Voldgraven ved Bangsbo er frosset til, og drengen Bent løber på skøjter, så det skærer i isen. Pludselig lyser vintermørket op, og han ser et blegt kvindeansigt i et af godsets vinduer.
”Det er oldemor, nu er hun efter mig!”, tænker unge Bent Haller og styrter hjemad.
Forfatterens oldemor var stuepige på godset Bangsbo ved Frederikshavn sidst i 1800-tallet, hvor den farverige godsejer Johan Knudsen holdt hof for datidens største forfattere, skuespillere og kunstmalere.
Det kom der et uægte barn ud af. Og nu også en roman, for det er hans egen oldemor, Bent Haller skriver om i ”Abelone på Bangsbo”, dette nordjyske svar på ”Downton Abbey”.
”Faktisk har hun spøgt i hele mit liv. Jeg mødte hende, da jeg var fire-fem år gammel, hvor jeg blev slæbt ind i hendes aftægtshus nær godset – hevet ved håret formentlig, for jeg ville ikke. Stuen var mørk med tunge gardiner og klunkemøbler, der blev sikkert aldrig luftet ud, og der sad hun så, en lille sortklædt, radmager kvinde. Hun lignede en heks. I mange år troede jeg, at Bangsbo-genfærdet fru Ingeborg var min oldemor,” siger Bent Haller og tilføjer, at han nu får taget hævn for den skræk, hun jog ham i livet.
I romanen er Bangbos unge, kønne stuepige nemlig mere udspekuleret, end hun ser ud til.
Bent Haller er forkølet, journalisten ligeså. Så vi tager interviewet over telefonen.
Haller arbejder på sin næste roman, for han er altid i gang. Han er nødt til at skrive for at skabe ro i hovedet og orden i tilværelsen.
Først for nylig har Bent Haller fået sat navn på den osteklokke, han altid har befundet sig i – den sociale akavethed, som gjorde, at han i skolen nær var endt i sinkeklassen: Forfatteren har Aspergers syndrom; en mild form for autisme. Og det at skrive hjælper. Flere end 100 bøger er det blevet til indtil videre.
”Jeg er et hulemenneske, der ingen steder kommer. Jeg har jo ikke noget socialt liv,” siger Bent Haller med den blanding af ærlighed, humor og sortsyn, der er karakteristisk for ham.
”Min aspergers gør, at jeg lever i mit eget hoved. Jeg arbejder inde fra min osteklokke. Jeg kan ikke andet.”
Og dog har han en stor familie; hustruen Alice og fire børn og fem børnebørn.
”Det er også rigeligt til mig, mere kan jeg ikke klare. Og vi har da rejst på ferier sammen, men jeg skal tage mig sammen. Jeg skal nok helst bare være her,” siger Bent Haller.
”Her” er forfatterens arbejdsværelse i rækkehuset i Aalborg, foran computeren og med sine bøger omkring sig. Dagen har han delt op i faste gøremål, som han har det bedst med at følge, men nogle gange tager historierne i hovedet magten fra ham.
”De holder mig vågen om natten, hvis ikke jeg sørger for at skrive et notat til mig selv, hvor der står: Du må lige vente til i næste uge!”.
Fra husets førstesal kan man se fjorden, fortæller han. Bent Haller holder af fjord og hav og er vokset op i Bangsbostrand, landsbyen nær godset Bangsbo. Det er herfra, hans verden – og de fleste af hans bøger – går.
”På en eller anden måde fortæller jeg jo min egen historie fra A-Z. Hvad enten det er børnebøger, romaner, eller hvad pokker det er, så er det brikker i mit puslespil,” siger han.
I 1950’erne var Bangsbostrand fuld af gadespejle og nysgerrige blikke. Så havde man hemmeligheder, holdt man dem tæt til kroppen.
”Man måtte ikke komme i folkemunde. I min familie er der masser af skeletter i skabene, det er der nok i manges,” siger Bent Haller.
Men når onklerne i familien havde fået øl og snaps til frokost, kom hemmelighederne på bordet, og der blev fortalt om oldemor på Bangsbo.
”De historier er røgen,” siger Bent Haller: ”Den røg, der aldrig går af en brand uden ild…”.
Det var i 1890’erne, den unge kvinde arbejdede på Bangsbo. Perioden var helt speciel i dansk åndsliv, og landets største kunstnere Herman Bang, Gustav Wied, L.A. Ring, Sophus Schandorph, Thorvald Bindesbøll med flere kom på godset.
Jo, der er mange nobiliteter, der kunne passe i rollen som oldefar til én, der som Bent Haller ”ud af ingenting” både blev kunstmaler og forfatter.
I arkivet på Bangsbo, der i dag er museum, fandt Bent Haller optegnelser om det uægte barn og kunne godt se, at her lå kimen til en god historie. Og set i bakspejlet har han også altid følt sig så sært hjemme på godset.
”Vi boede fem minutter fra Bangsbo, jeg var deroppe hele tiden, jeg følte en tilknytning til den gård, som jeg ikke vidste, hvor stammede fra. Måske er det min gård,” leger han med tanken om, at også godsejer Knudsen er et muligt ophav.
Det er nemt at fortabe sig i spekulationer om, hvem en ukendt (for)fader kan være. Mennesket vil vide, hvor det stammer fra, der er nok af gætterier og ingen vished.
Arkivaren på Bangsbo holder ifølge forfatteren på, at det må være Carl Ewald, Poul Henningsens far, som ikke kunne holde sig fra den 17-årige stuepige.
Haller selv vil ikke postulere noget, men flirter med tanken om, at det kunne være Herman Bang.
”Det kunne være fedt. Han kom der meget og var biseksuel, det med hans homoseksualitet kom først senere. Jeg ligner nok Herman Bang lidt, tror jeg. Jeg har også sådan et skævt blik, altså mit ene øje sidder lidt... Og så er jeg oftest i mol, jeg er aldrig helt oppe,” funderer han med tungen i kinden.
I romanen er det op til læseren at gætte med, og denne læser holder på, at det må være herremanden selv, Johan Knudsen, der ellers aldrig fik børn, og som senere blev en varm fortaler for Hitler. Men det gæt må man selv rode med. For Bent Haller insisterer gerne på åbne slutninger i sine bøger. I mange år fik han således breve fra unge, der digtede videre på hans mest læste bog, ”Kaskelotternes sang”, der også er filmatiseret som ”Samson og Sally”.
Men hvorfor er vi så fascineret af familie- og slægtshistorier i en tid, hvor vi ret beset kunne klare os uden? Efter Hallers mening handler det om rødder i en usikker tid.
”I dag kan barnløse få æg fra en anden kvinde, kunstig befrugtning er blevet almindeligt, man kan det hele, og hvem er det så, der kommer ud af det? Jeg tror, at vi, netop fordi alle grænser forrykkes, finder tryghed i slægten. Siden tidernes morgen har familien været strukturen, og hvis man mister den, blafrer man identitetsløst rundt i universet. Det har noget med udgangspunkt at gøre. Vi vil gerne have fat i et sted, hvor vores bedsteforældre og oldeforældre også havde fat.”
Selv har Bent Haller så godt fat i Nordjylland, at han kun i korte perioder har boet andre steder. I København, mens han var soldat, og i Aarhus, mens han studerede på kunstakademiet.
”Med det sind jeg har, hører jeg hjemme heroppe, der skal ikke ske så meget. Her behøver en forfatter heller ikke at gå til receptioner og stå på et ben. Det er ikke noget for vendelboerne i hvert fald – hvis de ikke kan få en lunken bajer, gider de ikke.”
Med ”Abelone på Bangsbo” har Bent Haller skrevet sig ind på en kvinde- arbejdsplads, hvor der storvaskes, bages, serveres og sladres. Hvordan navigerer en ældre herre i det univers?
”Det skyldes igen rødder. Min mor var hjemmegående, og min bedstemor i Skagen var jeg meget ved, så jeg kan godt forestille mig det kolossale husarbejde, der skulle til, for at de fine herrer på et gods kunne sidde og nyde livet. Det var fra tidlig morgen til langt ud på aftenen for en ussel løn,” siger Bent Haller.
I hans eget liv kommer en ussel løn ikke på tale, hvert år ligger han blandt de forfattere, der får allerflest bibliotekspenge. Men et arbejdsjern, det er han. Hvilke af sine over hundrede bøger har han et særlig forhold til?
”Jeg er sådan set ligeglad med mine gamle bøger,” svarer Bent Haller efter en kort pause.
”Jeg tager heller ikke ud og fortæller om dem, for jeg vil ikke tilbage til gamle sindstilstande. Jeg er et menneske i mol, der har gennemgået ting og sager, som jeg ikke ønsker at rippe op i. Det, der interesserer mig, er det, jeg skriver på lige nu.”
Gået på klingen nævner han dog ”Sinkeklassen” (2003) og ”Silke” (1991) som to bøger, der står ham nær. Og så måske romanen om Abelone.
Til gengæld er han glad for, at ”Katamaranen” og skandalen omkring den er ved at være glemt. Sammen med fortsættelsen ”Sabotage” fra 1977 vakte de to ungdomsromaner en ophidset debat, der endte med, at byrådet i Thisted nedlagde forbud mod udlån af bøgerne på Thisted Bibliotek.
Debatten, der blandt andet havde deltagelse af filosoffen K.E. Løgstrup, gik på, om Bent Haller med sit billede af en destruktiv og socialt forarmet gruppe unge i et boligkompleks i udkanten af Aalborg var med til at fordærve ungdommen.
”Der var engang, jeg troede, at jeg for altid bare ville være ham, der skrev ”Katamaranen”. Den bog har plaget mig i mange år,” siger Bent Haller.
”Men hver eneste at mine bøger har haft eksistentiel betydning for mig. Jeg har aldrig skrevet noget med det formål bare at tjene penge.”
Mens vi har talt sammen i telefonen, har han også skrevet.
”Hvis jeg har tøvet indimellem,” siger han, ”er det fordi, jeg er i gang med en ny historie. Jeg halser efter mig selv som en forpustet skygge. Alt det, der roder i hovedet på mig, skal ned på skrift,” forklarer han.
Hvad står der så på skærmen foran dig lige nu?
”Der står,” siger Bent Haller, og læser højt:
”De gamle havde nærmest forvandlet deres bolig til en stor hundegård. Hele grunden var hegnet ind med pigtråd. Det lignede en rockerborg. Ingen turde så meget som at banke på deres dør.”
Har du skrevet det, mens vi har talt sammen?
’’Narj, det var bare, mens du hostede”.