Prøv avisen

Alsidig avantgardisme

4 stjerner

Fire samtidskomponister kronede Klang-festivalen i Den Sorte Diamant

I år kunne Klang – en af Europas store internationale arrangementer for samtidsmusik – fejre sit 10-årsjubilæum, og det tør siges, at det skete med manér. Blandt de mange tiltag var koncerten tirsdag aften i Den Sorte Diamant i København utvivlsomt festivalens flagskib. Komponis-terne til de fire værker, der blev fremført, var alle til stede og kunne modtage publikums bifald på scenen i Dronningesalen.

Der blev indledt med en uropførelse af den islandske komponist Bara Gisladottir, der har base i København. Hendes syv minutter lange værk var noget af en musikalsk gyser, hvad titlen da også mere end antyder: ”Music to Accompany Your Splatter Dreams”. Man kan roligt tale om et værk, der havde med sine mange slagtøjseffekter havde masser af kant. Rune Glerups klaverkoncert fra 2009-2010 var betydeligt længere, men heller ikke musik, der på nogen måder forsøger at stryge lytteren med hårene. Som solist var den svenske pianist Jonas Olsson knivskarp i et værk, som i programmet var omtalt som ”en slags lydbyggeklodser” – det lød grangiveligt, som om de væltede et par gange undervejs.

Første værk efter pausen var taiwanskfødte Li-Ying Wus ”Ritournelle Rondo alla L’albatro vermilacolato”, skrevet i 2018 for syv instrumenter og angiveligt inspireret af Galapagos-albatrossens parringsdans.

De syv instrumenters lyde flettede sig godt nok ind i hinanden, men hvad parringsdansen mundede ud i, skal jeg lade være usagt. Aftenens fjerde og sidste værk var Bent Sørensens ”Tunnels de Lumière” (Tunneler af lys) fra 2012, for mig at høre det mest spændende værk, der denne aften lod sig høre i den alsidige samtidsmusik, spillet af to af landets førende ensembler for ny musik, Athelas Sinfonietta og Esbjerg Ensemble, dirigeret af Pierre-André Valade.

Man går galt i byen, hvis man møder frem til en koncert med avantgardemusik i forventning om at høre muntre tralalula-melodier. For hvad det melodiske angår, kan man lidt maliciøst konstatere, at festkoncerten på Det Kongelige Bibliotek havde fortjent denne anmeldelses fire stjerner – en til hvert af de fire værker, den undrende skare blev præsenteret for. I avantgardemusikken er melodien ikke noget ærinde – ligesom avanceret malerkunst ikke nødvendigvis skal ”ligne noget”. Men som tumleplads for eksperimenter og tanker har både avantgardemusik og moderne malerkunst en vigtig funktion.