Der er ikke så mange forfattertyper som Ian McEwan tilbage. Engang var de alle steder og satte den litterære dagsorden i USA og Storbritannien. Hvad kendetegner McEwans type, denne uddøende race? De er mænd, har middelklassebaggrund, er vokset op med Anden Verdenskrig og den kolde krig som altoverskyggende bagtæppe, er ekstremt produktive (en roman om året i groft gennemsnit), og intenst optaget af samtidshistorie, religion og politik.
Deres romaner var/er undersøgelser af og kommentarer til samtiden.
Stilistisk hører det store flertal af gruppen hjemme i realismen, med enkelte udflugter til postmodernistiske eksperimenter. Det er navne som John Updike, Philip Roth, Norman Mailer – og Julian Barnes, Martin Amis og Ian McEwan, for nu at dele den transatlantiske sol og vind lige. Herhjemme er Rifbjerg primaeksemplet. Også han er forbløffende hurtigt glemt efter sin død.
For læsere af d’herrer – og dem er der trods alt stadig mange af – gælder, at hver ny titel fra de endnu levende er en begivenhed. Alle deres romaner er ikke geniale, men man har som fan både pligt og lyst til at læse den nye Barnes, den nye McEwan. Hvor er de nu på vej hen? Hvad tager de nu op?
McEwan (født 1948) er i den henseende misundelsesværdig nysgerrig. Der er snart ikke det politiske og etiske problemfelt, han ikke har taget op i sine mange gange prisbelønnede romaner:
Arven fra krigen i ”Soning”, kønsliv i 1960’erne i ”Ved Chesil Beach”, klimakrisen i ”Solar”, jura og blodtransfusion i ”Barnets tarv”, Brexit i ”The Cockroach” (ikke oversat). Listen fortsætter. I hans nye bog på dansk, ”Maskiner som mig”, er det kunstig intelligens og robotter, han retter sin altid skarpe og dilemmasøgende pen imod.
Romanen er som alle andre fra McEwan velfortalt. Der er en vedvarende nydelse ved at læse hans både tilgængelige og problemorienterede bøger. Man er hurtigt igennem dem, men man slipper dem ikke. Persongalleriet i romanen er enkelt: Charlie, Miranda og Adam. Et klassisk trekantsdrama – med et tvist. Adam er nemlig en robot.
Charlie, derimod, er højst levende med højst levende menneskelige tilbøjeligheder i retning af det halvdovne og helkedelige. Realismen har altid skildret folk, som vi er flest, ikke konger og hærførere. Charlie er arbejdssky og har fundet ud af, at han kan undgå lønarbejde ved at sidde derhjemme ved pc’en og investere i aktier. Han er matematisk begavet og og med på den nye udvikling, så da et lille antal menneskelignende robotter med kunstig intelligens kommer på markedet, er han blandt de første købere. Adam, som robotten hedder efter det første menneske, flytter ind i de to små lejligheder i samme opgang, som Charlie deler med sin on and off-kæreste, Miranda, som er historiker med særligt fokus på britiske kornlove i 1800-tallet. Plottet er nu, at Adam, som det meget menneskelignende produkt han er, viser sig også at have følelser og ikke kun er god til at vaske op og gøre rent og tale belevent med den indiske kioskejer. Han forelsker sig i Miranda, og da hun bærer på en stor sorg i forbindelse med en voldtægtssag, er hun ikke afvisende over for lidt ekstra nærhed.
Med både let komik og stor alvor skildrer McEwan begivenhederne frem mod – ja, hvad? Det skal ikke røbes her, for det er faktisk ganske skræmmende, hvor menneskelig Adam er. Og hvad får det af konsekvenser? Hvis robotter stort set ”er” mennesker, har de så også rettigheder, pligter og alt det andet, vi andre levende har?
Sådan spørger McEwan i interview i forbindelse med bogen, men kommer ikke med svaret. Hvorfor skulle han? Hans roman er, som så mange andre fra generationen, et prosaværk, der sætter politiske emner til debat ved at gennemspille mulige scenarier og konsekvenser af den aktuelle tidsånd og lovgivning.
Det er ikke en fremtidsroman – med vilje har McEwan lagt handlingen tilbage i Thatchertiden, hans historiske interesse fornægter sig ikke – og selvom ”Maskiner som mig” ikke er hans bedste, er den afgjort værd at læse. Den vækker følelser – og undren, for hvordan kan det være, at man føler med Charlie og Miranda, men ikke med Adam? Måske fordi synsvinklen ligger hos Charlie, mennesket. Men hvad nu hvis synsvinklen lå hos robotten, og vi læsere begyndte at synes meget bedre om ham end om menneskene i romanen? Uhyggeligt. Og pirrende.
Vi kan ikke undvære forfattere som McEwan til at sætte spørgsmål som disse i gang. Må hans romaner fortsat have et langt liv, også når generationen er væk.