Stenalderens lossepladser var noget mere pittoreske end vore dages, men udtryk for den samme overflod af mad.
Det bliver med al tydelighed illustreret på Moesgaard Museums nye permanente udstillingsafsnit ”De første indvandrere – Stenalderen”, som Dronningen officielt åbner i aften, og som publikum kan boltre sig i fra i morgen.
I begyndelsen af udstillingen sidder en ung pige ved foden af en stor køkkenmødding – tre en halv kubikmeter østersskaller fra Limfjorden fylder en hel del – og med udsigt til en smukt udført båd af lindetræ. Ved siden af pigen, svøbt i skind, ligger et spædbarn, der måske er hendes eget nyfødte barn eller en anden kvindes barn, som hun holder øje med. Den slags kan arkæologer naturligvis ikke vide med sikkerhed.
De to figurer er modelleret efter et arkæologisk fund fra Ertebølle-kulturen, der blev gjort for 37 år siden på en stenalderboplads ved Tybrind Vig ud til Lillebælt på Vestfyn. Her lå de to cirka 8000 år gamle skeletter, der nu er udstillet i en montre ved siden af den store skulptur, og som ligger til grund for fortællingen om, at der var masser af både mad, teknisk snilde og æstetik allerede i stenalderen.
”Pigen og barnet er i sig selv et stærkt udtryk. Når vi placerer dem i en køkkenmødding og lader pigen sidde med en taske af brændenældefibre indeholdende stenøkser og fiskeredskaber, så er det også for at fortælle, at stenaldermenneskene hverken var forhutlede eller tilbagestående, som mange forestiller sig. Tværtimod. Der var masser af mad i havet, og redskaberne var på et, for den tid, meget højt teknologisk niveau, og samtidig var de smukt forarbejdede,” siger Pauline Asingh, der er afdelingsleder og museumsinspektør på museet.
Hendes ønske er, at vi nutidsmennesker skal kunne spejle os i forfædrene fra stenalderen, og det gøres bedst ved at vise menneskene og deres livsbetingelser frem – ikke kun de arkæologiske fund. Derfor inviteres museumsgæsterne med på en rejse af fiskeri og havjagt med pigens familie, når lyn og torden dundrer i rummet, og blodet fra de jagede marsvin fylder havoverfladen.
Man vader rundt i vand til anklerne og nogle steder langt op ad benene. Eller sådan føles det i hvert fald. Det nye udstillingsafsnit er, ligesom resten af Moesgaards permanente udstilling, et sansebombardement, der er muliggjort af udstillingsarkitekternes leg med animerede landskabsmodeller, pop-op-figurer, film og fortællinger i skøn forening med masser af fundne, arkæologiske genstande. Også genstande, der ikke tidligere har været vist.
”Stenalderfolkets viden var nedarvet gennem generationer, og på nogle måder nåede de et højere niveau end nutidsmenneskene på grund af deres evne til at tilpasse sig naturen. Eksempelvis spiste de meget sundt,” siger Pauline Asingh.
Udstillingsarkæolog Henrik Skousen supplerer:
”Vi har med udstillingen forsøgt at komme ind i hovedet på stenaldermennesket, for heller ikke dengang handlede det kun om at få maven fyldt,” siger han og fastslår, at alt naturligvis er forskningsbaseret.
Før man som publikum kommer frem til pigen og spædbarnet fra Ertebølle-kulturen, føres man gennem en tunnel med en film, der viser, hvordan klima og landskaber har ændret menneskers og dyrs levevilkår. Vi ser, hvordan isen først breder sig og siden trækker sig tilbage, og hører, at temperaturen for 10.000 år siden steg med hele fem grader på bare én generation. Igen er det et spejl, der holdes op og leder tankerne hen på vor tids globale opvarmning.
I udstillingen er det muligt at bevæge sig kronologisk frem: Fra de første indvandrere til Danmark, rensdyrjægerne, og deres skovland med både pelikaner, sumpskildpadder og bjørne. Til kystfolket og deres bugnende spisekammer til havs. Videre til jægerstenalderen, der er iscenesat i en såkaldt besjælet urskov, bondestenalderen, hvor menneskene begynder at tæmme naturen og den såkaldte enkeltgravskultur.
Frem til den 5. maj kl. 16.50 år 2789 f. Kr., hvor en total solformørkelse får naturen til at forstumme. Verden er af lave, og stenalderfolket gør hvad de kan, for at genoprette den. De tilbeder solen blandt andet ved at rejse palisader med ofringer, men det stærke fællesskab, der hidtil har kendetegnet kulturen, går i opløsning. Menneskene begynder at optage nye indvandrere fra syd og øst, og med dem kommer blandt andet hjulet og dermed vogne som transportmiddel. Til den mere bizarre del af udstillingen hører mennesker, der er stedt til hvile i vogne med okser foran, og hele vogntog, der er begravet langs nyanlagte veje.
Nu forskning tyder på, at et nomadefolk fra de sydrussiske stepper, Yamnaya-folket, rykker ind i Danmark omkring 2800 f. Kr. Med dem kommer der større fokus på individet, og de døde begraves i gravhøje. I Sydeuropa begynder bronzealderen, og der byttes rav, Nordens guld, for guld, tin og kobber. For museumsgæsterne er stenalderen også slut, og de kan bevæge sig videre ind i Moes- gaard Museums permanente udstillinger om bronze-, jernalder og vikingetid.