Det er altid underholdende, når højt begavede mænd og kvinder opfører sig som på blå og gul stue i børnehaven. Det sker i disse dage, hvor medlemmer af Det Svenske Akademi skændes åbenlyst i medierne og forsøger at melde sig ud af en institution, hvor man sidder på livstid.
Årsagen er anklager om sexovergreb og nepotisme, der i november sidste år blev rettet mod akademimedlemmet, lyrikeren Katarina Frostensons ægtefælle, den franske kunstner Jean-Claude Arnault. Han er angiveligt anklaget for at have begået overgreb mod 18 kvinder samt at have udnyttet sin forbindelse økonomisk, ligesom han også er mistænkt for i syv tilfælde i løbet af de seneste 20 år at have lækket navnene på nobelpristagere. Akademiet overgav sagen til et advokatfirma.
I afvigte uge førte advokatfirmaets rapport til et stormfuldt møde, hvor kredsen på de 18 medlemmer drøftede at udelukke Katarina Frostenson fra akademiet. Det kan man ifølge fundatsen gøre, hvis der er sket brud på lov, moral eller tavshedspligt. Da der ikke var flertal for udelukkelsen, valgte tre medlemmer af akademiet at forlade institutionen – eller blive ”passive”, som det hedder. Uenigheden blev imidlertid ikke holdt bag noblessens lukkede døre, men luftet offentligt i medierne, hvor det føg med beskyldninger.
Den tidligere ”permanente sekretær” Horace Engdahl har i dagbladet Expressen kaldt den nuværende ”permanente sekretær” Sara Danius for den dårligste i jobbet siden akademiets grundlæggelse i 1786. Det har fået en af de tre, der midlertidigt har forladt sin stol, professoren Kjell Espmark, til at udtale, at Horace Engdahls indlæg er noget af det værste, han nogensinde har læst, og at der ikke er nogen form for værdighed tilbage i Engdahl.
Det Svenske Akademi blev sat i verden af kong Gustaf III for at arbejde på det svenske sprogs ”renhed, styrke og anseelse”. Man kan ikke ligefrem sige, at akademimedlemmerne i åben magtkamp lever op til det ideal i øjeblikket. Men det er ikke første gang, at akademiet med valgsproget ”Snille och smak” – altså ”talent og dannelse” – er i krise. I 1795 blev akademiets arbejde ligefrem suspenderet og sat ud af funktion, og i slutningen af 1800-tallet blev det anset for reaktionært og udueligt. Forfatteren August Strindberg leverede i 1900 prototypen på en kritik af akademiet:
”Det Svenske Akademi (…) er en løjerlig institution, sammensat af 18 gode venner, som er selvrekrutterende (…) De fineste og mest selvstændige digtere har aldrig måttet være med i denne aristokratiske kreds.”
Da August Strindberg i begyndelsen af 1900-tallet ikke fik tildelt Nobelprisen, og Selma Lagerlöf først fik den efter en stærk folkelig opinion i 1909, valgte den daværende ”permanente sekretær”, Carl David af Wirsén, at gå af. Akademiet er altså ikke upåvirkeligt over for kritik. Det er vigtigt at påpege i den aktuelle situation, hvor kritik fra offentligheden også kan få følger for de 18 medlemmer. Det er nok en af grundene til, at den svenske konge, Carl XVI Gustaf, der er protektor for akademiet, i den kommende weekend skal mødes med akademiets sekretær for at drøfte sagen. Kongen vil angiveligt have akademiets vedtægter ændret, så medlemmer får mulighed for at udtræde.
Sagen er internt i akademiet og internt i Sveriges kulturliv langt mere alvorlig end den seneste større krise i 1989, hvor akademiet blev splittet i sagen om den iranske leder Ayatollah Khomeinis ”fatwa” mod forfatteren Salman Rushdie. Her valgte to medlemmer af akademiet at blive ”passive”, fordi der ikke kunne samles flertal for en udtalelse, der klart fordømte de iranske dødstrusler. Men den sag var politisk og international, og akademiet en stemme blandt mange andre. Den handlede om ytringsfrihed og menneskerettigheder på højt plan. Den nuværende sag handler om sexchikane og potentielt om magtmisbrug og svindel, hvis der er hold i anklagerne. Sagen er angribelig ikke alene moralsk, men tydeligvis også juridisk. Det er en sag om akademiets troværdighed og medlemmernes integritet. En tarvelig sag.
Men uanset, hvad der bliver konsekvenserne for ”de aderton”, vil Det Svenske Akademi efter al sandsynlighed overleve som betydelig kulturinstitution. Akademiet har en omfattende virkningshistorie på sin side med et væsentligt forsknings- og udgivelsesarbejde, herunder af de normdannende svenske ordbøger, og uddeling af stipendier og priser. Men frem for alt har Det Svenske Akademi i kraft af industrimagnaten Alfred Nobels testamente fra 1895 en kolossal økonomisk pondus, der hæver institutionen over persontrakasserier, øjeblikkelig vilkårlighed og menneskelig brist. Med Nobelstiftelsens forvaltning af økonomien i ryggen bør institutionen anskues under evighedens synsvinkel.
Uddelingerne af Nobelpriserne er verdensberømte, fordi priserne rent økonomisk fejer alt andet til side. De er udtryk for ren kapitalmagt. Men de er også udtryk for kvalitet og vidensmagt. Og med hensyn til sidstnævnte halter det for tiden i det litterære svenske akademi. For hvordan skal 18 medlemmer, der er internt uenige og for adskilliges vedkommende mere eller mindre frivilligt sat ud af drift, kunne arbejde kvalificeret for sprogets og litteraturens fremme og for noget så krævende som at udpege en årlig kandidat til Nobelprisen i litteratur blandt alverdens forfattere? Den løsning kommer ikke alene kong Carl XVI Gustaf og Nobelstiftelsen, men hele det kulturpolitiske Sverige til at arbejde på.