Prøv avisen

Alt det i livet, man ikke har magt over

Et foto af Virginia Woolf fra 1935. I 1941 fyldte Virginia Woolf sine lommer med sten og druknede sig i floden Ouse nær hjemmet i Sussex. Foto: .

Den engelske forfatter Virginia Woolfs hovedværk om den menneskelige bevidsthed, "Bølgerne", udkommer i ny udgave på dansk. Forfatteren til de roste romaner om Hildegard af Bingen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, har skrevet forordet til Woolfs roman, som bringes her med eneret for Kristeligt Dagblad

"Min egen hjerne forekommer mig at være det mest utilregnelige maskineri – altid summende, nynnende, svævende, brølende, dykkende og så begravet i mudder. Og hvorfor? Hvad skal al denne lidenskab til for?"

Sådan skrev Virginia Woolf i et brev i december 1932, året efter at "Bølgerne" var udkommet. Hun kunne have mange grunde til at skrive sådan. Nogle af dem private, andre som udtryk for en generel undren over og fascination af tanker og følelsers krumspring.

LÆS OGSÅ: Virginia Woolf på afveje i tidstypisk bog

I "Bølgerne" er det netop bevidsthedens komplekse, utilregnelige og ustandselige regeren, der er selve livsnerven. Men ligesom brevets spørgsmål om, hvad meningen med al denne lidenskab er, forbliver åbent, vælger hun i romanen at følge og registrere i stedet for at give svar på, hvorfor bevidstheden gør, som bevidstheden vil. Og det er en væsentlig grund til, at romanen er blevet kaldt hendes mest eksperimenterende og vanskelige værk. I "Bølgerne" slår Woolf nemlig døren på vid gab og inviterer os helt ind i menneskets bevidsthedsstrøm.

Hun blev født i London i 1882, som Adeline Virginia Stephen og voksede op i en velhavende og intellektuel familie. Begge forældre, Julia Duckworth og Leslie Stephen, havde mistet deres første ægtefælle og var blevet alene med i alt fire børn. Sammen fik de fire mere, deriblandt søsteren Vanessa, som Virginia var meget knyttet til. De to piger fik hjemmeundervisning og havde adgang til faderens omfangsrige bibliotek. Julias familie var forlæggere, Leslie Stephen var litteraturkritiker og redaktør, og flere af datidens kendte forfattere kom i Virginias barndomshjem.

Det var en inspirerende og privilegeret opvækst, som bestemt ikke var uden skygger: Børnene beundrede deres far, men var også kuede af hans strenge og tyranniske sider. I sine senere dagbøger har Virginia Woolf beskrevet, hvordan hendes ældre stedbrødre forgreb sig på hende seksuelt, og da hun var 13 år, døde hendes mor pludseligt. Sorgen førte til Virginias første mentale sammenbrud, som blev et forvarsel om et helt liv med psykisk lidelse. Faderens død i 1904, da Virginia var 22 år gammel, blev begyndelsen på endnu en sygdomsperiode, som kom fuldt til udtryk, da hendes bror Toby døde et par år senere.
LÆS OGSÅ: Det stof, som store romaner er gjort af

Efter faderens død flyttede Virginia med sine helsøskende til et hus på Gordon Square i Bloomsbury, London. Huset blev samlingspunkt for det, der senere blev kendt som Bloomsburygruppen. Der blev diskuteret litteratur, æstetik og økonomi, og samværet var alt andet end konventionelt. Gruppen havde moderne holdninger til både seksualitet, feminisme og pacifisme. Både homoseksualitet og biseksualitet var velkendt og accepteret, det var kærligheden som indre tilstand, der var idealet snarere end snæver skelen til køn. De havde kærester, forlovede, ægtefæller og elskere på kryds og tværs af gruppen, og Virginia havde formentlig selv flere kærlighedsforhold til andre kvinder.

I 1905 begyndte hun at skrive for The Times Literary Supplement, og i 1912 giftede hun sig med Leonard Woolf. Efter endnu en episode med psykisk sygdom, hvor Virginia nedbrudt og hallucinerende forsøgte at tage sit eget liv og måtte indlægges, etablerede ægteparret Hogarth Press. Leonard mente, Virginia ville have godt af at beskæftige sig med noget så praktisk som bogproduktion. Det var naturligvis ikke nok til at holde sygdommen fra døren.

Hun debuterede som forfatter i 1915 med "The Voyage Out" og udgav siden en perlerække af hovedværker i det 20. århundredes litteraturhistorie. "Bølgerne" udkom i 1931 og regnes af mange for hendes smukkeste, mest poetiske værk. 10 år senere, i 1941, fik hun nok af sit eget plagede sind, fyldte sine lommer med sten og druknede sig i floden Ouse nær hjemmet i Sussex. I sit afskedsbrev til Leonard skriver hun "? jeg gør, hvad der synes at være det bedste at gøre (?) jeg kan ikke kæmpe længere (?) Alt har forladt mig bortset fra visheden om din godhed. Jeg kan ikke fortsætte med at ødelægge dit liv længere (?) jeg tror ikke, to mennesker kunne have været lykkeligere, end vi har været. V."

"Bølgerne" består af ni dele. Hver del indledes med et kort, lyrisk afsnit, der beskriver solens bane fra øjeblikket før solopgang til øjeblikket, efter at den er gået ned.

Dagens cykliske rytme danner en løs ramme om seks navngivne stemmer, der introduceres en efter en. Vi følger vennerne Bernard, Rhoda, Louis, Jinny, Susan og Neville fra den tidlige barndom til livets slutning. En syvende ven, Percival, har også en central placering i gruppen, men han beskrives kun gennem de andre og taler aldrig med egen stemme. Da Percival skal til Indien, mødes vennerne til en afskedsmiddag i London. Middagen kommer til at markere et tragisk vendepunkt – kort tid efter falder Percival af sin hest og dør. Det uigenkaldelige tab bliver til en del af deres fælles fortælling. Neville, som måske nærer de stærkeste følelser for Percival, er den, der først fortæller om hans død: "Han faldt. Hans hest snublede. Han blev kastet af. Verdens sejl er svunget rundt og har ramt mig i hovedet. Alting er forbi. Verdens lys er gået ud. Der står det træ, jeg ikke kan komme forbi."

Neville holder ligesom de andre venner Percival frem mod os som en prisme, så vi ser verden mangedoblet i lyset af hans spejlinger og brydninger. De er på en gang adskilte og forenede, når Neville beskriver sin egen sorg så fysisk smerteligt, som er det vennens dødsøjeblik, han taler om.

Midt i byens meningsløse travlhed står han med telegrammet i hånden, mens den fortid, de har delt, strømmer bort som brændt papir. Percival er død, og dog er han levende i de efterladtes bevidsthed: "(?) I dette øjeblik, i dette ene øjeblik er vi sammen. Jeg trykker dig ind til mig. Kom, smerte, gør dig til gode med mig. Begrav dine hugtænder i mit kød. Riv mig i stykker."

Sætningen umiddelbart efter Nevilles tilhører Bernard, og vi puffes atter tilbage i sansende observation af verden. Stemmeskiftene markeres udelukkende ved navneangivelser – efter Bernard kommer Rhoda til orde, så Louis og så fremdeles.

Bevidstheden er en bølge, der ruller frem og tilbage – mellem den fysiske verden og det vidtstrakte indre tankerum. Frem og tilbage, sansning, tanke, sansning, tanke, en, to, tre, seks stemmer i en rytmisk og rundtosset dans, der trækker læseren med i et langt sug.

Selvom romanen er kronologiske punktnedslag i vennernes liv, er fortællestrukturen løs og plottet så godt som ikke-eksisterende. Woolf er repræsentant for modernismens såkaldte stream of consciousness, bevidsthedsstrøm, som også James Joyce og Dorothy Richardson var pionerer for.

Det var et radikalt og moderne opgør med realismen og den traditionelle romanform. I virkeligheden kan det dog ses som en ny og radikal form for realisme, som på sin vis er mere virkelighedsnær end den sammenhængende, plotstærke fortælling, som gennem alle tider har domineret litteraturen. Det væsentligste er kun ikke længere personernes sammenhængende livshistorier, men selve den måde, som bevidstheden opererer på. I en mere traditionel fortælleform skabes det store vue ved at ordne, forenkle og sortere handlinger og oplevelser for at skabe meningsfuld sammenhæng.

I Woolfs bevidsthedsstrøm hersker en anden logik, her er den verdenserobrende helt eller antihelt fejet af banen til fordel for en fragmenteret kakofoni, en dynamisk og foranderlig strøm af stemmer, sansninger, indtryk og associative glid. I bevidsthedens uafgrænsede sfære synes intet længere at være solidt forankret eller givet. Skiftet fra sammenhæng til fragment foretages på ingen måde for at påpege, at den verden, som befinder sig uden for kroppen, og som vi sædvanligvis opfatter som vores fælles virkelighed, ikke findes eller ingenting betyder. Det er snarere for at påpege, at den egentlige uendelighed finder sted i hvert eneste menneske. Et perspektiv lige så svimlende som forestillingen om universets vidtstrakthed.

Læser man "Bølgerne" med en forventning om sikre pejlemærker og klare fortællinger, bliver man skuffet. Her trækkes man ind i et intuitivt og sammensat felt kun for at opdage, at man umuligt kan nøjes med køligt at studere disse fremmedes bevidsthed uden at lade sig gribe af strømmen, uden at følge deres blik og sansninger, uden virkelig, virkelig at se lyset gennem bladene sammen med dem, at høre klokkerne ringe og betragte sig selv i spejlet sammen med dem.

I begyndelsen gør man måske modstand. Man forsøger at holde den enes stemme ude fra den anden og sammenstykke deres individuelle og fælles livshistorie. Langsomt går det ufrugtbare og hæmmende i den form for læsning op for en. I det grænseløse, flydende, sprogtætte område mister man let orienteringen. Det er vanskeligt ikke at betages af det sublime sprog, men selv det ophæver ikke nødvendigvis den indre modstand mod den indledende desorientering.

Det kan betale sig at overgive sig. At hengive sig til sprogets cirklen og forskydninger og dermed intimt at slutte sig til kredsløbet af tanker og indtryk og møde teksten med en pludselig og heftig bevidsthed om ens egen indre uendelighed.

Man dykker ned i bevidsthedsstrømmen, kommer op og snapper efter vejret med momentvis trang til i det mindste at afgøre, hvor ét menneske slutter, og et andet begynder. Men selvom Woolfs mennesker og deres blik på verden hele tiden skubbes videre af subjektive sansninger og fortolkninger, fremstår de i sidste ende ikke som isolerede og adskilte.

Minutiøst at følge flere forskellige personers bevidsthedsstrømme må nødvendigvis give mulighed for netop at vise individuelle måder at forholde sig på til samme situation og dermed markere personerne som afgrænsede. Man kan formode, at det er i vores indre liv, at forskellene træder tydeligst frem, at det er der, vi også kan blive fjerne og fremmede i forhold til hinanden, at det er en afstand, der hele tiden må råbes op.

Men det er ikke sådan, Woolf bruger sit greb: I "Bølgerne" glædes og sørger personerne, de udforsker sig selv og hinanden, de er i livet, som ethvert menneske er, med alt det, man kan påvirke, og det, man ikke har magt over. Ud af Woolfs overflødighedshorn af ord vokser slyngplanter vildt fra et menneske til et andet. Ordene markerer forskelle, når Jinny siger: Jeg er Jinny, Neville siger: Jeg er Neville. Men sproget strømmer også uafgrænset, lader personerne vokse ind i hinanden, tværs gennem bevidstheder og indtryk, så de trækkes tættere og tættere sammen, indtil de til sidst bliver så godt som umulige at skelne fra hinanden.

Ved afskedsmiddagen før Percivals afrejse kommer de fra hvert sit fysiske sted. De ankommer til restauranten, alene opslugt af sansninger, historier og forventninger. I det øjeblik de slutter sig til selskabet, bliver de til noget større og langt mere uafgrænset. De sidder ved et bord i en restaurant, på bordet står en enkelt rød nellike: Der var en enkelt blomst, mens vi sad her og ventede, siger Bernard, men nu er den en syvsidig blomst med mange kronblade, røde, brune, violette, stiv med blade, der toner over i sølv – en hel blomst, til hvilken hvert øje yder sit bidrag. De er alene og sammen, det er i selve mødet, at en ny verden opstår i al sin mangfoldighed. Set i det lys er det indlysende, at Percival – på trods af, at han aldrig får sin egen stemme – er den, der ender med at stå klarest. Kun holdt ud i strakt arm, kun som betragtet objekt træder karaktertræk og livsbane frem, kun da udskilles individet fra bevidsthedens store, flydende strøm og bliver tydelig, mangesidig – og dødsens alene. De andre bliver knyttet sammen som én stor levende organisme, hvor den forbindende, foranderlige strøm og de blikke, der hele tiden supplerer hinanden, bliver langt mere interessante end grænserne.

"Bølgerne" rummer en gnist af overmodigt vanvid. For hvordan kan man så radikalt tilpasse sproget til ambitionen om at gennemlyse et menneskesind uden fuldstændig at opløse betydning og tilknytningen til den verden, som ethvert menneske er til stede i?

Svaret må i al sin enkelhed være: ved at skrive som Virginia Woolf. Ved at lade sproget føre an, ved at lade poesiens dunkle skarphed trække læseren til sig og holde hende fast i et euforisk favntag. At læse "Bølgerne" er et slag i mellemgulvet, en forpustet og ekstatisk rejse gennem de usynlige, uendelige verdener, der bestemmer, hvem vi er, hvad vi gør, og hvordan vi omgås hinanden. Woolf kalder læseren ind i bevidsthedens rum, hun lokker med betagende, tætte, uhyggelige og vidunderlige toner, med penselstrøg af ord, der maler et stadig tættere og mere komplekst billede.

At læse "Bølgerne" er på sin vis som at skrumpe: I begyndelsen er man sammen med børnene i haven.

Man løber gennem labyrinten med dem og ser, hvem der kysser hvem, hvem der elsker og mishages og tiltrækkes og frastødes. Man står lige ved siden af dem og betragter dem og deres verden med de første siders beskrivelse af omgivelserne, der minder om et abstrakt maleri: "En ring (der) skælver og hænger i en løkke af lys (?) en bleggul flise, der breder sig ud, indtil den støder på en lilla stribe (?) en kugle, (?) en højrød kvast."

Man læser opmærksomt og koncentreret, forsøger ihærdigt at danne sig et overblik, og så er det, man opdager, at man har mistet grebet, man er skrumpet og blevet præcis så lillebitte, at græsplænen forandrer sig til en uoverskuelig urskov, at man er fnuglet og må lade sig rive med af ordenes strøm og være til lige der, i teksten, i livet, i bevidstheden. Man må strømme og flyde for at læse Virginias Woolfs "Bølgerne", man må tillade ordene at folde sig ud og fornemme, hvor elegant og uventet de væves sammen.

Man må glemme alt om regler og konventioner, læse fra begyndelsen eller dykke ned vilkårlige steder på samme måde, som hvis man sad med en digtsamling foran sig.

kultur@k.dk

4"Bølgerne" er oversat fra engelsk af Anne Marie Bjerg efter "The Waves". Bogen udkom første gang på Munksgaard/Rosinante, København 1994 og genudsendes i denne uge på Rosinante. Romanen anmeldes i Kristeligt Dagblad i næste uge.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er forfatter til "Hildegard" I og II, begge meget roste romaner om den tyske middelaldermystiker Hildegard af Bingen (Gyldendal).

Virginia Woolf fotograferet i 1902. Foto: .
Anne Lise Marstrand-Jørgensen (nederst til højre) skriver om "Bølgerne", som Virginia Woolf skrev i 1931, at den af mange regnes for hendes smukkeste, mest poetiske værk. Foto: .