Alle kender "Den guddommelige Komedie", men Dante skrev også andre, prisværdige ting

Ditlev Tamms fine oversættelse af Dantes skrift ”Monarkiet” giver os et interessant indblik i en af middelalderens klogeste og bedste forfatteres tankeverden

Alle kender "Den guddommelige Komedie", men Dante skrev også andre, prisværdige ting

Dante (1265-1321) er mest kendt for den største italienske klassiker, ”Den guddommelige komedie”, hvor Dante går ned gennem Helvede og op gennem Paradiset for til sidst at se kosmos og Gud i en stor vision. Men han skrev også filosofiske værker som ”Monarkiet”, og det er glædeligt, at det nu foreligger i en dansk oversættelse ved Ditlev Tamm.

Dante præsenterer selv værkets tre emner således: ”Om Monarkiet er nødvendigt for verdens vel; for det andet, om der var et retligt grundlag for, at det romerske folk påtog sig Monarkiets byrde; og for det tredje, om Monarkens autoritet stammer direkte fra Gud eller fra en anden som Guds tjener eller stedfortræder.”

For at forstå emnerne skal man være klar over, at ”monarki” hos Dante betyder et universelt herredømme som for eksempel Romerriget.

Dantes første og politiske emne skriver ham ind i en lang tradition, der begynder med stoicismen, går over kristendommen og ender ved overstatslige institutioner som FN og EU. Tanken er, at en overstatslig instans skal sikre freden, ”således at der på denne menneskenes jord kan leves frit og i fred”.

I anden del argumenterer Dante for, at Romerriget var sådan en institution, og at det derfor havde legitimitet. Dante slutter dette historiske afsnit med at ønske, at den, der svækkede Romerriget, aldrig var blevet født!

Tredje afsnit er politisk. Dante ytrer sig her i den langvarige debat om forholdet mellem pavens og kejserens magt. Har kejseren sin magt fra paven, så paven altså skal godkende og kan afsætte kejseren? Eller har kejseren sin verdslige magt direkte fra Gud uafhængigt af paven? Dante argumenterer for den sidste mulighed, og dette afsnit peger direkte frem mod Luthers adskillelse af kirkelig og verdslig magt.

Dante argumenterer med en charmerende blanding af citater fra Bibelen og antikke forfattere, især Aristoteles, og med anvendelse af middelalderens formelle logik. De fyldige noter er en god hjælp til at følge tankegangen, og oversættelsen er for det meste til at læse, som sådan en tekst nu kan være det.

Enkelte steder kunne Ditlev Tamm måske have hjulpet læseren med en begrundelse for sit valg af oversættelse. Dante polemiserer for eksempel mod nogle gejstlige, der ikke bruger kirkens midler på de fattige, men på sig selv, hvorved Kirken forarmes, og skriver så:

”Og en sådan forarmelse sker ikke uden Guds vilje, da de fattige, hvis ejendom Kirkens midler er, ikke støttes med de midler.”

Det er lidt svært at forstå, og Dante skriver da også ”absque Dei iudicio”, altså ”uden Guds dom”, som måske giver lidt bedre mening.

Men den slags småting må ikke skygge for, at Ditlev Tamm med denne oversættelse har givet danske læsere mulighed for ved selvsyn at møde en anden side af Dante end den, vi kender fra ”Den guddommelige komedie”, og det er meget prisværdigt.