Alle kirker fører til Rom

Kristendommens rødder er tydelige i Roms kirker, siger litteraturhistorikeren Andreas Rude, der har skrevet en kulturarvsguide til en række af de vigtigste kirker i storbyen

En række besøgende rører ved apostlen Peters fod. – Foto fra bogen.
En række besøgende rører ved apostlen Peters fod. – Foto fra bogen.

Rom var verdens hovedstad, da evangeliet om Jesu død og opstandelse spredtes i den antikke verden. Her gik mange af de største kristne martyrer med apostlene Peter og Paulus i spidsen også i døden for det kristne budskab.

Læs også: Peterskirken: Den katolske hovedkirke

Men det stoppede ikke kirkens opblomstring, tværtimod, for prædikener om martyrernes mod var de bedste. Andre gik i bogstavelig forstand i Jesu fodspor ved at blive korsfæstet – som apostlen Peter, der dog af respekt for Jesus bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad.

Martyrernes død blev kirkens sæd, siger man. Og oven på mange af de store martyrers grav byggede man også senere kirker, fortæller litteraturhistorikeren Andreas Rude, der er aktuel med kulturarvsguiden ”Kirker i Rom – Evighed og erindring i pavernes by. ”

”Kirker er altid et godt udgangspunkt, hvis man skal lære en by at kende. Selv i en by som New York giver kirkerne en fin indgangsvinkel til, hvilken by man er landet i, og hvordan den forstår sig selv. Det gælder også for Paris, London og i helt særlig grad for Rom. For Rom er fyldt med kirker, samtidig med at Rom er en metafor den institutionelle kirke,” siger Andreas Rude og peger på, at Rom som bekendt blev pavernes by, idet man betragtede Peter som den første pave, den klippe, hvorpå Jesus ville bygge sin kirke.

Peterskirken, der også huser Peters grav, er således også kirkernes kirke i Rom.

”Peterskirken er på den ene side fuldstændigt overvældende. På den anden side er den også helt nede på jorden, fordi den netop også bare er en kirke, ikke blot for denne verdens mægtige, men især for ganske almindelige mennesker. Der er et fint billede i bogen af nogle asiater, der rører ved Peters fod på den berømte statue af apostlen midt i kirken. Og det er svært ikke at blive grebet af stemningen. Men man er også nødt til at investere en lille smule af sig selv for at få noget ud af kirkerummet,” siger han og tilføjer:

”Selvfølgelig er der også mennesker, hvem Peterskirken efterlader helt kold. Men jeg tror, at langt de fleste reagerer positivt på den,” siger han og tilføjer, at hver eneste kirke i Rom har en spændende historie at berette, hvad enten det nu er i form af kristen forkyndelse eller som erindringssted. Og jo mere vi er opmærksomme på kirkernes arkitektur, kunst og oprindelse, jo mere får vi tilbage som turister, besøgende eller pilgrimme, mener han:

”De folk, der byggede kirkerne, vidste, hvad de byggede til. Der er for eksempel historien om Michelangelo, der blev hevet ind af paven for til sidst at sætte skik på Peterskirken. Han tilbød at arbejde gratis som en gestus ’af kærlighed til Gud og hengivenhed for apostlen’, som han sagde. Og min bog er tænkt som en hjælp til at komme ind i det univers, som kirkerne skaber og udspringer af. For hver kirke har netop sin egen historie, og kirkerne i Rom er samtidig også et billede på en utrolig mangfoldighed.”

Helgenerne er knyttet til forskellige kirker. De forskellige ordenssamfund er også knyttet til forskellige kirker, ligesom forskellige nationaliteter og sågar forskellige egne af Italien er knyttet til forskellige kirker i Rom. For de havde deres egne kirker, inden Italien blev samlet i 1870. Selv i dag har englænderne, franskmændene og talrige andre nationer deres egen kirke i Rom, mens danskerne også har et kapel for Knud den Hellige i kirken Santa Maria in Traspontina.

”Nogle af kirkerne som Santa Maria in Aracoeli eller Santa Maria del Popolo fortæller i særdeleshed om Roms historie, med epitafier og fyrstegravmæler. Andre kirker fortæller om kristendommens allertidligste historie eller tematiserer bestemte fænomener,” forklarer Andreas Rude.

Bogen er tænkt som en guide, der kan læses på hotelværelset, og de første kapitler i bogen er struktureret omkring de klassiske valfartskirker som Peterskirken, San Paolo fuori Le Mura med Paulus’ grav og Roms domkirke, Laterankirken, og Santa Maria Maggiore, som både udefrakommende pilgrimme og turister altid har besøgt.

”Jeg skriver kun om et udpluk af Roms kirker. For der ligger hundredvis af dem i Rom, der hver for sig er interessante, fordi de på hver deres måde alle sammen er en del af byens og kristendommens erindring med deres stærke rødder og historier. Men de er også interessante, fordi de åbner for og legitimerer en religiøs længsel på tværs af århundreder,” siger han.

Selv vender han dog igen og igen tilbage til Peterskirken, der rummer en hel prædiken i sin korsinspirerede arkitektur, der både peger opad og ud i hverdagen, forklarer han:

”Det er stærkt for mig at komme ind og se korsskæringen, hvor Michelangelos kuppel og Berninis baldakin mødes over det sted, hvor Peter blev begravet. Det er hjertet i kirken. Men Bernini skabte samtidig en vigtig scenografi i kirkens længdeakse ved at lade søjlerne i den enorme bronzebaldakin indramme sit andet hovedværk, ’Peters Stol’, i kirkens apsis. Stolen er et symbol på det kirkelige læreembede, og i den visuelle forbindelse mellem stol og baldakin forstår man, at traditionen fra apostlene kobles sammen med kirkens forkyndelse i samtiden. Sådan er der tænkt over de mindste detaljer i Peterskirken,” siger Andreas Rude og tilføjer, at de overvældende kirkerum rundtomkring i Rom dog først og fremmest er brugsrum.

”Det oplevede jeg stærkest, da jeg besøgte Santa Maria del Popolo en dag, hvor det regnede så meget, at det dryppede ned gennem loftet i et af de meget smukke kapeller. Det havde fået kirketjenerne til at stille en spand på gulvet, der kunne opsamle regndråberne. Der havde spanden sikkert stået længe. På et museum eller et slot ville det være betragtet som en skandale og en katastrofe, men her tog alle det mere roligt, fordi det netop var i en kirke. Alle accepterede, at den store kunst ikke er det vigtigste i kirkerne. Kirkens brugere kommer her for at gå til messe eller bede, og kunsten er underordnet det ærinde. Mange gange kan den stimulere og hjælpe, men det er ikke kunsten, der er Gud. Det er en herligt provokerende og stærk tanke, synes jeg. Det kan godt være, at det forarger lidt i dag, men Michelangelo, Bernini og alle de andre kunstgenier havde ydmyghed nok til at indgå i den større sammenhæng under evighedens perspektiv. Og de vidste, at det i sidste ende kom dem til gode og gjorde dem udødelige.”