Når håndarbejde heler sjælen

Nye bøger sætter fokus på hækling som terapiform, ligesom flere kursusforløb tilbyder mindful hækling. Fænomenet kan højne respekten for gamle kvindehåndværk, siger ph.d. i psykologi

Når du hækler, kan det give sindet ro og fordybelse, mener flere. Derfor kan håndarbejde blandt andet være en måde at bede på uden ord, siger pilgrimspræst Elisabeth Lidell. –
Når du hækler, kan det give sindet ro og fordybelse, mener flere. Derfor kan håndarbejde blandt andet være en måde at bede på uden ord, siger pilgrimspræst Elisabeth Lidell. – . Foto: Mads Jensen.

Når 44-årige Leila Kæmsgaard Pagh Schmidt griber hækletøjet, mærker hun en varme brede sig i kroppen.

”Der er en ro og fordybelse i det, men også en glæde ved at sidde med noget lækkert materiale i hænderne,” forklarer hun.

At Leila bruger et håndarbejde til at finde ro, er ikke et enestående tilfælde. Særligt i udlandet er der en tendens til at bruge hækling eller strik som et redskab til at opnå mindfulness – det vil sige det at kunne være bevidst nærværende i nuet. Tre engelsksprogede bøger om, hvordan man kan bruge hækling som et middel til afstresning, er eller bliver udgivet inden for de næste måneder. Én af disse, Betsan Corkhills ”Crochet Therapy. 20 Mindful, Relaxing and Energising Projects” (Hækleterapi. 20 mindful, afslappende og opfriskende projekter, red.), bliver udgivet på dansk i det nye år. Desuden udkom danske Stine Spedsbjergs ”Luffer og puffer – og andre ting du ku’ hækle” i februar. Her begrunder forfatteren i forordet bogens eksistens med, at hækling har haft samme effekt på hendes krop som meditation.

Mindful maling har fyldt boghandlernes hylder det seneste års tid, men mindful håndarbejde er endnu ikke yderligere udbredt på det danske bogmarked. I stedet er fænomenet til stede i form af praktiske kursusforløb om mindful hækling.

Netop sådan et, med titlen ”Mindful hækling – fokuseret nærvær”, tilmeldte Leila Kæmsgaard Pagh Schmidt sig i december sidste år. Kombinationen tiltrak hende, fordi hun gerne ville lære om mindfulness, men også var og er meget glad for håndarbejde. I skrivende stund er kurset, der løber over godt seks måneder, netop slut, men Leila vil gerne fortsat øve sig i at være mere nærværende i nuet.

”Det skulle være positivt for trivsel og velvære, og jeg vil gerne blive god til at skubbe de tanker væk, der fylder mere, end godt er,” siger hun.

Bag kurset ”Mindful hækling – fokuseret nærvær” står Anne Kirketerp. Hun er uddannet væver og strikker og har en ph.d. i psykologi, og denne kombination har hun det seneste år brugt til at udbyde kurser om mindful hækling. En metode, der ud over at være sundhedsfremmende også kan ”højne respekten for og sætte fokus på det, som håndarbejde gør,” siger Anne Kirketerp.

”Jeg underviste for 20 år siden i eksperimenterende tekstilhåndværk, og dengang var der ingen, der talte om, hvorfor vi lavede håndarbejde. Det havde ikke behov for at blive beskrevet. Men i dag skal alting begrundes, og derfor vinder håndarbejde frem, for du mærker en effekt, uden du nødvendigvis behøver at forstå hvorfor. Jeg håber, håndarbejde kan få en renæssance, for det både stimulerer de taktile centre i hjernen og er sundt, da det beskytter mod stress. Og den dimension, det helbredende, skal med, når man taler om de traditionelle kvindehåndværk. På den måde kan man argumentere for, at det kan og skal noget i dag,” forklarer hun.

Den sundhedsfremmende effekt skyldes, at man samtidigt med håndarbejdet øver sig på at opnå et koncentreret, bevidst nærvær i nuet. En tilstand, der kan aflede stress og tankemylder.

”Alle tanker forsvinder, fordi du er optaget af det, du laver. Men det er ikke bevidst, for det sker pr. automatik, når vi er dybt koncentreret om noget, for eksempel at hækle. Det hedder en flow-proces, og det er den tilstand, vi ubevidst søger, når vi laver håndarbejde. Det kaldes meningsfuld selvforglemmelse,” siger Anne Kirketerp. Det er dog ikke kun ved hækling, denne tilstand kan opnås, understreger Anne Kirketerp. Selv har hun valgt hækling, fordi det er enkelt at lære, men alle håndværk kan i princippet bruges. I øjeblikket er hun da også ved at lægge sidste hånd på en fem dage lang efteruddannelse i ”life crafting” eller ”livshåndværk,” hvor for eksempel håndarbejdslærere, sundhedspersonale og mindfulnessinstruktører kan få indblik i, hvilke psykologiske mekanismer der er på spil i kunsthåndværk.

Filosof Anders Fogh Jensen peger på to perspektiver, der kan forklare, hvorfor vi bruger traditionelle håndarbejder til at opnå ro i hverdagen.

”Der er den socialkritiske, som handler om, at vi har så megen fart på og kommunikerer så meget til daglig, at vi har brug for noget andet. Det er en gryende bevidsthed om, at det er vigtigt for os ikke hele tiden at være på,” siger han.

”Men man kunne lige så vel sige, at mennesket ikke førhen har haft stress-vanskeligheder, fordi de netop havde de her sysler. De var indlagt i hverdagen. Da man lavede maskiner, der tog de her sysler væk, tog man også noget vigtigt fra mennesket.”

Han mener, at koblingen mellem mindfulness og håndarbejde kan minde om zenbuddhismen, hvor det, ligesom med for eksempel hækling, handler om gentagne gange at gøre det samme.

”Det er en rutine, der kan gøres igen og igen, og jeg tror, at gentagelsen har en beroligende virkning på det menneskelige sind. For mange af os kan det at slippe tankerne uden at gøre noget samtidig føles meget fjernt. Det er ikke, fordi håndarbejdet skal gøre nytte. Det er mere det, at vi har svært ved at lade kroppen være inaktiv. Og her hjælper håndarbejde, for du skal ikke være innovativ, ikke have en mening, ikke præstere. Bare gentage.”

Spørger man pilgrimspræst Elisabeth Lidell, der blandt andet holder foredrag om kristen spiritualitet, er håndarbejde en anden måde til at opnå fordybelse end for eksempel bøn. Det handler ganske enkelt om at falde til ro, forklarer hun og henviser til bogen ”En vej til bøn” af den ortodokse præst Anthony Bloom. Heri fortæller han om en kvinde, som kom til ham med det problem, at hendes bønner ikke nåede frem. Bloom gav hende det råd, at hun skulle sætte sig i sin stol med sit strikketøj og strikke, men ikke bede.

”Efter nogle dage opdagede hun, at hun ikke var alene i rummet, for det var fyldt med Guds nærvær. Så håndarbejde er en måde at bede på uden ord,” siger Elisabeth Lidell.