Helle Helle møder ofte den fordom, at hendes minimalistiske romaner er så støvsugede for overskydende ord, at kun det mest sejlivede sproglige skelet får lov til at stå tilbage som en renskuret legeplads, andre kan sætte deres fortolkninger ind i. Sådan er det dog ikke helt, selvom hun arbejder meget med sine sætninger:
”Jeg tror faktisk, at jeg ville kunne recitere hele romanen for dig, fordi jeg er gået igennem den så mange gange. For det er helt vildt, hvor meget bedre det kan blive, hvis man lige får flyttet et lille ord eller rykket lidt rundt,” siger Helle Helle og smiler med øjnene, inden hun svarer på, om man da ikke kan få sprogligt rengøringsvanvid:
”Jo!”, siger hun og griner:
”På et tidspunkt må man også give slip, men jeg vil gerne have, at hvert ord skal give mening som en uundværlig del af den kæde af sætninger, der tilsammen skaber fortællingen i romanen.”
Helle Helle er også blevet berømt for sin minimalistiske prosa, der er oversat til 20 sprog.
Selv håber hun, at den nye roman bliver oversat til tysk, fordi titlen ”de” så kan blive til det tyske ”sie”, der som bekendt både kan betyde ”de” og ”hun”. For romanen handler om en pige, der både har sit eget liv som gymnasieelev, men også et særligt fællesskab med sin syge mor – ”de” er ikke helt som ”de” andre i byen, og sådan kan titlen allerede på dansk forstås på flere planer, ligesom mange af bogens sætninger simpelthen også begynder med ordet ”de”.
Helle Helle har skrevet romanen efter sin egen mors død for tre år siden. Og selvom romanen er fiktion, minder moderen, der flytter med sin datter rundt i den samme by i provinsen, også lidt om Helle Helles egen mor. Hun flyttede også en del med Helle og hendes søster – 11 forskellige adresser i Rødby blev det i alt til.
”Det forklarer nok alle de kufferter og flyttekasser, der er i mine bøger,” siger Helle Helle, som finder det naturligt at skrive om den verden, hun kender.
Hendes mor arbejdede – ligesom moderen i bogen – også i en gammeldags sæbeforretning, inden hun blev parfumedame på Rødby-Puttgarden-færgen. Og historien i ”de” udspiller sig tilmed i barndommens gader i Rødby, som Helle Helle stadig husker lige så godt som de nyskrevne sætninger i romanen:
”Jeg tror, jeg snart vil tage ned og se, om vejene ligger, hvor de skal. Men det gør de nok,” smiler Helle Helle, der også skrev om sin hjemegn i den roste roman ”Rødby-Puttgarden” fra 2005:
”For mig er det altid godt at skrive om noget, jeg holder af. Det er efterhånden længe siden, jeg har været i Rødby, for jeg har ikke længere familie i byen. Men jeg elsker Rødby usigeligt. Det er, som om et sted vokser, når man er væk fra det. Hvis der er et sted i verden, hvor jeg gerne ville gå rundt helt alene og kigge, uden at nogen opdagede det, så er det i Rødby. Jeg ville gå ad den lille sti fra rutebilstationen bagom lægehuset op til hovedgaden. Se ind ad vinduet til det, der engang var Poly Rens. Det er underligt, hvordan man kan have en forkærlighed for sådan et sted. Jeg kan ikke få nok af at gå ind på arkiv.dk og lede efter gamle billeder fra Rødby. Og der findes også facebookgrupper, hvor folk skriver indforstået til hinanden: ’Jeg plejede at købe slik der’, ’Jeg har boet i nr. 67. Hvem boede der før dig?’ og den slags, der er fuldstændig uinteressant for alle andre end dem, der kommer lige derfra.”
Hvad betyder sætningen “Alle veje fører til veje” først i romanen?
”Den har mange betydninger. Jeg tror ikke, jeg kender dem alle endnu. Men straks, jeg havde skrevet den, vidste jeg, den skulle med. Senere samme dag stod jeg og lavede mad og opdagede, at jeg var kommet til at tage mit forklæde omvendt på. Det er et forklæde, min datter har lavet i skolen med et påtrykt ’MOR’. Nu stod der ’ROM’. Så tænkte jeg: Det var der, sætningen kom fra. Den er forbundet med MOR, skrevet baglæns, på en måde, jeg ikke helt kan forklare. Senere har jeg opdaget, at der er et baglæns-tema i romanen. Handlingen bevæger sig på en gang bagud og fremad. Det har at gøre med, at alt er skrevet i nutid. Der er kun en anelse før-nutid, bortset fra i replikkerne. Denne nutid er måske med til at udsætte den katastrofe, der venter. Romanen handler jo om en mor, der bliver alvorligt syg. Den sidste tid, min egen mor levede, begyndte jeg af en eller anden grund at gå baglæns ud af rummet, når vi havde sagt farvel. Vi grinede en del af det. Min mor fulgte mig til døren på hospicet, og så gik jeg baglæns hele vejen ned mod stationen. I dag går jeg faktisk også baglæns væk fra hendes grav.”
Hvordan var dit forhold til din mor?
”Det synes jeg egentlig er udtalt, når jeg siger, at jeg gik baglæns væk fra hende. Det siger det, der skal siges. Og det bliver ikke udtrykt bedre af, at der kommer flere ord på. Men romanen handler ikke om min mor og mig, selvom der er meget, der ligner. Sådan er det, når jeg skriver. Det begynder måske nok med noget fra mit eget liv, men så forvandles det gradvist. For eksempel i kraft af mit forsøg på kun at bruge nutid. Det er det, der er det spændende ved litteratur. For al slags litteratur er i sin natur et eksperiment, og derfor er al litteratur eksperimenterende.”
Det er ikke første gang, Helle Helle har en meget ung hovedperson. Det havde hun blandt andet også i romanerne ”Rødby-Puttgarden” og ”Dette burde skrives i nutid”.
”Måske fordi det er en alder, hvor man ikke er særlig sat og stadigvæk lader sig rive med af begivenhederne. Det kan sagtens fortsætte med at være sådan livet igennem, og det er det også for nogle af de lidt ældre kvinder i mine bøger. Men jeg synes, at teenagealderen er spændende at skrive om, fordi den på en gang rummer sårbarhed og styrke – man skal både give slip på alt og finde sin egen vej. Måske er det også en del af min egen positive livsindstilling, at alle veje fører til veje.”
Hvordan var dit eget liv som 16-årig?
”Jeg kørte meget i bus. Sådan er det jo i provinsen. Jeg gik i anorak, jeg elskede Pia Raug, jeg troede, jeg kunne skrive. Jeg meldte min mor og mig til et filosofikursus på aftenskolen i Rødby, desværre blev holdet ikke oprettet, for vi var kun fire, der mødte op. Min mor havde ellers taget sit pæne tøj på og købt en notesbog. Dette ligger faktisk tæt op ad romanen. Den er også proppet med genstande fra vores liv dengang, glastrolde, fuglebure, dækcreme i farven cloud. Hvis min mor levede, ville hun kunne genkende meget. Nu er det alene min søster, der ved, hvor inspirationen kommer fra, når jeg skriver om vægge, der bliver malet gammelrosa efter en porcelænslysestage. Sådan har alle deres minder om ting og steder, der kan virke uinteressante for andre. Men jeg håber, at mange vil kunne genkende en grundfølelse. For selvom jeg skriver om en bestemt tid og et bestemt sted, prøver jeg jo også bare at skrive om det at være menneske, og så kan andre med deres egne tider og steder flytte ind i min roman,” siger Helle Helle.
