomisk lighed eller ophør af strukturel diskrimination.
Tværtimod, introducerer Ehlers Dam: ”tabet af ånd, sjæl, poesi, det mytiske, det religiøse, fællesskabet, kunsten.” Dette er kulturkritik, og det kan kun opnås ved, at man anerkender, at indhold i denne genre er afhængig af form. Der gives ikke kulturkritik, der ikke er essayistisk, hvilket her vil sige, at den også gør et krav på at være kunst. Derfor er det selvfølgelig skønt, at det grundlæggende er en bog om forfatteres kulturkritik: Ud over de nævnte er det blandt andre Bjørn Poulsen, Ivan Malinkovski og Kaj Munk.
To af de bedste bidrag kommer fra folk, der er mindre kendte i danske sammenhænge, nemlig tyskerne Hjördis Becker-Lindenthal (Cambridge) samt Barbara Besslich (Heidelberg). Oversat til dansk af allestedsnærværende Lars Christiansen, der i øvrigt selv igen brillerer med sin særegne stil, her om Vilhelm Grønbech, og forklarer den nordeuropæiske kulturkritiks forudsætning i Nietzsche og Kierkegaard. Deres bidrag er ikke blot essayistiske i bedste forstand, de er også både originale og relevante. De er derudover typiske, fordi de kredser om en forudsætning for denne udgivelse: at kulturkritik forudsætter kriseerfaring.
Der er altid en fare for denne krisefetichisme i humaniora, og det er tit fordummende; så forfærdeligt er det slet ikke at være i live, og så unik er kriseerfaringen aldrig i de perioder, man selv godt kan lide. I denne sammenhæng er den dog fornuftigt argumenteret og meningsfuld og kommer også til udtryk hos de to bemeldte tyskere. Besslich fortæller sjovt om kulturkritiske ”monstre i stort format” efter Nietzsche, nemlig Thomas Mann og Oswald Spengler. Her beretter hun om dengang, den østrigske digter Hugo von Hofmannsthals datter overhørte en samtale mellem sin far og Thomas Mann:
”Mann sagde: Og Spengler gjorde da et stort indtryk!
Far: Nej, De ved, når én er klar over, at verden går under og ikke hænger sig men skriver en bog til 7,50 mark, så er han egentlig en skurk.
Mann: (forvirret) Tror De, nå ja, det kan jo godt være, ja, den er jo rent negativ…”
Man kunne med rette spørge sig selv, om en akademisk antologi er et sted, hvor kulturkritik og essayistik kan trives, men se: Her foreligger et monster af en bog også i stort format, og det er faktisk ikke særlig kedeligt. Alle har altid troet, at verden går under, og her har man skrevet en bog til 350 kroner om det. For de penge kan man få et eksemplarisk bud på, hvornår den slags udgivelser ikke er skurkagtige.