Prøv avisen

Teater om det almindelige liv: Alle mennesker har noget interessant at fortælle

Anna Scheel har levet et langt liv med mange rejser, og nu interesserer hun sig blandt andet for lyshealing. Hendes fortælling er en af dem, der i de kommende uger bliver dramatiseret af skuespillere fra Team Teatret i vandreforestillingen ”#Glimt”. – Foto: Mads Würtz Gammelgaard

Team Teatret i Herning har skabt en teaterforestilling med ægte menneskers ægte historier, som opføres i borgernes ægte hjem. Forestillingen ”#Glimt” har premiere i boligområdet Brændgårdsparken i morgen

Anna Scheels nysgerrighed blev vakt, da hun sidste år så en campingvogn trille ind i sit boligområde Brændgårdsparken i Herning. For var det overhovedet tilladt at campere der? Hun stak hovedet indenfor og mødte der dramatiker Brian Wind-Hansen, der viste sig ikke at være kommet for at campere, men for at høre historier.

”Det var fint at snakke med ham, han var en flink mand. Han fortalte mig, at han skulle skrive noget, men jeg gjorde mig ikke mange tanker om, hvad det kunne blive til,” fortæller Anna Scheel om den efterårsdag, hun satte sig ind i campingvognen og begyndte at fortælle.

Men det ved hun nu. For ikke nok med at fragmenter af hendes livhistorie er blevet til et bidrag i vandreforestillingen ”#Glimt”, så har hun også sagt ja til, at Team Teatret må lade en af ruterne i forestillingen gå igennem hendes lejlighed.

”Jeg synes, det er meget modigt af Team Teatret at binde an med sådan en slags teater, der kommer direkte ud til folk,” siger Anna Scheel. Hun har boet i Brændgårdsparken i 29 år og håber, at forestillingen vil trække en masse publikummer ud i hendes boligområde.

”#Glimt” er blevet til af de historier, der er blevet fortalt i campingvognen. Det er ikke en historie om Brændgårdsparken, men om det liv, som mennesker, der tilfældigvis bor der, har levet eller lever lige nu. Idéen med forestillingen er at give publikum mulighed for at se glimt af andres liv. Det vil være helt almindelige liv, som de fleste af os lever, men som gennem teaterets bearbejdning bliver gjort spændende og vedkommende. For alle har, når det kommer til stykket, noget interessant at fortælle.

”Brian Wind-Hansen har loyalt taget imod historierne, og han har udvalgt både livsomvæltende beretninger og små historier om hverdagsagtige, men vigtige ting. De er sat sammen til bidder og forløb, der bliver spændende,” siger Rasmus Ask, der er instruktør på forestillingen. Han tilføjer:

”Skuespillerne er dygtige fortællekunstnere, og når de tager fat om historierne, er det, som når man tager et billede, giver det en flot ramme og hænger det op på væggen. Så bliver det til noget mere, noget andet og endnu mere levende.”

Publikum kan blandt andet opleve en ældre mands beretning om sit lange ægteskab. Erindringen om dengang han mødte sin hjertenskær i Ringkøbing, hvor hun arbejdede i køkkenet i det hus, hvor han havde lejet et værelse, og om hvordan det nok ikke var helt tilfældigt, når de to mødtes på trappen. Nu er der to år, til ægteparret skal have guldbryllup, men han er nervøs for, at de ikke når så langt. For hustruen er blevet syg. Han passer hende selv i lejligheden og ordner alt det praktiske. Det er virkeligheden. Ligesom det er virkelighed, når 75-årige Anna Scheel har fortalt om, hvordan hun healer folk med lys hjemme i sin lejlighed.

”Andres historier kan være tæt på eller langt fra, og de kan lyde mærkeligt, kedeligt eller måske helt ligegyldigt, men som teater bliver det interessant,” siger Rasmus Ask, der samtidig peger på, at ved at flytte ud i byen, i Brændgårdsparken, kommer publikum langt væk fra det gængse teater, men helt tæt på de mennesker, det handler om.

Efter en fælles begyndelse i Brændgårdsparkens multihus bliver 50 publikummer pr. forestilling fulgt af særlige guider ud på forskellige ruter i boligområdet. De kommer ned i vaskekældre, ind i lejligheder og rundt i opgange. På ruten bliver historierne fortalt både som lydbilleder og som levende fortælling.

De fire medvirkende skuespillere er ikke klædt ud som specifikke personer, men er ens klædt i sort og hvidt.

”Det er vigtigt, at skuespillerne ikke forsøger at portrættere en bestemt person, der lever i et specifikt boligområde. I stedet skal de være historiefortællere. Historierne kunne komme andre steder fra, og det er ikke alle oplevelser, der er foregået i boligområdet,” siger Rasmus Ask.