Alle tiders svimlende tur i tidsmaskinen

Hvis man er til tidsrejser, stor kærlighed og London på Jack the Rippers tid, er der ingen vej uden om Félix J. Palmas helt uimodståelige "Tidskortet"

Alle tiders svimlende tur i tidsmaskinen

Tidsrejser er et tema inden for megen populærkultur. Det havde sin første storhed i England under dronning Victoria, hvor forfatteren H.G. Wells i 1895 udgav romanen "Tidsmaskinen". Den spanske forfatter Félix J. Palma lader sin roman "Tidskortet" tage sin begyndelse i London året efter i 1896, hvor hele byen er i tidsrejse-feber.

Ikke blot på grund af Wells' roman, selvom det var den, der begyndte det hele, men nok så meget fordi firmaet Murrays Tidsrejser faktisk har gennembrudt tidens mur og nu arrangerer rejser til en bestemt dato i 2000. Det er desværre endnu det eneste rejsemål, der lader sig nå rent praktisk.

Alt dette interesserer dog ikke den unge rigmand Andrew Harrington. Han belaver sig på at begå selvmord, fordi han aldrig er kommet sig over sorgen af sin elskede, der blev brutalt myrdet otte år tidligere. Men, tænker hans fætter Charles, Murrays Tidsrejser arbejder jo intenst på at udvide sortimentet, og hvad nu, hvis de faktisk kan arrangere en solo-rejse tilbage til den fatale nat i 1888 og forhindre mordet?

Det ovenfor refererede er kun den spæde begyndelse på en lang og fantastisk historie. Og denne historie er ydermere kun den første ud af tre forskellige, men alligevel raffineret sammenfiltrede fortællinger i denne roman. Normalt forbindes tidsrejser måske mere med drengerøv end med romantisk kærlighed, men hvorfor egentlig? For ligesom rejsen tilbage gennem tiden kan repræsentere den ultimative drøm om at genvinde en tabt kærlighed, kan man jo ikke vide om "den eneste ene" ikke befinder sig i en helt anden tidsalder? Det erfarer den unge frøken Claire Haggerty faktisk. Hun har aldrig følt sig hjemme i sin egen epoke, og på en af de arrangerede rejser med Murrays selskab må hun da også sande, at det er den heltemodige kaptajn Derek Shackleton fra 2000, der er hendes egentlige kærlighed. Men ak, kun et blik og få ord får de vekslet, før rejseselskabet skal tilbage til 1896.

I den tredje fortælling bliver forfatteren H.G. Wells selv hovedpersonen, men han er med hele vejen igennem. Han har sat feberen i gang, men tror ikke for alvor på, at det kan lade sig gøre at rejse i tiden ud over gennem fiktionen. Alligevel må han gang på gang opleve, hvordan folk kommer til ham for at få udredt deres lidenskaber og problemer med tidens gang og dens forhåbentlige modifikation.

Palma har befolket sin roman med virkelige personer fra det forrige århundredskifte, der er og bliver en uopslideligt fascinerende periode med sin grænsesprængende teknologiske optimisme på den ene side og sin besættelse af mørke og uhygge i gyderne bag gaslampernes skær på den anden side. Ud over H.G. Wells møder vi også hans forfatterkolleger Bram Stoker ("Dracula") og Henry James ("Skruen strammes") samt to af periodens monstrøse celebriteter, den grufulde morder Jack the Ripper og Elefantmanden. Vi mangler nærmest kun Sherlock Holmes og professor Moriarty, men Palma har modstået fristelsen til at bruge fiktive personer ud over dem, han selv finder på. Der er selvfølgelig masser af litterære vink og henvisninger og også små hilsener til film som "Back to the Future" og "Terminator".

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg er fuldstændig solgt til denne roman. Den er medrivende, neglebidende, gotisk, romantisk, fuld af litterært raffinement og pseudovidenskabelig intelligens. Men man skal holde hjernen klar og hjertet varmt, hvis man vil følge dette afsindige ridt af tidsparadokser, forbrydelser, bedrag og uendelig kærlighed.

Og hvad skal en ung, dydig kvinde i Victoriatidens London dog stille op, når den pæne unge mand, hun lige har truffet og nu sidder og drikker te med, fortæller, at de to om få timer vil elske på et pensionat i nærheden, og at det vil blive det skønneste øjeblik i hendes liv. Han ved, at det vil ske, for det har en fremtidig udgave af hendes jeg skrevet i et efterladt brev til ham, der er rejsende fra en endnu fjernere fremtid. Da hun hører det, falder hun i afmagt. Men kun for kort efter at hengive sig til ham. Det står jo nu engang skrevet på tidens kort. Eller siger han sådan til alle unge damer i et London ramt af tidsrejsens feber?

Det er ikke godt at vide. Men man har det lidt på samme måde, når man læser denne roman. Med mellemrum svimler det for én. Men så kommer man til sig selv. Og så giver man sig hen. Igen og igen.

Félix J. Palma: Tidskortet. Roman. Oversat fra spansk (El mapa del tiempo) af Iben Hasselbalch. 528 sider. 349 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk