Prøv avisen

Alle taler om dommedag – undtagen præsterne

Tegning: Morten Voigt

Truslen om verdens undergang lurer overalt i tidens litteratur, film og tv-serier. Klimakatastrofer, epidemier og politiske sammenbrud konkurrerer med mere eksotiske trusler som zombier og angreb fra det ydre rum. Undergangen som litterært tema går langt tilbage i historien, og lige nu har vi en opbrudskultur, der fremkalder dommedagsfiktioner på samlebånd. Til gengæld er kirken tavs om emnet

Da tv-serien ”Game of Thrones” under stor bevågenhed sluttede med 73. afsnit den 19. maj 2019 stod det endeligt klart for seriens millioner af seere, at den dommedag, som havde luret siden premieren for otte år siden, var afværget. Hverken zombier, drager eller menneskenes altødelæggende, selvdestruktive adfærd fik gjort en ende på det hele. Verden stod endnu. Men den stod tilbage som en krigshærget, affortryllet verden med en skrøbelig fred.

På den måde var seriens afslutning både tro mod sin egen misantropiske grundstemning og i pagt med den generelle apokalyptiske tidsånd, som i disse år udtrykkes på forskellig vis i litteratur, film og tv-serier, mener Peter Mortensen, der er lektor ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og blandt andet forsker i katastrofefilm og klimalitteratur.

”I vores kultur udgår ideen om dommedag, apokalypsen, fra Bibelen. Her er dommedag en guddommelig indgriben i menneskenes verden. I dag er dommedagsfortællingen blevet sekulariseret. Truslen mod menneskene kan findes udenfor i skikkelse af ’de hvide vandrere’, der lurer mod nord. Men grundlæggende handler fortællingerne om, at mennesket forbliver sin egen værste fjende,” forklarer Peter Mortensen.

Han uddyber, at mens tidligere storladne fantasy-fortællinger som ”Narnia” og ”Ringenes Herre” trækker på kristne forestillinger om en Messias-skikkelse, der ved dommedag vender tilbage og bringer alt i orden, her i skikkelse af henholdsvis løven Aslan og kongen Aragorn, så ”kigger man forgæves efter Jesus i ’Game of Thrones’”, mener Peter Mortensen, som ikke mener, at seriens bedste bud på en helt, Jon Snow, skal fortolkes sådan, selvom han undervejs i serien genopstår fra de døde.

”Selvom dommedagsfortællinger går meget langt tilbage, så er det forholdsvis nyt, at menneskene i fortællingerne er helt overladt til sig selv. De er ofte både ansvarlige for deres egen undergang og deres egen frelse,” siger Peter Mortensen, som kæder denne udvikling sammen med, at mennesket siden atombomben faldt over Hiroshima i 1945 har fået stadig større indsigt i sin egen dommedagsfremkaldende evne.

Men hvis man ser bredt på det, er det ikke én apokalypse, men derimod mange sideordnede apokalypser, der er til stede i tidens litteratur og film. I den kolde krigs tid var fantasier over den store atomare dommedag populære, næsten lige så længe har forskellige variationer over klimakatastrofer, meteornedslag som i Lars von Triers ”Melancholia”, udryddelse af dyrearter, epidemier og andre sammenbrud for menneskeheden været udfoldet. Og en ny bølge af klimakatastrofefortællinger har de senere år set dagens lys med for eksempel Theis Ørntofts roman ”Solar” og Dennis Gade Kofods roman ”Nancy”.

I den mere kulørte ende af genrerne finder man forestillingen om zombier – som er kødædende levende døde – vampyrer, varulve og fremmede rumvæsener som trusler mod den menneskehed, som meget ofte viser sig selv at være skyld i alle katastroferne. En genre, som filmatiseres i voldsomt omfang i disse år, er alle superhelte-tegneserierne fra Marvel og DC Comics. Lige nu viser biograferne for eksempel filmen ”Avengers: Endgame”, som afslutter i alt 22 filmatiseringer af Marvel-tegneserier med figurer som Captain America, Iron Man og Thor, og det slutspil, titlen refererer til, er selvfølgelig superheltenes endelige opgør med truslen om verdens udslettelse. En tidligere film har båret titlen ”Ragnarok”, et begreb, der ligesom Thor-figuren, er hentet direkte fra den nordiske mytologi.

”Hvis en fortælling som ’Ringenes Herre’ trækker på den kristne dommedagsfortælling, så handler de mange superheltefilm om det godes kamp mod det onde, som vi også finder i den græske og den nordiske mytologi. Men her er det værd at bemærke, at menneskene er reduceret til bipersoner. Filmene handler om, at det ikke er op til os at træffe beslutningerne, der er større kræfter på spil. Det kan godt ses som kontraproduktivt, hvis man for eksempel i forhold til klimaudfordringerne ønsker at vække handling og civilcourage hos publikum,” siger Peter Mortensen.

Forfatter og tv-vært Niels Krause-Kjær fik ideen til sin nye politiske thriller ”Mørkeland”, da han opdagede, at der, siden han skrev ”Kongekabale”, pludselig var fare for, at tidligere tiders beskidte rævekager ville ende i et decideret politisk ragnarok, hvor de værdier og institutioner, som de vestlige demokratier ellers har bygget på, ville smuldre.

”I min bog er den amerikanske præsident Harry S. Truman en af mine helte. For mange af de søjler, som den vestlige verden hviler på i dag i form af FN, Marshallplanen, Nato og Verdensbanken, kom forbi hans skrivebord i de afgørende år efter Anden Verdenskrig, hvor han gudskelov nikkede ja til det hele. Men det er de konstruktioner i vores samfund, der slår revner i øjeblikket. Hele grundfjeldet i vores måde at indrette samfundet på siden Anden Verdenskrig bliver der pludselig sat spørgsmålstegn ved og rokket ved. Det betyder, at den verden, som man har anset for sikker, gynger mere, end man havde troet ville ske. Og i sådanne situationer kan man godt lade tankerne vandre lidt videre og skabe nogle lidt dystre fortællinger,” siger Niels Krause-Kjær, der allerede har fået ros for sin politiske thriller ”Mørkeland”, der mildt sagt lader politikere blive presset af populisme, så man mærker afgrunden åbne sig under Christiansborg.

Det samme sker i Jens-Martin Eriksens nærfremtidsroman ”Helter Skelter”, hvor der oven i købet opstår borgerkrig i Europa. Og Niels Krause-Kjær peger på, at en ny HBO-serie som ”Years and Years” fremmaner et lignende politisk landskab, hvor de klassiske værdier skrider, mens populistiske politikere strammer retorikken endnu mere.

”’Years and Years’ tænker bare fem år frem, hvor den politiske situation i Europa for alvor sejler i kølvandet på de politiske vinde i USA og klima- og indvandrerdebatten. Jeg har ellers altid været typen, der mente, at i morgen bliver bedre end i dag, og sådan har jeg det stadig, men man skal efterhånden gøre sig lidt mere umage for at tænke så optimistisk, og det er nok også en af forklaringerne på, at der i disse år opstår så mange nye dommedagsfortællinger. Det både fascinerende og skræmmende ved at leve i en opbrudstid er jo, at det først er om 25 år, at vi ved, om det er en ny normal eller bare en parentes, vi nu er på vej ind i,” siger Niels Krause-Kjær og tilføjer:

”For mig er det i hvert fald en ny følelse, der også er lidt bekymrende. Som ung troede jeg, at Europa nu hvilede på et fundament af fornuft, men jeg kom på andre tanker, da jeg læste den britiske forfatter Anne Applebaum, der i en amerikansk klumme skrev, at vi nu kun er tre valg fra, at Vesten ville forandre sig markant og kollapse. De tre valg var Brexit, det amerikanske præsidentvalg af Donald Trump og det franske valg. Men i Frankrig vandt populisterne jo ikke, så dommedag blev udsat i denne omgang.”

At dommedag truer, men bliver udsat igen, synes at være en fortælling, der optræder oftere end den særlige genre, som Edgar Allan Poe skabte i 1839, da han i novellen ”The Conversation of Eiros and Charmion” lod to døde mennesker føre en samtale om, hvordan det gik for sig, da jorden gik under. Dengang som i mange senere dommedagsfortællinger var det et meteor, der truede vor verden. Og variationer over sådanne trusler har vi altid kunnet finde i menneskenes fortællinger, mener Jakob Levinsen, kulturjournalist og forfatter til blandt andet bogen ”Helte og hobbitter”.

”Som jeg ser det, er der ikke mere dommedag i fiktionen end tidligere. Jeg vil snarere sige, at dommedag er kommet for at blive,” siger han.

Jakob Levinsen uddyber, at den genre, man i dag kalder climate fiction, som beskriver en jord i ubalance eller undergang på grund af klimaforandringer, har eksisteret i hvert fald siden den britiske forfatter J.G. Ballard debuterede i 1960 med ”The Drowned World” eller ”Verden under vand”.

”Og allerede omkring år 1900 blev England angrebet af marsboere,” tilføjer han med henvisning til H.G. Wells’ ”Klodernes kamp”.

Ligesom Peter Mortensen ser han dog en udvikling, der går i retning af, at mennesket i flere fortællinger er ansvarlig for sin egen redning samt en drejning mod fremstillinger af verden efter den store katastrofe.

”Man kunne kalde denne genre for ’civilisationsfortællingen 2.0’. Historien begynder ikke i naturtilstanden, som ødelægges af katastrofen. Historien begynder i ruintilstanden, og så må man bygge verden op derfra,” siger han med henvisning til blandt andet Cormac McCarthys roman ”Vejen” fra 2006.

Hvad angår superheltehistorierne er han enig i, at de fungerer som en parallel til græske og nordiske heltesagn. Og han peger på et element, som den nordiske Ragnarokmyte, ”Game of Thrones”, ”Ringenes Herre” og stort set alle superheltefilmene har til fælles. Det, der går under eller må forlade menneskenes verden, er ikke menneskene, men de overmenneskelige figurer som aserne i Valhal, dragerne i Westeros, elverfolket i Midgård eller alle tegneserieuniversets overmennesker klædt i kappe og trikot.

”Man kan sige om Ragnarok, at det er jo ikke verdens undergang. Det er gudernes undergang. Det er en affortryllelse af verden, som menneskene herefter må forsøge at håndtere på egen hånd. Det er, hvad for- tællingerne fører frem til, ikke til det bibelske gudsrige,” siger Jakob Levinsen.

Steen Skovsgaard, tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift, er en undtagelse. Han arbejder i øjeblikket akkurat på en ph.d.-afhandling om dommedag i bibelsk forstand.

”Jeg har efterhånden fundet ud af, at det er et meget stort emne, men hvis jeg skal sige det lidt populært, er det min fornemmelse, at mange taler om dommedag og har en opfattelse af, hvad dommedag er, men i kirken er man mere stille og tavs omkring at tale om dommedag og famlende overfor, hvad man skal mene om det,” siger Steen Skovsgaard, der ærgrer sig over, at kirken ikke byder mere ind på fortællingen om dommedag.

”Den verdslige fortælling om dommedag knytter sig alene til verdens undergang. Den forståelse har sejret, så det er det, man forstår ved dommedag, men den kristne forståelse af dommedag er langt større og også fuld af håb, så der er brug for en kirkelig reformulering af dommedag, der kunne tale ind i tidens sprog og give et bibelsk bud på, hvad man kristeligt set forstår ved dommedag,” siger Steen Skovsgaard.

Selv forstår han dommedag på flere måder, men er blandt andet stoppet op ved 2. Korinterbrev, 5, hvor der står, at vi alle skal fremstilles for Kristi domstol. Det kan forstås som et sted, hvorfra der bliver uddelt præmier for, hvordan man har levet sit liv, så dommedag er mere en evaluering af, hvordan man har levet sit liv, end en dom til fortabelse. For enhver, som tror på Kristus, kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet (Johs. 5, 24).

En sådan himmelsk MUS-samtale kan sikkert også være ubehagelig, men den slipper ingen for, mener Steen Skovsgaard, der dog også ser en trøst i dommedag.

”Man kan sige, at dommedag også er en måde at værne om tanken om Guds retfærdighed. Det ville jo også være trøstesløst for dem, der har et regnskab, der skal gøres op, hvis der ikke var en dommedag. På mit kontor står der: ’Gud ser alt’. Det opfatter nogle som strengt, men jeg har set det som en trøst og et frihedsbrev, siden jeg blev præst for 40 år siden, hvor jeg i øvrigt fik bibelverset fra 1. korinterbrev, 4: ’Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren’,” siger Steen Skovsgaard og tilføjer;

”For Kristus er en god og nådig dommer, og hvis Gud ser alt, ser han jo også, hvad vi kæmper med. Under alle omstændigheder er det trøsterigt, at det er Kristus, der er dommer, og ikke mennesker.”

For Kristus er en god og nådig dommer, og hvis Gud ser alt, ser han jo også, hvad vi kæmper med. Under alle omstændigheder er det trøsterigt, at det er Kristus, der er dommer, og ikke mennesker.

Steen Skovsgaard, tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift