Prøv avisen

Alle har en historie at fortælle

Tonen i Margrethe Kählers bog "Kys livet - også når det gør ondt" er hele vejen optimistisk og livsbekræftende. Livet skal leves med goder og glæder, så længe det overhovedet er muligt. Et sympatisk budskab, der i høj grad burde kalde på en begejstret anmeldelse.

Idéen til denne bog om ældre og alderdom er sympatisk, men bogens form står i vejen for dens indhold

Margrethe Kähler, der er jurist og seniorkonsulent for Ældre Sagen, har fået den nærliggende og ganske glimrende idé at skrive en om en flok ældre mennesker, der har formået at skabe sig en god og indholdsrig alderdom. Bogen er tænkt som inspiration til andre ældre. En opfordring til at finde potentialerne frem i de livsbetingelser, som nu er blevet den enkelte til del her i livets sidste kvarter. Den lidt overfriske titel Kys livet også når det gør ondt sætter tonen an. Den dækker da også udmærket hensigten med en, men desværre ikke ganske indholdet. Det er der flere grunde til.

LÆS OGSÅ: Den første by

Bogen består af Elleve fortællinger om livsmod og indeholder 11 interview med i alt 13 personer: seks kvinder og syv mænd, heraf to par. De interviewede er mellem 53 og 87 år. De fleste er i 60erne og 70erne og er altså langtfra alle sammen, hvad man i dag vil kalde ældre, for nu ikke at bruge det efterhånden af de fleste så forkætrede udtryk gamle om dem af os, der har den korteste del af livet at tilbagelægge.

Interviewene kommer godt omkring de mange slags liv. Der fortælles om barndom og opvækst, arbejdsliv, kærlighedsliv og familieliv og så naturligvis frem for alt om, hvordan den enkelte fylder sit nuværende liv ud. Hensigten er at vise, at det er muligt at skabe sig en god alderdom, hvis man selv er parat til at gøre en indsats for det. Og det gør de så, de fleste af dem. Og det er grundlæggende både underholdende og fornøjelig læsning, men ikke så tankevækkende, som man måske kunne forvente.

Måske har det noget med ens personer at gøre eller måske snarere noget med den måde, en er skruet sammen på. Selvfølgelig har livet gjort ondt på de interviewede personer, det har det jo på alle, der når skelsår og alder på den ene eller anden måde, men den store sorg og de livsødelæggende tab hører vi ikke meget til. Der er et par enkelte ansatser, men de bliver ikke fulgt til dørs og trænger derfor ikke rigtigt ind. Der er naturligvis en del, der har mistet ægtefæller ved død eller skilsmisse, men det er jo et almindeligt livsvilkår. Heller ikke sygdom spiller nogen stor rolle for de medvirkende. Vi hører om et enkelt tilfælde af sukkersyge og et par dårlige hofter, men eller er man grundlæggende ved godt helbred og har en fornuftig økonomi.

Problemer med helbred og økonomi er jo ellers nok det, der oftest kan gøre det svært at kysse livet i de sene år. Kun en enkelt mand taler om, at han og hans kone aldrig har haft for meget at slå til søren med.

Til gengæld er han den, der taler mest om taknemmelighed, og som har overskud til at glæde sig på andres vegne.

Alt det pjank med sex er væk, Jeg har prøvet det hele, Jeg mænger mig ikke, Man er jo ikke ældre, end man føler sig, Pludselig blev her stille. Vær glad for dit liv og Musik er godt for følelserne er nogle af overskrifterne.

Tonen er hele vejen optimistisk og livsbekræftende. Livet skal leves med goder og glæder, så længe det overhovedet er muligt. Et sympatisk budskab, der i høj grad burde kalde på en begejstret anmeldelse. Alligevel er der noget, der halter. Det har især med formen at gøre. Det fremgår af forordet, at De elleve for-tællinger er skrevet med afsæt i båndudskrifter af de interviews, analyseinstituttet Gallup i oktober 2011 foretog for Ældre Sagen (...) Deltagernes anonymitet er sikret gennem andre navne, erhverv, bopæl m.v. Bogens fotos er modelfotos.

Det er netop her, skoen trykker. Der bliver ganske enkelt for langt fra de fortalte historier gennem alle disse forbehold (ændring af navn, erhverv og bopæl og modelfotos) frem til læseren. Der er tale om meget forskellige profiler.

Alligevel bliver der på grund af den megen bearbejdning og anonymisering af de enkelte ældres fortællinger tale om en form for sproglig ensretning. En ensartet sprogtone på trods af forskellig sprogbrug, der skaber afstand. Dertil kommer så de modelfotos, som hvert enkelt interview er forsynet med, et par af dem oven i købet med undertekster som for eksempel Holger med barnebarn. Det fungerer bare ikke. For det er jo hverken Holger, der taler i interviewet eller ses på billedet med et barnebarn, som heller ikke er hans.

Tænk, hvis man havde ladet 11 ganske almindelige ældre med egne ord fortælle deres livshistorier med glæder og sorger, tab og traumer, sygdom og savn. Skabt den tillid, der fik dem til at turde tale ud og stå offentligt ved deres liv. Alle har jo en livshistorie at berette, som andre kan have gavn og glæde af at lytte til. En sådan ville have været en ren glæde. Som det er nu, føler man sig en lille smule snydt. Det er ikke altid, at hensigten helliger midlet.