Israelsk instruktør: Latter er den bedste måde at håndtere tragiske emner på

Det er ofte, når vi gennemgår smerte, at livets absurditeter viser sig allertydeligst, mener premiereaktuel israelsk instruktør

Asaph Polonsky er født i Washington D.C. i 1983, men opvokset i Israel, hvor han også har instrueret sine to første kortfilm.
Asaph Polonsky er født i Washington D.C. i 1983, men opvokset i Israel, hvor han også har instrueret sine to første kortfilm. . Foto: Varun Viswanath.

Der er noget drenget over instruktøren Asaph Polonsky, som han står dér med sine mørke krøller og sit forsigtige smil. Han er i Danmark i forbindelse med premieren på ”En uge og en dag” og befinder sig i Cinemateket i København, hvor der er fyldt med mennesker. I et mere stille hjørne ved et bord i husets café fortæller han om filmen og sin baggrund.

Asaph Polonsky er født i Washington D.C. i 1983, men opvokset i Israel, hvor han også har instrueret sine to første kortfilm. Han er uddannet filminstruktør fra American Film Institute Conservatory og har tidligere lavet kortfilm, tv og musikvideoer.

I 2010 lavede han kortfilmen ”In Bed at 10 pm.”, der blandt andet blev udtaget til CFC Worldwide Short Film Festival i Toronto og vandt flere priser, og nu er han så klar med sin første spillefilm med dansk premiere i dag.

”En uge og en dag” foregår i Israel og handler om parret Vicky og Eyal Spivak, der på hver deres måde forsøger at håndtere tabet af deres 25-årige søn Ronni – et tab, der ikke mindst har fået deres indbyrdes forhold til at knage gevaldigt i hængslerne.

Handlingen udspiller sig den første dag efter shiva’en – den traditionelle jødiske sørgeperiode, hvor familie og venner besøger afdødes familie medbringende mad og moralsk opbakning – og nu står Eyal og Vicky altså på tærsklen til den nådesløse dagligdag med alle dens almindeligheder og praktiske gøremål.

Vicky kaster sig hovedkulds tilbage i sit lærerjob uden at se sig tilbage. Eyal derimod starter sit eget personlige oprør mod døden – i selskab med naboens rodløse søn og en pose af Ronnis medicinske cannabis.

Filmen er langt hen ad vejen inspireret af Asaph Polonskys personlige oplevelser:

”Min gode vens kæreste døde. Hun havde været syg længe, men på én eller anden måde kom det alligevel som en overraskelse. Nogle af hans venner kom over, og så bryder denne her fyr pludselig stilheden og spørger, om der er mere af hendes medicinske cannabis,” erindrer instruktøren og fortsætter:

”Der var noget ved den situation, jeg ikke kunne slippe: At det, der havde lindret hendes smerter, også kunne lindre de efterladtes. Filmen handler meget om, hvordan man håndterer sorg. Det er meget subtilt, og der er ikke nogen rigtig eller forkert måde. Alle finder deres egen vej.”

Filmens intensitet leveres primært af de to hovedrolle-indehavere, komiker Shai Avivi og teaterskuespiller Evgenia Dodina, der spiller henholdsvis Eyal og Vicky Spivak, og de to viste sig at være den helt rigtige sammensætning, fortæller Polonsky:

”Vi prøvede kun et par forskellige skuespillere i de to roller. Evgenia og Shai havde ikke mødt hinanden før, hvilket er ret atypisk i Israel, der jo er et meget lille land. De to er meget forskellige, men der var kemi med det samme,” forklarer han.

”Jeg havde Evgenia i tankerne, da jeg skrev manuskriptet, og så foreslog én af producerne Shai til rollen som Eyal. Lige fra begyndelsen var det som at se et rigtigt ægtepar!”, tilføjer han med et smil.

Vicky og Eyal er sekulære israelere, der lever et helt almindeligt liv i deres hus lidt uden for Tel Aviv. Ikke desto mindre ”sidder de shiva” for deres søn, sådan som det er almindeligt i jødisk tradition. Ordet shiva betyder syv på hebraisk og henviser til den fastlagte syv-dages sørgeperiode, der følger efter en begravelse.

Shiva handler jo om håndtering af sorgen – temaet for din film – men du har valgt at placere handlingen dagen efter, og parret virker slet ikke spor interesserede i at bearbejde deres sorg. Prøver du at sige, at man ikke altid kan bruge sine traditioner til noget?

”Nej. Shiva-traditionen kan være en hjælp på mange måder – dét, at der kommer mennesker og tager sig af dig, laver mad til dig, snakker med dig og hjælper dig med at komme tilbage til det almindelige liv. Men da vi møder parret, er alt det traditionelle forbi. Nu skal de videre ad deres egen vej,” forklarer Polonsky.

Ægteparret Spivaks shiva sætter ikke desto mindre tonen for hele filmen, og Polonsky medgiver da også, at det er dén, der er årsagen til den lidt uvirkelige stemning, der hersker i mange af filmens scener:

”Historien foregår jo i virkeligheden, men alligevel har man denne her lidt drømme-agtige fornemmelse. Det er, fordi vi befinder os i tilstanden efter shiva’en. I efterspillet, så at sige. Det dér sted, hvor dagene enten er meget korte eller utrolig lange, og hvor hele ens virkelighedsopfattelse begynder at ændre sig,” fortæller han.

Til trods for det tunge emne er ”En uge og en dag” dog overraskende morsom. Blandt andet udvikler Eyals forsøg på at rulle sit livs første joint sig ikke helt efter bogen, og hans pludseligt opståede, ret passivt-aggressive venskab med naboens søn Zooler (Tomer Kapon) giver også anledning til en hel del komiske optrin.

Men kan man slippe godt fra at lave en morsom film om sorg? Og hvordan gør man egentlig? Polonsky indrømmer, at det er lidt risikabelt, men samtidig mener han, at der er en naturlig forbindelse mellem netop humor og sorg:

”Det er ofte i situationer, hvor vi gennemgår smerte, at livets absurditeter viser sig allertydeligst. Under optagelserne var vi dog også meget opmærksomme på, at humoren skulle opstå naturligt ud fra situationen. Den måtte ikke forceres.” understreger han.

Asaph Polonsky er desuden overbevist om, at latter kan være en hjælp i de fleste situationer:

”Jeg tror, at det er den bedste måde at håndtere tragiske emner på. Det handler jo ikke om at latterliggøre, men om at vise det fulde spektrum af dét at håndtere sorg. De ting, filmens karakterer gør, tillader jo faktisk netop, at det komiske opstår,” uddyber han.

Filmen handler som nævnt om sekulære mennesker og har almenmenneskelige temaer. Den lægger sig imidlertid også tæt op ad klassiske jødiske forestillinger som dyrkelsen af det tragikomiske og livets forrang over døden – begge grundlæggende komponenter i jødisk kultur, religion og tænkning.

En lignende humoristisk dødsforagt sås for øvrigt også i en anden israelsk film fra 2014, Tal Granit og Sharon Maymons ”Afskedsfesten”, der blev beskrevet som en ”munter film om aktiv dødshjælp”.

Da jeg spørger om det jødiske aspekt af ”En uge og en dag”, opstår der dog en længere pause. Polonsky piller fraværende ved sin kaffekop og ligner et øjeblik en skoledreng til eksamen.

Så svarer han endelig: ”Det kan da godt være, de er der. Men jeg laver jo bare de film, jeg har lyst til at lave.”