Alt det, der er svært at tale om

Pajtim Statovci kan skrive som få, og hans roman er både mørk og lys og meget smuk at læse

Der er mange lag at bladre i for læseren; både det historiske, kærlighedsfortællingen, det konkrete immigrantliv og det magisk-realistiske spor, der poetiserer og billedliggør kærligheden, døden, tabuerne, psykens sår og alle de dybe ting i livet, som det ikke er let at tale om.
Der er mange lag at bladre i for læseren; både det historiske, kærlighedsfortællingen, det konkrete immigrantliv og det magisk-realistiske spor, der poetiserer og billedliggør kærligheden, døden, tabuerne, psykens sår og alle de dybe ting i livet, som det ikke er let at tale om.

Romanens første side bringer et smukt digt om Jugoslaviens dobbelthed. To floder, to broer, en by… Næste side er en stribe rå citater fra et chatroom for homoseksuelle. Og så er vi ligesom i gang.

Den kun 24-årige debutant Pajtim Statovci røg for nylig litterært til tops som en anden finsk udgave af Yahya Hassan, med hæderspriser og oversættelse til flere sprog, blandt andet dansk. De to unge forfattere har begge immigrantbarnets splittede dobbeltblik på verden, men hvor Hassans bog var et fræsende, autobiografisk langdigt, er Statovcis bog en mere klassisk roman. Godt nok en temmelig syret roman.

Hovedpersonen Bekim leder efter en ”date”, og lidt senere kommer en smuk mand ind ad døren og smider tøjet. Sexscenen er fuld af kontraster; generthed, vildskab, kærlighed, væmmelse, angst, hengivelse.

Bekim er barn af Jugoslaviens sammenbrud efter Tito, hvor landet nedsmeltede i borgerkrig. Hans kosovoalbanske familie er muslimer, de chikaneres, da krigen bryder ud, og når at flygte til Finland, hvor der skulle være gode skoler. Bekim voksede op som perker, anderledes, fightende, uforstående og uforstået. Han lærer at lyve om, hvor han kommer fra, ændrer sit navn og tager imod så meget subtil nordisk fremmedhad og tilsvining, at det gør ondt at læse om.

Kapitlerne krydsklipper mellem flashbacks til Bekims forældres liv i et traditionelt samfund ved Pristina, hvor man hænger brudelagenet ud af vinduet efter bryllupsnatten, faderens ord er lov, og Bekims mor må bøje nakken. Det er moderen, der fortæller om fortiden, Bekim om nutiden i Finland efter krigen og flugten. Ved siden af realhistorien løber der et symbolsk og hyper-realistisk spor, der som en slange snor sig ind gennem kapitlerne og opløser virkelighedsfornemmelsen.

Og så møder han sin første kæreste, som er en kat på en natklub: ”Den snakkede med bekendte for at holde sit sociale liv i gnidningsfri balance. Jeg havde aldrig set noget så fortryllende… Så fik katten øje på mig, den løftede hænderne op til den øverste skjorteknap, knappede den op og gik hen imod mig.” Katten flytter ind hos Bekim, men viser sig at være en ren stjernepsykopat. Dens kritik hagler gennem luften, og forholdet ender til slut i et slagsmål på liv og død...

Pajtim Statovci kan skrive som få, og hans roman er både mørk og lys og meget smuk at læse. Der er mange lag at bladre i for læseren; både det historiske, kærlighedsfortællingen, det konkrete immigrantliv og det magisk-realistiske spor, der poetiserer og billedliggør kærligheden, døden, tabuerne, psykens sår og alle de dybe ting i livet, som det ikke er let at tale om.

kultur@k.dk