Flyet er fyldt. Varmen er trykkende. Benpladsen sparsom. Og selvom rejsetiden ikke er lang, kan ruten London-Athen godt være strabadserende, når man er klemt på midtersædet mellem en snakkesaglig guldbehængt ældre græker og en tyk teenager med dansende pølser henover et videospil.
Kvinden i midten er forfatter og på vej til Athen for at undervise på et skrivekursus. Men i stedet for at blive irriteret over sin klemte situation bruger hun tiden på at lytte. Det viser sig nemlig, at hendes græske medrejsende bærer på en fascinerende historie om ægteskaber og brud, finansielle op- og nedture og erfaringer fra en dobbeltkultur i både det engelske og det græske.
Hans historie, og flere andres, som forfatteren møder på sin vej, udgør det umiddelbare indhold i romanen ”Omrids”, der nu er oversat til dansk efter at have gået sin sejrsgang i den engelsktalende verden.
”Omrids” er skrevet af canadisk-engelske Rachel Cusk (født 1967) og er første bind af en trilogi (de øvrige titler er ”Transit” og ”Kudos”, der udkommer på dansk senere på året). Bøgerne bringer litteraturen et nyt sted hen. Alle vil være hovedperson. For Rachel Cusk er det nok at være sidemand. Hun vil ikke tegne et helt billede af en person og et plot som i en gængs roman, men hellere nøjes med et omrids, som romanen hedder. Cusk viser en anden vej i individualismens tidsalder og for den moderne roman, en vej, hvor det er nok at lytte og sætte sig selv til side. Romanen består af andres fortællinger.
Udover den græske levemand møder vi eksempelvis en irsk novelleforfatter med fattig opvækst og nutidig livskrise og en engelsklærer fra Manchester, der afløser vores kvindelige forfatter, da skrivekurset og romanen er ved at være slut, samt lokale venner og eleverne på kurset; knap to håndfulde livshistorier, der flyder ind i hinanden på en melankolsk grundtone.
Lidt efter lidt hører vi nok om fortælleren til at tegne et omrids af en skæbne, der forsøger at komme sig over et tab. En både selvberoende og selvudslettende eksistens, som vækker nysgerrigheden, men ikke på bekostning af de andres fortællinger, der er mere udfoldede. Det er nøjagtigt som forfatterkollegaen Linn Ullmann citeres for på bogens bagside: ”Formmæssig elegance, sproglig præcision og eksistentiel sårbarhed – alt er mesterligt balanceret i Rachel Cusks værk”.
Hvorfor skal man læse Cusk? Det skal man for at se, hvor den ambitiøse samtidslitteratur bevæger sig hen: Væk fra subjektet, over mod de andre. Og så skal man læse hende, hvis man genkender noget fra sig selv eller fra sine observationer af omverdenen i dette centrale citat – om muligheder i det passive og i at lade andre komme til:
”Jeg sagde, at jeg tværtimod var kommet til at tro mere og mere på passivitetens dyder og på at leve et liv så lidt præget af egen vilje som muligt. Man kunne næsten få hvad som helst til at at ske, hvis man anstrengte sig hårdt nok, men denne anstrengelse – forekom det mig – var næsten altid et tegn på, at man svømmede imod strømmen, at man tvang begivenhederne i en retning, de ikke naturligt ville tage”.