Befriende usentimental fortælling om håbløshed

Iben Mondrup har en særlig evne til at skrive, så det svier som et lækkende brændsår i sjælen, længe efter sidste side er vendt

Historien om Tabita er måske Iben Mondrups mest dystre, mest håbløse overhovedet. Men den er det på en befriende usentimental måde, der gør, at nuancerne af sort i sort er til at holde ud hen over de 350 sider. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Historien om Tabita er måske Iben Mondrups mest dystre, mest håbløse overhovedet. Men den er det på en befriende usentimental måde, der gør, at nuancerne af sort i sort er til at holde ud hen over de 350 sider. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Det er sjældent, at man får en bog mellem hænderne, der næsten gør fysisk ondt at læse til ende. Sådan er det med Iben Mondrups uophørlige mørke af en roman, ”Tabita”. For nok er der sprækker, men lyset lades aldrig ind i den barske fortælling om kulturkløfter og kløfter mellem mennesker.

Med ”Tabita” forlader Mondrup historien om Jens og familien, som vi har fulgt i forskellige livsstadier i de foregående tre romaner fra forfatterens hånd; ”Godhavn”, ”Karensminde” og ”Vi er brødre”. Temaer, stemninger, den skiftende synsvinkel går dog igen. Afstanden mellem generationerne. Voksne, der ikke formår at være voksne, og børn, der bærer skyld og skam for ting, de ikke forstår. Grønland som skæbne, sted og savn.

Historien falder i fire dele med hver deres vinkel og fortæller. Rosine, Abelone, Eva og Tabita. Fire kvinder, fire skæbner, der flettes sammen til en tung og trøstesløs skæbnefortælling om en adoption, der slår frygteligt fejl, om omsorgssvigt og om fortielser, hemmeligheder og lyster, der sønderbryder familier og smadrer barndomme. Perspektivet forskydes, men fortællingen fortsætter sin kværnende kronologi med Mondrups velkendte overlegne beherskelse af det episke stof.

Det begynder i Grønland, i den lille flække Upernavik, hvor ægteparret Berthel og Eva er udstationeret i midten af 1960’erne. Grønland føles enorm, fremmedartet og fjendtlig for den nervesvage Eva, der ensomt går omkring i den golde udørk, mens manden arbejder og forlyster sig med udenomsægteskabelige eskapader med de lokale. Der stinker af spæk og rådnende hvalkød, sult og elendighed, og Eva er uforløst, defekt som kvinde, for hun kan ikke kan få børn.

Fremmedfølelsen er værkets bestandige pulsslag. Først med det danske ægtepar i Upernavik og siden med de grønlandske adoptivbørn i huset i Humlebæk. Mondrup er kirurgisk skarp i sin sansemættede, genstandsnære indkredsning af, hvad det vil sige at høre til – hvad det vil sige at være fremmed. Hvordan barndommens landskab former sindet, og hvordan modersmålets særlige lyde evigt bærer den uudgrundelige følelse af hjem.

Især i den afsluttende del, den som fortælles af Tabita, Eva og Berthels adoptivdatter, folder temaet om tilhørsforhold sig for alvor ud på en voldsom og mærkbar måde. Det er også her, Mondrup viser, hvad hun er allerbedst til; at se med barnets blik, at stå på de oversetes side. Den stakkels Tabita, der blev vekslet som en vare som femårig, lander i en lidet børnevenlig virkelighed langt fra sit grønlandske ophav og sin biologiske familie. Barnets sansninger og refleksioner; spændingerne mellem forældrene, ensomheden og savnet dominerer dagene i hjemmet, hvor forældrenes blinde behovstilfredsstillelse overskygger hensynet til børnene.

Historien om Tabita er måske Mondrups mest dystre, mest håbløse overhovedet. Men den er det på en befriende usentimental måde, der gør, at nuancerne af sort i sort er til at holde ud hen over de 350 sider. Undertiden balancerer det dog på kanten til det grotesk tragiske – så svælgende i sort uheld, dødsfald og moralsk fordærv, at det næsten kan virke utroværdigt.

Med ”Tabita” skriver Mondrup sig ind i – om ikke en bølge, så i hvert fald et skvulp – af samtidslitteratur fra forfattere som Maja Lee Langvad og Eva Tind Kristensen, der kritisk behandler adoption som tema, og som gør op med de entydigt idylliske forestillinger herom. Slægtskab og ophav har betydning, og med den nye ”adoptionslitteratur”, som troligt tager barnets perspektiv, kan vi måske forstå hvordan.8

Læs interview med Iben Mondrup om ”Tabita” i avisen på lørdag.