Den noget oversete danske komponist Rued Langgaard – der dog ikke er det mindste overset i Ribe! – arbejdede gennem det meste af 1920’erne på sit stort anlagte værk ”Antikrist”, der har status som hans eneste forsøg i operagenren uden dog at være en egentlig opera.
Det er en komposition, der deler vandene, akkurat som Langgaard generelt stadigvæk gør det. Mange fremtrædende danske musikere gør en behjertet indsats for at fremme hans sag, man behøver blot nævne de fire kvindelige strygere, der udgør Nightingale Quartet, og som har indspillet hans samlede strygekvartetter for pladeselskabet Dacapo. De medvirkede for øvrigt også med en sand maratonindsats i årets Langgaard-festival, der traditionen tro blev afholdt de første dage i september i det skønne gamle Ribe.
Udbuddet var mangfoldigt, og den vel nok mest spektakulære begivenhed fandt sted sent fredag aften, hvor man i den smukke domkirke havde programsat ”Antikrist” sammen med et værk af den russiske komponist Aleksandr Skrjabin, som i år dannede ”makkerpar” med Langgaard – nemlig ”Prometheus” med undertitlen ”Le Poème de Feu” (”Ilddigtet”) for kor, orkester og soloklaver og såmænd også et lysklaver, der undervejs gav farveskær til musikken. Det var en på flere måder passende optakt til den næsten hundrede minutter lange ”Antikrist”, og man måtte ikke mindst beundre Kristoffer Hyldigs indsats ved tangenterne.
Sønderjyllands Symfoniorkester havde længe forinden indtaget pladserne forrest i kirken, og det var ingen ringere end Michael Schønwandt, der skulle føre musikerne gennem aftenens to værker.
”Antikrist” kræver et væld af solosangere, og festivalledelsen havde sørget for at fremskaffe en række af de ypperste i faget:
Barytonerne Simon Duus og Frederik Rolin, tenorerne Gert Henning-Jensen, Adam Frandsen og David Danholt samt sopranerne Trine Bastrup Møller og Signe Asmussen. Især sidstnævnte var i rollen som ”Den store skøge” (typisk Langgaard-påhit) både iøjnefaldende i sit højrøde kostume og iørefaldende med sin utrolig evne til at kunne synge selv det største kirkerum op, uden at det bliver skingert.
Kostumer var ikke det eneste, der adskilte fremførelsen fra en traditionel koncert. I festivalleder Esben Tanges fantasifulde iscenesættelse var der så mange effekter og anderledes tiltag, at ”Antikrist” blev et lille stykke totalteater, der tog hele kirken i anvendelse – endogså prædikestolen, da biskop over Ribe Stift Elof Westergaard optrådte i rollen som ”Guds stemme”.
Og bagest i korrundingen kunne publikum følge med, da Langgaards særprægede tekst blev gengivet ord for ord, tydeligt at læse, noget vanskeligere at finde sammenhæng i.
Langgaards sprogbrug var bevidst altmodisch og spækket med sære sproglige konstruktioner som eksempelvis ”Larmens Kirke-Øde”. Som en svensk digter engang udtrykte det: ”Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta.” De bizarre vendinger stod nærmest i kø.
Til gengæld kunne man konstatere, at selve musikken i dette værk, der ikke fik sin sceniske førsteopførelse før i 1999, hele 47 år efter komponistens død i Ribe, er mere end almindeligt righoldigt – i hvert fald i hænderne på en kapacitet som Schønwandt. Den lange koncert var umagen værd – og det var da også generelt opfattelsen blandt publikum i den alt for tætpakkede domkirke. Man måtte spørge sig selv, hvorfor arrangørerne stort set ikke havde taget højde for den igangværende coronakrise. Denne anmelder var ikke den eneste, der havde iført sig mundbind. Heldigvis dækker et sådant jo hverken ører eller øjne, og omend med en vis betænkelighed valgte jeg at blive på kirkebænken og tage risikoen i kunstens tjeneste.