Jonathan Safran Foer: Alt bliver stadig oplyst

USA fortsætter kursen i liberal retning, og Donald Trump er en parentes, ikke udtryk for en ny tendens. Det mener den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer, som netop har været i Danmark for at fortælle om sin nyeste roman

”Jo ældre man bliver, jo gladere bliver man for den størrelse, livet nu engang har. Man behøver ikke gøre det større, som jeg før forsøgte. Nu vil jeg hellere rette et klart lys mod livet, som det er, og beskrive det så præcist som muligt,” siger den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer.
”Jo ældre man bliver, jo gladere bliver man for den størrelse, livet nu engang har. Man behøver ikke gøre det større, som jeg før forsøgte. Nu vil jeg hellere rette et klart lys mod livet, som det er, og beskrive det så præcist som muligt,” siger den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Mod slutningen af ”Her er jeg”, Jonathan Safran Foers aktuelle roman på dansk, står der om hovedpersonen Jacob Bloch: ”Hvorfor havde han behov for at forvandle femten års ægteskab til åndssvage oneliners og ironiske betragtninger? Hvorfor kunne han ikke udtrykke over for ét eneste menneske (...) at ting godt kan være til det bedste og det værste på en og samme tid.”

Den lader vi stå et øjeblik: Det bedste og værste kan undertiden sameksistere. Menneskelig modenhed handler også om at forstå dette. Før denne erkendelse af visse fænomeners dobbelte kvalitet ligger over 600 siders rejse med ironikeren Jacob. Han er amerikansk jøde fra Washington og står ved romanens begyndelse for at skulle fejre bar mitzvah for sin og hustruen Julias ældste søn.

Men en affære og skilsmissetanker kaster et komplicerende lys over konfirmationen, der tilmed invaderes af Jacobs brovtende familiemedlemmer fra Tel Aviv. Scenen er sat til en både komisk og tragisk historie om at blive rigtig voksen, at vælge sin nationale og religiøse identitet og kunne sige ”her er jeg” i tiltro til, at omgivelserne accepterer én som den, man er.

Jonathan Safran Foer fortæller om tankerne bag romanen og dens titel på Hotel Admiral i København, der var base under forfatterens nylige Danmarksbesøg med optræden på biblioteker, i tv og aviser. Inden da var han i Tyskland og bliver overalt spurgt om Donald Trump. Europæerne vil gerne høre fra én, man betragter som ligesindet – Foer er liberal, sekulær, ung, elitær, fraskilt og bosat i Brooklyn – hvad der egentlig foregår i USA?

Hans svar afviger imidlertid fra den europæiske politiske ortodoksi. Trump kan faktisk vise sig at være – som hovedpersonen Jacob erkender til sidst i romanen – ”det bedste og det værste på en og samme tid”, fortæller Foer i hotellets foyer:

”Vi kan meget vel stå i en bedre situation efter fire år med Trump end efter fire år med Hillary (Clinton, red.). Han var også den bedste kandidat. Valgkampe handler ikke altid om ideologi, men om at overbevise vælgerne om at stemme på en bestemt kandidat. Her var Trump bare bedre end Hillary til at inspirere. Men tænk over det: Kun halvdelen af amerikanerne stemmer. Meget få er politisk aktive. Så man kan da sagtens forestille sig på nærmest hegeliansk vis, at valget af Trump kalder antitesen frem og inspirerer til så megen modstand, at en endnu bedre demokratisk kandidat vælges om fire år,” siger Foer.

Forfatteren, der brød igennem med ”Alt bliver oplyst” i 2002, mener, at for mange amerikanske forfattere slappede af under de otte år med Obama, ”deres” præsident, og at man nu vil se en reaktion:

”Det er svært at skrive en roman om nutidig amerikansk politik, der er mere mærkelig end virkeligheden. Men hvor det før var et valg at skrive noget politisk, er det for mine kolleger og jeg nu blevet et valg ikke at skrive noget politisk. Vi kan ikke ignorere den sociale virkelighed længere. Både æstetisk og etisk er det egentlig meget godt: æstetisk, fordi materialet er så rigt, især med muligheder for farce og parodi, og det er udfordrende for kunstnere at blive trukket i retninger, man ikke selv vælger. Etisk, fordi forfattere som alle andre har en pligt til at bidrage til demokratiet og den vedvarende fornyelse af kulturen og amerikansk identitet.”

”Min bekymring, hvad Trump angår, er ikke så meget, hvad han vil gøre, men mere, om hans gerninger ville indvarsle en ny normalitet i befolkningen. Det er ikke sket. Alle, uanset hvilken side man er på, er blevet overrasket over modstanden mod ham.”

Amerikansk historie er ofte blevet opfattet som fremadrettet, fra slaveri til frihed, fra undertrykkelse til rettigheder. Men bevæger jeres historie sig også undertiden i cirkler?

”Alting kører i cirkler. Det cykliske sameksisterer med det progressive. Men USA oplever ikke sådan en cyklus nu. Vi bevæger os, på trods af Trump, i liberal retning. Rent bortset fra, at vi i to omgange valgte en afrikansk-amerikansk præsident, har vi for nylig også legaliseret ægteskab mellem homoseksuelle, vi har stort set legaliseret marihuana, og seksuelle minoriteter er integreret i mainstreamkulturen. Den demografiske udvikling peger også i demokratisk retning, og husk, at tre millioner flere stemte på Hillary end Trump, trods hendes indlysende svagheder. Det er ikke nogen lille margen.”

”Heri adskiller USA sig nok fra Europa. Hos jer er der gradvist kommet en højredrejning, og mange spørger sig selv, håbefuldt eller ængsteligt: Er det nu, det tipper? Hos os har vi bare haft et meget mærkeligt valg, og resultatet er skræmmende, det medgiver jeg, men jeg siger bare, at Trump ikke er en tendens, men måske bare en afvigelse. Vi får se.”

Foto: Jens Welding Øllgaard

Din roman handler ikke kun om mennesker, der flytter sig fra hinanden, men også om lande – USA og Israel – der oplever kløften vokse.

”Ja, Israel har bevæget sig i snart mange år. Halvdelen af alle børnehavebørn er nu enten ortodokse jøder eller israelske arabere, så her taler demografien sit tydelige sprog. Hverken de ortodokse eller muslimerne skabte det moderne, socialistiske, sekulære Israel, der for en stund var et fyrtårn for ikke bare Mellemøsten, men hele verden. Israel er på en anden kurs nu, en kurs, hvor man trækker sig tilbage fra det globale fællesskab. Det har landet en grund til. FN har fordømt flere brud på menneskerettighederne i Israel end i alle verdens øvrige lande tilsammen. Israel bryder bestemt menneskerettighederne, men ikke mere end alle andre i hele verden. Der er helt klart en antisemitisme på spil her. En antisemitisme, der også er voksende i Europa. Dermed ikke sagt, at man kan melde sig ud af samfundet af demokratiske lande, som Trump nu synes at ville gøre i USA, og hvis Israel nu putter alle æg i Trumps kurv, er det en alvorlig fejl.”

Så USA bevæger sig til venstre, Israel til højre. Hvilke andre tegn ser du i forholdet mellem de to lande og mellem israelsk og amerikansk jødedom?

”I romanen skriver jeg meget om forholdet mellem Jacob og Julia og om alt det, de holder tilbage for hinanden. Den voksende afstand og alt det, der engang blev udvekslet mellem dem som noget naturligt, men som nu bliver tænkt over og kommenteret. Nøjagtig det samme er sket for amerikanske og israelske jøder. Forholdet har ændret sig, fordi traumet fra Anden Verdenskrig er blevet mindre, og det var meget længe en væsentlig del af fællesskabet mellem de to lande. Desuden har amerikanske jøder i stigende grad fundet det svært at støtte den politiske udvikling i Israel – også udviklingen inden for den venstreorienterede, sekulære, israelske jødedom.”

”Lad mig illustrere det med dig og mig: Vi er begge mænd med karakteristiske europæiske træk. Vi tænker måske lige skeptisk om Trump, men jeg lever rent faktisk i det land, hvor han er præsident. Han repræsenterer mig. Så måske siger du på et tidspunkt: ’Ja, vi har den her historiske europæiske ting tilfælles, en fortid, der har givet os et skæbnefællesskab og adgang til fortrolig kommunikation, meeeen nu er jeg ikke så interesseret i forholdet længere. Jeg ved godt, at du er uenig med ham Trump, men han er jo din præsident, og det smitter lidt af’. Overført til Israel betyder det, at den gennemsnitlige sekulære venstreorienterede jøde jo ikke er entusiastisk omkring bosættelser og Netanyahu, mere end jeg som newyorker-jøde er det. Men det er deres land, de bor der, og det kan være plagsomt. Men det er blevet sværere for os uden for Israel helt at forstå, nu hvor arven fra krigen forvitrer.”

Hvad elsker du ved Israel?

”Utroligt meget. Tel Aviv er en skøn by. Den minder meget om Berlin, hvor jeg lige har været, og er fuld af kultur, liv og menneskelighed. Den er nedslidt på en pittoresk måde, og så er potentialet nærværende, ting kan ske her. Jeg foretrækker Tel Aviv, men Jerusalem er noget særligt. Jeg er ikke troende, men jeg er meget tæt på at blive det, når jeg er i Jerusalem. Man kan ikke undgå at blive berørt af historien i Den Gamle By og af atmosfæren i hele byen.”

Den krise, der er mellem USA og Israel, rummer den også et potentiale?

”Måske. En krise kan afsløre, hvad prioriteterne er. Det afspejles også i titlen på min roman, ”Her er jeg”. Normalt behøver vi ikke lokalisere en ultimativ identitet for os selv i forhold til andre. Den kan bestå af lidt af hvert: lidt en far, lidt en kæreste, lidt en forfatter, lidt amerikaner, lidt jøde; man låner fra det hele, og det hænger sammen, men en krise viser, at man ikke altid kun kan låne, man må også vælge. Og det fører tilbage til Trump, det med, at vi om fire år måske er et bedre sted. Vi har fået prioriteterne i orden. Trump inspirerer sine mange modstandere til en gentænkning og en ny artikulation af, hvad Amerika er.”

Interviewtiden er gået, og en ring er sluttet. Selvom Trump end ikke fandtes som politisk mulighed, da Foer begyndte at skrive sin kæmperoman, kan de to fænomener – Trump og Jacobs krise i ”Her er jeg” – alligevel belyse hinanden. Hvordan mener Foer selv, at den seneste roman passer ind i forfatterskabet, der tæller bestsellere som ”Alt bliver oplyst” og ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”?

”Den er større og mindre på samme tid. Større i antal sider og antallet af scener og stemmer. Men den er også mindre, fordi de fleste scener udspller sig i rum med masser af dialog. Sådan var det sjældent før, hvor jeg var mere inspireret af den magiske realisme. Jo ældre man bliver, jo gladere bliver man for den størrelse, livet nu engang har. Man behøver ikke gøre det større, som jeg før forsøgte. Nu vil jeg hellere rette et klart lys mod livet, som det er, og beskrive det så præcist som muligt. Det er ambitiøst nok.”