Vrå-udstillingens status som en gedigen institution bekræftes i ny udstilling

Der er fokus på dybden i hverdagen, når skyggerne dansker i Vrå

Profiler af indbyggere i den nordjyske stationsby Vrå medvirker i Bruno Kjærs finurlige relief i træ, papir og metal, ”Skygge-dans”, der stiller ind på virkeligheden bag virkeligheden, på det usynlige og dog nærværende, dæmoner og dårskaber, kærlighed og løsslupne skeletter. Et karnevals-optog af det, vi lever og kæmper med. Foto: Vrå-udstillingen
Profiler af indbyggere i den nordjyske stationsby Vrå medvirker i Bruno Kjærs finurlige relief i træ, papir og metal, ”Skygge-dans”, der stiller ind på virkeligheden bag virkeligheden, på det usynlige og dog nærværende, dæmoner og dårskaber, kærlighed og løsslupne skeletter. Et karnevals-optog af det, vi lever og kæmper med. Foto: Vrå-udstillingen.

Skyggerne danser i Vrå. Det gør de naturligvis også andre steder. For de er overalt. Men det er de lokale af slagsen, der indgår i ”Vrå-udstillingen 2020”. Det sker i Bruno Kjærs finurlige relief i træ, papir og metal, ”Skyggedans”, der yderligere er tilsat en inciterende og uimodståelig musikalsk opfordring til betragterne om at danse med. De kan slet ikke lade være, måske i bevidsthed om de skygger, de selv ledsages af.

Profiler af indbyggere i den nordjyske stationsby medvirker i værket, der stiller ind på virkeligheden bag virkeligheden, på det usynlige og dog nærværende, dæmoner og dårskaber, kærlighed og løsslupne skeletter. Et karnevalsoptog af det, vi lever og kæmper med.

Ingen er uden skygge. Det minder relieffet os om.

Dette års udgave af den traditionsrige Vrå-udstilling har 30 bidragydere – heraf fire gæster. At sige noget sammenfattende om denne årgang er så svært, at man fristes til anvendelse af det diffuse begreb ”alsidighed”. Den er til gengæld stor, ja, nærmest overvældende. Sagt med stikord: publikum konfronteres med omkring 200 værker inden for arkitektur, skulptur, maleri, grafik, kunsthåndværk og tegning.

11 af deltagerne tager udgangspunkt i Vrå. Således har Karen Havskov Jensen med ”Indblik/udsyn – vinduer i Vestergade” i samarbejde med beboere i denne gade skabt fem såkaldte vinduesværker, der både kan ses på udstillingen og i Vestergade. Det er en gade, der ikke synes at kunne gøre krav på særlig bevågenhed. Men det er en pointe i værkerne, at selv det mest uanselige – eller banale – har en dimension, der anfægter ensidigheden i det hurtige indtryk. En gæst vil passere gaden uden egentlig at have været der. Vinduesværkerne må ses som en opfordring til at standse op. Den store kunstneriske oplevelse er der ikke tale om. Men man ledes i al stilfærdighed lidt væk fra medbragte fordumsfuldheder.

30 kunstnere bidrager til årets udstilling, der kan ses måneden ud. Blandt de deltagende kunstnere er Niels Fabæk, der i sine fotografiske print fra Vrå viser, at almindeligheder – eller det, man bilder sig ind er almindeligheder – kan indeholde overrumplende betydningslag.
30 kunstnere bidrager til årets udstilling, der kan ses måneden ud. Blandt de deltagende kunstnere er Niels Fabæk, der i sine fotografiske print fra Vrå viser, at almindeligheder – eller det, man bilder sig ind er almindeligheder – kan indeholde overrumplende betydningslag.

Også Laila Westergaard har samarbejdet med lokale, i hendes tilfælde med børn. Det er blevet til ”Børnenes Jord”, et sympatisk forsøg på kunst i børnehøjde, skabt i blå rønnegranit og inspireret både af den såkaldte rundkreds-pædagogik og af fortidens tingsteder. Det drejer sig om samtale, på ingen måde om almindeligheder. Det er i den grad livets store spørgsmål, der er på dagsordenen – det vil sige på stenene, for de har fået ”stemmer”. Nogle af spørgsmålene, der er nedfældet på dem, er disse: ”Hvad tror du på?”, ”Hvorfor skinner solen på mig?” og ”Hvad er et menneske?”.

Almindeligheder – eller det, man bilder sig ind er almindeligheder – kan indeholde overrumplende betydningslag, ofte skjulte, men ikke for den, der kan se dybere end til overfladen. Det gør Niels Fabæk i sine fotografiske print fra Vrå: Det for nogle meget kendte fremtræder med ukendt magi og bliver mere sig selv, men samtidig mere fremmed.

Det samme oplever man i den del af udstillingen, der ikke forholder sig til Vrå. Kirsten Kleins fotografier er oplagte eksempler på eksistensen af det eventyrlige i det upåagtede. Oplevet gennem hendes kamera-øje bliver en ”Stynet poppel” til et træ fyldt med stemmer, fyldt med livsklogskab. Jeg oplever et nært slægtsskab med det gamle piletræ i Martin A. Hansens novelle ”Martsnat”: som en troldkone står det der, ”tiskende, altid fuld af Mulmets Sladder, men god i sit trøskende Indre, god oppe i sit sorte Hoved”.

Ligeledes Kleins poppel har meget at betro én. Når man sætter sig under det, er det som at lytte til sit liv. Det, som det blev til – og måske også det, som det kunne være blevet til. Poplen ved besked om det hele. Dens ælde er ungt i sit nærvær.

Noget lignende gælder ”Hjertetræ”, et møde mellem træer, fortroligt bøjet mod hinanden, lyttende til hinanden. Lyden af vindens susen i hjertegrenene er også lyden af en sagte summen af stemmer. Klein får os til at tro på, at træer kan tale – ved at gengive, hvad hun selv ”hører”.

Det udtryksfulde, dybdeperspektivet i det hverdagsagtige, er endvidere til stede i Erik Heides skulpturer i bronze, aluminium og støbejern. Det er finurlige værker, der bliver ved og ved med at åbne sig for én. Den sidste dør finder man aldrig, den findes ikke. Det hele kan virke så enkelt, men er cirka det modsatte.

Forgængeligheden er et tema i Hjördis Haacks oliemalerier, skildret i skikkelse af visnende blomster, i et af billederne sat i direkte relation til menneskelivet: En blomst ses i en hånd, der vist også er ved at visne, liv og død i ét. Det er umiddelbart gribende værker.

I lighed med tidligere Vrå-udstillinger har smykkekunstneren Helga Exner fået sit eget intime rum, ”Tilbageblik”, med smykker fra perioden 1960-2020. Hvert smykke udgør sin egen verden, rigdom på rigdom. Uanset hvor længe man opholder sig i hendes poesi, er man der i for kort tid.

Alt i alt bekræftes Vrå-udstillingens status som en gedigen institution i dansk kunstliv.